“Jeg har brug for at kunne ligge en hel søndag arm i arm med en anden mand”

Når Stine fortæller om sin kæreste, Søren, smiler hun med en varme, der ikke er til at tage fejl af. Hun er forelsket. I starten var hun egentlig ikke så interesseret i ham, men i løbet af det halvandet år, de har været sammen, er følelserne kun tiltaget. Men Stine har også haft ­andre ­kærester, mens hun og Søren har set hinanden. Hun betegner sig som polyamorøs og søger dybere relationer med flere personer på samme tid.

– Jeg har ikke nogen anden kæreste lige nu, men jeg har nogle relationer i mit liv, som ville være problematiske, hvis jeg var monogam, fordi jeg møder andre mænd, som jeg krammer meget med, kysser med eller er meget tæt på. Jeg søger et forhold, hvor jeg gerne må ligge en hel søndag arm i arm med en anden mand og grine og høre musik, eller gå i skoven hånd i hånd, uden at der er nogen, der synes, det er forkert, eller at jeg skal føle mig skamfuld. Jeg vil ikke have gjort noget, der føles helt rigtigt for mig, og så bagefter blive skammet for det. Det er jeg færdig med, siger Stine.

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede jeg med Mogens til New York

Vi designer vores egne liv
Stine er 35 år og har i tre år været i forskellige ­åbne forhold. Men før det havde hun kun en partner ad gangen, ligesom de fleste andre mennesker. Hun har to børn og har været gift to gange, men følte begge gange, at hun og hendes mand langsomt blev fremmede for hinanden, fordi der var ting, de ikke kunne være helt ærlig om. Hun har i hele sit voksenliv ofte haft følelser for mere end en mand og har også været utro. At én relation skulle begrænse hendes møder med andre mennesker, virkede forkert for hende.

– Når jeg møder en vidunderlig mand, som jeg har lyst til at være tæt på og lyst til at lære bedre at kende, så handler det ikke om Søren. Jeg føler, at kærlighed er en ressource, der ikke kun kan rettes ét sted hen, og den side af mig ville jeg skulle holde nede, hvis jeg var i et almindeligt forhold. For første gang føler jeg, at jeg er i et forhold, hvor jeg kan være mig selv – hele mig, siger Stine.

Hvor mange der ligesom Stine lever i en form for åbent forhold er svært at sige. Der findes ingen statistikker eller ­optegnelser, men de senere år har det været omtalt en del i medierne, og blandt andre har Johannes Møllehave og Ritt Bjerregaard ­stået åbent frem og fortalt om at være i åbne forhold. Sexologen Sara Skaarup, der beskæftiger sig med netop åbne forhold, mener, at der er en tendens i tiden til, at vi har større fokus på at designe vores egne liv i overensstemmelse med dem, vi er.

– En bevidsthedsbølge er skyllet ind over almindelige menneskers kærlighedsliv og personlige liv. Vi stiller højere krav til, hvilke liv vi har lyst til at leve, og vi vil gerne vælge vores egen vej, så vi føler, vi kan stå inde for den person, vi er. Vi er blevet bedre til at personalisere vores liv: Vi tilrettelægger uddannelse, job og familieliv meget nuanceret. Men selvom bevidstheden er øget, er langt de fleste ikke særlig fantasifulde, når det kommer til kærlighedslivet, der kører de den samme model: en mand, en kvinde, til døden os skiller, siger Sara Skaarup.

Regelsættet
Begrebet åbne forhold er ikke en rigid størrelse og kan dække over mange ting. Både Sara og Stine bruger oftere begrebet dynamisk forhold, fordi præmisserne altid står til forhandling. Åbent er ikke nødvendigvis helt åbent, og til tider kan det være mere tosomt – som Stine og Sørens forhold er nu. Det handler om, at hvert par finder sin egen vej. For nogle betyder det nedskrevne regelsæt om hvem, hvornår og hvordan. For andre som Stine og Søren er der kun to krav: ærlighed og gennemsigtighed. Det er et spørgsmål om hele tiden at mærke efter og melde klart ud.

– Det føles lidt som parterapi fra dag et. Man bliver nødt til at turde være ærlig, åben og sårbar og fortælle den anden om de længsler, behov og følelser, man har, også selvom det er noget, der ikke inkluderer den anden. Det kræver, at man holder sig på sin egen banehalvdel og ikke tror, at hvis den anden vil noget andet end tosomheden, så betyder det, at man ikke er god nok, eller at den anden er på vej væk, siger Stine.

