"Jeg havde bare ikke lyst til at leve"
Foto: Les Kaner Karen Thisted

"Jeg havde bare ikke lyst til at leve"

Karen Thisted om sit livs største nedtur, ikke at frygte døden, og om at grine højt og længe.

Hvilken mand har gjort størst indtryk på dig?
– Herbert Pundik, tidligere chefredaktør på Politiken. Jeg kom til at kende ham, da jeg lavede et tv-program om ham. Han er typen, der ringer og spørger, hvis han ikke har hørt fra en. Men det er lige så meget hans kone, der har gjort indtryk. De er et fantastisk par, som jeg heldigvis holder nytår med hvert eneste år.

Er du bange for at dø?
– Nej, ikke længere, jeg har haft så fint et liv. Jeg vil bare gerne dø lidt fredeligt. Men jeg har været bange for at dø fra dem, jeg elskede og havde ansvaret for, som min datter f.eks. Jeg har haft så mange glæder og et rigt liv, jeg har også haft sorger og sygdom, men jeg kan ikke være andet bekendt end at sige, at det har været fantastisk.

Hvad er du mest stolt af?
– Jeg er såmænd ikke sådan en, der er stolt af noget, men jeg er meget glad for mit barnebarn. Stolt er et mærkeligt ord, for det lyder, som om jeg praler af ham, eller at han er usædvanlig. Men han gør mig stolt ved, at jeg ser, at vores slægt går videre. Det er det, der hedder ”slægt følger slægters gang”. Det er et tegn på det, som jeg har lært af Johannes Møllehave, der er det evige liv. Det er ikke, at vi lever evigt, eller at vi kommer op i himlen. Det evige liv er jo, at vores slægt fortsætter. Og det, synes jeg, er sjovt at få lov at se.

Hvad har været dit livs største nedtur?
– En alvorlig depression, for da havde jeg mistet evnen til at blive glad. Jeg syntes, at ordet depression var blevet sådan et nyt modeord. Men jeg skal aldrig mere sige, ”nej, det kan ikke være rigtigt. Mon ikke de bare pjækker?”. Jeg fik sådan et slag bagi, og jeg tror, det var en straf for, at jeg ikke havde troet på ordet depression. Jeg var på vej til lægen. Jeg gik meget til lægen på det tidspunkt, fordi jeg troede jeg fejlede et eller andet, for jeg var træt og havde det halvdårligt. Men jeg satte det slet ikke i forbindelse med en depression, for det ved man ikke, hvad er, før man har prøvet det. Jeg kom gående oppe på gangen hos lægen, og der kom et sort jerntæppe ned foran mit hoved. Det var sort som kul, og jeg satte mig ned foran lægen og sagde, ”giv mig nogle lykkepiller”. Men det kunne han ikke. Så kom jeg til en psykiater og fik noget medicin, men det tog nogle måneder, før det hjalp. Og i de måneder lå jeg i min seng. Det var så gyseligt og forfærdeligt, at man ikke rigtigt kan beskrive det. Jeg var ikke ulykkelig eller græd, men jeg havde bare ikke lyst til at leve, for at sige det mildt.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– At jeg er til fest og farver. Jeg elsker ro og ensomhed.

Hvad kan få dig til at grine?
– Næsten det meste, for jeg er en grinebider, der ler højt og længe, også når jeg går alene i mørket i mit sommerhus. For kort tid siden var jeg ud at rejse med min datter og mit barnebarn. Der var nogle store sten, hvor man kunne springe fra sten til sten, og det gør børnene så let som ingenting. Det ville jeg også prøve at gøre, og så faldt jeg ned imellem stenene og kunne ikke få mit ben op igen. Der hang jeg, totalt latterlig, stor og tyk, og mit ben hang ned i mellem stenene. Så endte det med, at jeg blev kørt med ambulance til hospitalet og kom hjem i rullestol. Og da jeg kom kørende i den rullestol, så kunne jeg ikke lade være med at grine.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?
– At nyde livet, så jeg, ligesom han, kan sige til sidst, da min mor spurgte, om han var ked af, at han skulle dø: Nej, jeg har haft et godt liv.

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?
– Det er altså mit barnebarn, jeg kan ikke gøre for det, men ham har jeg det sjovest med af alle mennesker.

LÆS OGSÅ: Helle Fagralid "Det er min største sorg"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview