Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Les Kaner

Linda P: „Jeg lyver ikke for mig selv mere“

Linda har sovet uroligt det sidste halve år. Hun har det, som om nogen har halet betrækket af hende, så hun lige straks står dér med alle sine nervebaner og sit nuancerede væsen blottet for hele verden. En følelse, der er „skidenervepirrende“, når man normalt gemmer sig bag karakterer som den dybt alkoholiserede Ditte, der „kraftedeme ikke maaagter noget“ og den uhumske psykopat Winnie på prøveløsladelse. Faktisk er det Linda selv, der har besluttet af hale betrækket af sig selv i sit nye onewomanshow for at vise, hvad der egentlig gemmer sig under det usympatiske og fandenivoldske image, hun har fået i offentligheden. Et image, der efterhånden har slået rødder.

Som mange andre er jeg naivt røget med begge ben i fordomsfælden, og inden vi mødes, har jeg en fornemmelse af, at interviewet med Linda P. bliver sådan lidt… op ad bakke. På Mount Everest-måden. Forestiller mig, hvordan hun vil slå buer uden om spørgsmålene, skyder med skarpt og i det hele taget skider interviewet et stykke. Enøjet og farligt forudindtaget af mig.

Hun måler mig venligt med øjnene, griber min hånd i et par velvillige ryk og undskylder, at hun kommer ti minutter for sent. Alt forladt. Jeg har hørt, at hun engang kom to timer for sent – til sit eget pressemøde. Hun ser godt ud. Frisk, interesseret og lidt genert, faktisk. Napper et stort glas vand og fortæller, at hun lige har været ude at løbe 10 kilometer. Slam. Slam. Slam. Fordommene slagtes én for én, og efter en time forstår jeg, at jeg havde taget fejl af Linda P. Sådan helt fejl.

 

En omvandrende paryk

For tiden lader Linda fysisk og mentalt op til sit nye show, „Linda P – og MIG“, som har premiere fredag den 14. oktober. Et show, som sender så vilde nerver igennem den 27-årige kvinde, at hun har svært ved at sove, fordi hun for første gang i sin karriere vil give publikum en helt ægte luns af sig selv. Ikke Linda P i form af eddikevrisne karakterer fra samfundets bund, men Linda P – herself. Som den nuancerede pige hun også er – til mange folks overraskelse. 

– Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg føler, det er anstrengende at være sat i bås. Jeg har følt mig lidt som en omvandrende paryk uden en rigtig identitet, for siger du „Linda P“, så tænker folk på Sydhavnskællingen, der råber og skriger. Det er da en del af mig, men det er kun en fjerdedel af mig.

Hendes stemme har en hyggelig, lidt overrislet Hvidovredialekt, som træder særligt i karakter, når hun siger „råver“ og „taver“ i stedet for „råber“ og „taber“. Og som et levn fra fortiden finder ældre, finurlige gloser som „ingenlunde“ og „gemyt“ ind i mellem vej til hendes sætninger.

– Mange tror, at jeg er fuldstændig som mine socialt udsatte karakterer. Snotdum og modbydelig. At det ikke er en rolle, jeg påtager mig. Altså, jeg er jo ingenlunde sådan i virkeligheden. Når jeg står på Sams bar, kan fremmede folk komme hen og give mig en lammer og skrige: „Hva’ så, dér.“ Så står jeg der og nikker høfligt: „Pænt godaften.“ Og så siger folk typisk noget med: „Det er helt mærkeligt, at du ikke brøler: Skrub af, fjols!“ Folk har en følelse af, at jeg er ret afstumpet, og det er nok det sidste, jeg er. Jeg er ret rolig af gemyt og er til at snakke med. Men det er udelukkende mig selv, der har sat mig i den bås, jeg står i, så det er også min opgave at udvikle mig selv, hvis jeg ønsker, at folk skal se noget andet.

 

Brud med „Rossmus“

Som barn var hun et fast punkt på dagsordenen til forældremøderne: Linda var ikke Guds bedste barn og ville hellere male graffiti, rapse lidt i butikkerne og sætte ild til skraldespande end at hyggenygge med pussenusse-ting som de jævnaldrende piger. Hun voksede op i Hvidovre hos sin mor, og som 15-årig blev hun head over heels-forelsket i den ti år ældre Rasmus fra Sydhavnen, og de to flyttede straks sammen.

– Jeg var jo dybt forelsket i manden, og ja… så varede det ni år…

Hun kommer med en udmattet lyd halvvejs mellem et grin og et suk.

– Vores største problem var, at vi var meget ens: To rodehoveder, to fucked up hoveder med en hjernekapacitet, der ikke kunne kontrolleres. Vi skændtes sommetider så vildt, at naboerne var ved at ringe efter politiet, fordi de troede, vi ville slå hinanden ihjel.