Ifølge Sara Skaarup er der både gode og dårlige grunde til at åbne sit parforhold op. Uanset hvad skal man være indstillet på, at det ikke kun påvirker sexlivet, men også ens følelsesliv, og hvad man tænker om kærlighed generelt.

– Hvis man tror, at et skrantende forhold kan reddes ved, at man åbner det, så tager man grueligt fejl. Det vil bare ­virke som en katalysator for, hvad end de to parter har af svage punkter: selvtillid, selvværd, deres eget selvbillede. Man
kommer ud på et mineret terræn, hvor man ikke har været før, så det redder ikke noget. Det er nærmere en accelererende faktor for det, der er under opsejling. Man skal have et ret stærkt ­forhold for, at det her kan glide nogenlunde problemfrit, og begge parter skal også helst have et ret stærkt selvværd, siger Sara Skaarup.

Ekstremsport for følelserne
Man kan ikke undgå at møde sine mindre flatterende sider som jalousi, usikkerhed og lavt selvværd i et åbent forhold. Det er "ekstremsport for følelserne", men også en kilde til udvikling, fortæller Stine.

– Det udfordrer min tryghed, når Søren ser en anden. Jeg kan godt blive grebet af rastløshed og usikkerhed, men det bliver nemmere jo flere gange, man prøver
det. Det, der gør det til at arbejde med, er, at vi kan sige det højt. At vi kan se hinanden i øjnene og sige "jeg er jaloux, jeg er bange, jeg føler mig forladt", og at vi så bliver mødt i det. At den anden bliver der og siger "det kan jeg godt forstå". Det er noget, der gentagne gange har styrket vores forhold. 

Når Søren ser en anden, gør Stine noget godt for sig selv. Måske tager hun et langt karbad eller læser en bog – ting, hun heller ikke ville gøre, hvis Søren var der. Og på det seneste er hun begyndt at opleve jalousiens modstykke, det hun kalder medglæde. Det handler om rent faktisk at nå til et punkt, hvor man glæder sig over den andens oplevelser.

– Det skønneste er, når man kan se, hvor smuk, sexet og vidunderlig hun er, uden selv at føle at man er mindre af det samme. Hvis man endda kan se på hende og tænke "wauw, hun er så fantastisk, og min kæreste får lov til at være tæt på hende", det er da vidunderligt. Det skaber også en dybere dimension imellem Søren og mig, at vi kan unde hinanden det, siger Stine.

Hun lægger ikke skjul på, at de begge har været jaloux, men ikke i en sådan grad, at de har haft lyst til at ændre på de rammer, de begge har været enige om fra starten.

– Når jeg er sammen med en anden end Søren, har jeg ikke dårlig samvittighed. Jeg følger mine dybeste behov og ønsker, og vi har begge valgt at være i et forhold, hvor det er præmissen. Et tilvalg af andre er jo ikke et fravalg af ham, siger Stine.

Og jalousi kan faktisk være godt for noget, mener Sara Skaarup.

– Jalousi er utrolig frygtet og stigmatiseret, men det er også en overset kilde til personlig vækst. Det kan være et springbræt til netop at komme af med nogle af de ar, man har på sjælen. Der er jo en grund til, at man bliver jaloux, og når det bliver trigget eller genaktiveret, så ved man lige præcis, hvor det gør ondt og kan derfor gå ned der, hvor smerten er, og gøre noget ved det.

Det åbne forhold kan være kilde til selvransagelse og selvansvar. I stedet for at sige "det er din skyld", handler det om at overveje, hvorfor man reagerer, som man gør, og selv tage ansvaret for ens velbefindende. Nøglen er kommunikation, så der er ikke megen plads til hemmeligheder og mystik.

– Den person, der er allertættest på mig, har jeg egentlig ikke lyst til at skulle gætte, hvad tænker, skulle gå på listefødder omkring eller blive manipuleret af. Hvis jeg regner med, at Søren skal kunne gætte mine tanker og behov, så fjerner jeg også ansvaret fra mig selv. Det samme hvis jeg tror, at Sørens handlinger er det, der gør mig lykkelig eller ulykkelig. Det er at afgive min magt, siger Stine.

LÆS OGSÅ: “Jeg vil have en soulmate, ellers kan det være lige meget”

Opgør med prinsen på den hvide hest
Åbne forhold gør også op med ideen om den perfekte kærlighed og prinsen på den hvide hest. Men som Sara Skaarup siger: "Hvad skal vi også med ham?" Der er kommet et for stort forventningspres omkring parforholdet.

