Jeg lover aldrig at klistre igen!
Foto: Greg McQueen, utography.com Pia Damsgaard Bach, journalist og blogger på SingleSpot.dk

Pia Damsgaard Bach

"En mand var min eneste vej til lykken"

Blandingen af rødvin og weekend fik ham altid til at ringe til mig. Jeg burde have sat mobilen på lydløs og givet ham fingeren - eller begge fingre og et kæmpe los i bollerne - men min fornuft kunne ikke få min hjerne til at adlyde. Jeg tog telefonen hver gang og fik nogenlunde de samme svar hver gang...

Næ, han havde godt nok beklageligvis desværre ikke liiiiige haft tid til at ringe i løbet af ugen, som han ellers havde lovet. Hvad? Øøøh nej, ærgerligt nok havde han heller ikke haft så meget som 30 ledige sekunder til at svare på min sms. Heller ikke engang om aftenen inden han gik i seng, nej. Men det var jo bare fordi, han var sådan en busy businessmand, og sådan nogle har altså virkelig travlt HELE tiden, kunne jeg nok forstå.

Selv om jeg af og til med bævende stemme luftede den tanke, at han nok bare havde glemt alt om mig eller egentlig var decideret fløjtende ligeglad, så havde det absolut ikke noget med det at gøre, vel? Han ringede jo nu - lige efter fredagsbaren på kontoret var slut. Altså med det samme han havde fået tid, ikke?

For han havde jo helt sikkert savnet mig, og hvis han havde mere tid, var jeg helt klart den, han ville bruge den på, for han kunne jo så godt li’ mig, hik, hik, snøvle. Men nu havde han jo netop tid, så skulle vi ikke lige mødes? Og se fremad! Ikke være sådan nogle kedelige nogen, der hænger fast i fortiden. Nej, hvem vil da det?

Få et liv, Klister!
Der gik to lorteår med lort på, før jeg fattede det åbenlyse. Og så tog det lige to år mere for mig at komme mig over 1: Hvor totalt idiotisk og hjernelam jeg havde været de foregående to år og 2: At ham, jeg var forelsket i, overhovedet ikke havde det på samme måde. Nedtur...

Så gik jeg der og følte mig som en tyk, ikke særlig klog og alt, alt, alt for grim Kirsten Kedelig, for det var jo sikkert derfor, han ikke gad at være min kæreste. Der måtte være noget i vejen med mig...

I dag - mere end tre år senere - er jeg ret sikker på, hvad der var i vejen med mig, og det havde intet med min vægt, mit udseende, min intelligens eller mangel på samme at gøre. Jeg var simpelthen bare alt for desperat og kunne slet ikke finde ud af at være glad uden en kæreste. En mand var min eneste vej til lykken.

Så jeg klistrede alle mine klæbrige forventninger til livet og til en kæreste på ham og smugdrømte om de mange vidunderlige parmiddage, skønne fester og muntre udflugter, vi skulle deltage i sammen med alle vores stilede venner.

Heldigvis fik jeg en dag nok af at blive udnyttet og stoppede med at tage telefonen - når det var ham, der ringede, i hvert fald. I stedet gik jeg i gang med at finde ud af, om der da for hulen ikke var andet end en mand, der kunne gøre mig glad. Det var der heldigvis, og selv om jeg nu sætter stor pris at være single og bestemme alting helt selv, er en kæreste velkommen, men langt fra en nødvendighed. Jeg lover aldrig at klistre noget på nogen igen. Hvad med dig?

LÆS FLERE KLUMMER AF PIA DAMSGAARD BACH HER

Fakta

Pia Damsgaard Bach, journalist og blogger på SingleSpot.dk

Klummerne er et udtryk for skribentens egen holdninger.
Se, hvad vi ellers skriver om: Dating