Langsomt opdagede Linda, at hun nok var mere end normalt draget af sit eget køn. Lidt tilfældigt endte hun en aften i byen i Århus med nogle „kampdykes“ – altså lesbiske kvinder – og så faldt tingene ligesom på plads indeni.

– Jeg tænkte: „Det er derfor, jeg altid har været så mærkelig! Det er derfor, der er et eller andet, der ikke har spillet i mit kæresteforhold.“ Jeg tror i virkeligheden altid, jeg har været til piger, men jeg har bare ikke haft mulighed for at få øje på det. Min kæreste Rasmus fik kælenavnet Rossmus i hele Sydhavnen i den periode – opkaldt efter Ross fra „Friends“, hvis eks-kone pludselig blev lesbisk, og det hele var lidt svært for ham at æde. Min indstilling over for vores forhold var meget sort/hvid: Selvfølgelig skulle vi ikke være sammen, hvis jeg var til piger, så ville jeg jo spilde hans tid og havde måske allerede gjort det længe. Det havde jeg meget svært ved at tilgive mig selv for, siger hun og holder en kort pause.

– Det var sgu nervepirrende at skride fra det hele efter ni år, for det var jo en stor tryghed, men reaktionen kom først et år senere. På det tidspunkt tænkte jeg bare: „Så er det videre.“

Og videre kom Linda. I den grad.

– Der var nogle teenageår, som aldrig var blevet udlevet, fordi jeg havde været i fast forhold. Karrieren begyndte at tage fart og samtidig fandt jeg ud af, at jeg havde en helt anden seksualitet og identitet, og så var der jo nogle ting, som skulle løbes af. Og det må man sige, jeg gjorde.

– I to år!

– For fuld smadder!

– Det tog sgu overhånd. Engang kom jeg for eksempel to timer for sent til mit eget pressemøde, jeg sejlede simpelthen rundt. Der var så mange ting oven i hinanden, der gjorde, at jeg ikke kunne finde ud af at tackle det på andre måder end at sige: „Nu napper jeg bare en flaske rom, så derudaf, og så har vi det pissesjovt.“

Uanset hvor Linda kom, troppede hun op med røde øjne, tømmermænd og et søvnunderskud på størrelse med Afrika. Det var, som om hendes tanker og reaktioner var pakket ind i skumgummi, hvilket gjorde dem dæmpede og slørede, men et år efter bruddet med Rasmus – midt i turnéen med sit første solo-show „Rommen er en tøjte“ – mærkede hun alligevel, at hun var ked af det på en måde, hun aldrig havde været før.

– Jeg endte i en mindre depression og anede ikke hvorfor. Alting kørte jo bare derudaf. Min holdning, da jeg gik fra Rasmus, havde jo været meget firkantet: „Jeg er til piger, så nu skal jeg gå.“ Det skete meget brat og uden de store tanker, derfor var jeg meget meget sen til at indse, at det jo var halvdelen af mig selv, jeg efterlod hos ham. Han har ligesom været med til at gøre mig til den, jeg er, så et år efter gik jeg og tænkte: „Hvorfor fanden er det, at jeg er helt nede i kulkælderen?“ Men så gik det op for mig, at det var klart, at jeg pludselig blev pissetrist, når jeg ikke havde bearbejdet mit brud fra min første og store kærlighed. Det skulle jeg lige finde ud af. Heldigvis havde jeg nogle gode venner til at fortælle mig, hvad det handlede om.

 

Romantisk dato

Mens Linda fortsatte det vilde liv og hver weekend overskred Sundhedsstyrelsens anbefalinger med omkring to tusinde kilometer i timen, kom en forelskelse snigende ind i hendes liv.

– Melissa havde skrevet til mig på Facebook, vi mødtes en aften i byen, og jeg var meget glad for hende. Problemet var, at jeg var glad for utrolig mange piger, og det kunne hun ikke lide. Det er jo fair and square, og jeg sagde til hende: „Jeg er lige blevet single efter ni år, så jeg skal ikke giftes og have 17 børn og villa og vovse.“ Hun syntes, jeg var et dumt svin, og det var jeg nok også. Det indrømmer jeg. Så hun lod mig sejle i min egen sø et stykke tid, men kom ind for at se mig optræde deeen…

Hun graver hurtigt i sin hukommelse.

– …den 6. oktober 2009.

Hun afbryder sig selv:

– Uh, romance! Tænk, at jeg kan huske datoen – du skal ikke sige, jeg ikke er romantisk. Jeg har også tatoveret datoen ind i armen på mig selv, ej det passer ikke.