– En god kæreste skal være ens bedste ven, en super elsker, en dejlig far, en diskussionspartner, han må også godt være lidt praktisk, lidt sjov, kunne danse. Det er enormt højt at sætte barren, og man skal jo også selv kunne matche det. Så det er ikke så sært, at vi bliver desillusionerede hen ad vejen, både når vi ikke selv kan leve op til det, men også når den anden ikke kan stå mål på alle parametre på en gang. Og hvis man tror, at ægte kærlighed er lig med vedvarende sexlyst et helt liv, så kommer man ud i problemer, siger Sara Skaarup.

For Stine er det også typisk noget andet, end det Søren kan tilbyde, hun søger i andre partnere. Lige nu har hun det rigtig godt bare med Søren, men på sigt kunne hendes drøm være at have to dybe relationer på samme tid, der kunne supplere hinanden.

– Det er meget befriende ikke at tro, at den person, jeg møder, skal kunne opfylde alle mine behov resten af livet. Det er virkelig et pres. Hvordan skal man kunne sige ja til det? Hvordan skal man kunne indgå i et forhold på de betingelser, eller endnu bedre indgå ægteskab og tro, at den anden for evigt skal kunne opfylde alle ens behov?, spørger Stine.

Når man åbner sit forhold, bliver man derfor også nødt til at finde det, der gør parforholdet særligt.

– Det kræver, at man er meget obs på det primære parforhold. Hvis man har oplevelser med folk uden for parforholdet, som er helt uforpligtende, og som har meget bedre vilkår for at være sexede og sjove, fordi de ikke skal vaske op eller skændes, så må man også gøre noget for, at man som par bliver ved med at være særlige. Man skal stadigvæk have et sexliv og stadigvæk gøre nye ting sammen, så man ser hinanden fra nye sider og gå dybere med, hvad end det er, der gør det parforhold specielt, siger Sara Skaarup.

LÆS OGSÅ: “En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb efter sine børn med en økse”

For Stine er det også en værdi, at der netop er så meget fokus på det primære forhold. Når mulighederne er mange, er man ikke længere sammen, fordi man sagde ja til det engang for lang tid siden. Man vælger hinanden hver dag og tager ikke hinanden for givet.

– Alle ved jo i virkeligheden, at den anden ville kunne gå ud og finde en anden, men hos os er det en lille smule mere nærværende. Det gør, at man gør lidt mere ud af at pleje forholdet, fordi den anden har muligheden for at være et andet sted hver eneste dag, hvis ikke det her sted er særligt godt at være. ­Ikke at det skal lyde som en stressfaktor, men vi ved begge to, at vi er her i det her forhold, fordi det er det sted, vi allerhelst vil være, fortæller Stine.

Stine med kæresten Søren

Følg din indre stemme
Det åbne forhold er ikke for alle, men at definere rammerne selv i stedet for at adoptere samfundets normer kunne de fleste måske få noget ud af, mener Sara ­Skaarup.

– Jeg synes, at enhver skylder sig selv at tage sit kærlighedsliv så alvorligt, at man får drejet ind på en vej, som faktisk passer til en. Der er et hav af muligheder, og man vælger faktisk selv. Du skylder ikke nogen andet end at tage det valg, som du og din partner har det godt med. Så skide være med, hvad resten gør. Og man skal være villig til løbende at tage det op til revision. Det er nogle andre behov, man har som kærester, når man er 22, end når man er 45. De flestes behov og lyst vil forandre sig, selvom mange lever med de samme rammer hele vejen igennem.

At sige farvel til kærlighedskonventionerne kan gøre ondt, men der ligger også en masse frihed i at indrette sit kærlighedsliv præcis, som man vil have det.

– Det har krævet to ægteskaber og mange, mange frustrationer at give slip på den romantiske drøm. Og hvis man giver slip på den, hvor skal man så vende sig hen? Det er vel egentlig pointen, at man ikke skal vende sig nogen steder hen, men lytte til sig selv. Nogles dybeste, inderste længsel er at leve i et monogamt forhold, og så er det selvfølgelig det, de skal. Min dybe længsel er, at jeg ikke vil lade mig begrænse af et andet menneske. Jeg synes bedst, jeg tager ansvar for mig selv, hvis det ikke er en anden, der sætter rammerne, siger Stine. 

LÆS OGSÅ: Tina skiftede københavnerlivet ud med spansk landsbyidyl

LÆS OGSÅ: Simon Jul: ”Jeg er kæmpefan af sexlounges. Det er superliderligt, og jeg kan kun anbefale det”

LÆS OGSÅ: Lisbeth droppede sit karrierejob og købte en enkeltbillet til den indiske slum