– Efter showet kom Melissa hen og var bare slet ikke, som hun plejede. Hun var iskold og havde en fuck-dig-attitude. Det kunne jeg meget godt lide, for man vil jo altid have det, man ikke kan få. Under turnéen flyttede jeg hjem til hende nogle dage, og hun var sådan lidt: „Jeg er vant til, at du skrider efter en dag, så jeg gider ikke gå op i noget som helst.“ Det gjorde hende ret interessant, og hun var meget mere sig selv, fordi vi tilbragte en masse tid hjemme hos hende – i hendes verden og miljø, og det blev jeg meget forelsket i.

– Det var i samme periode, jeg var nede i kulkælderen og havde pisseondt af mig selv. Det skulle lige bearbejdes – og det gik ud over Melissa. Når noget sumper for dig, så er forelskelse noget af det bedste til at få dig ovenpå igen. Det var jo sikkert dybt nederen for hende at skulle sidde og høre på, at jeg egentlig savnede min eks-kæreste og den tryghed, jeg havde med ham, men hun var sgu god til at hjælpe. Det var det, der fik mig til at indse, at jeg lige skulle tage mig lidt sammen, husker Linda.

Efter et år blev de kærester.

 

Nem at pille ned

At Linda havde fået en ny kæreste – og tilmed en pige – var ikke noget, hun ligefrem brølede ud over Rådhuspladsen, men rygterne svirrede alligevel. Som da Se & Hør i bedste paparazzistil bragte billeder af Linda og hendes nye kærlighed, da de traskede rundt i Disneyland under en ferie i Paris. Kyssende og krammende.

– Når jeg opdager sådan noget, tænker jeg: „Fuck jer, hvor er de latterlige. Men jeg tager det alligevel til mig.“

Jeg forestillede mig, at du var lidt ligeglad med, hvad pressen skrev.

– Ja, der kan du se. Folk tænker: „Linda P. er så smart, hun er kold og ligeglad.“ Og det er jeg ikke. Jeg er i virkeligheden meget nem at pille ned. Nogle gange tænker jeg lidt for meget over, hvad folk tænker og mener. Og det var ikke, fordi jeg var flov over at være blevet til piger, men jeg er en meget privat person, og pressen skulle bare ikke bestemme, hvilket tempo det skulle gå i. Men nu ved alle det, så det skal på en eller anden måde med i mit show. Jeg vil ikke stå med en „I’m black, I’m proud-attitude“, for skal jeg beskrive min seksualitet, skal det være med klasse og med stil. Og det er især dét, der får mig til at ligge søvnløs for tiden.

Hvordan er det at være blevet til piger?

– Det er rart. Og jeg føler ikke, jeg lyver for mig selv mere. Jeg har jo aldrig kendt grunden til, at jeg har haft en underlig uro indeni, men jeg synes, der er faldet mange ting på plads nu. Da jeg blev kæreste med Melissa, gik det op for mig, at jeg havde levet alt for vildt de seneste to år, så det er helt klart hendes skyld, at jeg er faldet lidt ned og har lidt mere styr på det hele. Jeg er nok blevet lidt mere voksen. Men alt med måde, selvfølgelig.

Modsat mange andre kvinder har Linda aldrig været typen, der kan bruge utrolig mange kopper kaffe på at analysere, hvorfor en kæreste eksempelvis reagerede på en særlig måde i en særlig situation. Men når man nu dater en „pige-pige“, som hun definerer Melissa, må man altså arbejde med den slags:

– Min mor sagde som noget af det første: „Det må være meget nemmere at være sammen med en pige,“ men det er det kraftedeme ikke. Ingenlunde. Jeg er jo meget drenget, tager ikke tingene så højtideligt, og jeg er ikke typen, der gider sidde snakke i fem timer om „Hvad mente du egentlig, da du sagde det der nede i Brugsen,“ og jeg har heller aldrig forstået den der leg, piger elsker, der hedder: „Nu er jeg sur, og nu har du en uge til at gætte hvorfor.“ Så selv om jeg siger: „Nej, der er ikke nogen, der manden, i det her lesbiske forhold,“ så er der det bare altid på en eller anden måde. Men vi har det skidesjovt, og heldigvis er Melissa lige så mærkelig som mig selv.

 

Mere voksen

Et tilbud om en filmrolle fik for et år siden Linda til at smide næsten 20 kilo og barbere de to ugentlige byture ned til en enkelt – om måneden. Filmen er blevet droppet, men ikke livsstilen, og folk på Amager kan ofte se Linda iført løbetøj og kirsebærrøde kinder spæne rundt på gaderne.

– Efter jeg er begyndt at træne og gå mindre i byen, er jeg blevet mere klar og har fundet mig selv. For man finder jo faktisk sig selv – for at lyde helt som Dalai Lama – og jeg er nok blevet mere følsom, efter jeg har fundet mig selv. Da Melissa og jeg mødte hinanden, kunne jeg slet ikke fatte, at hun kunne sidde og tude til romantiske film – det var til at brække sig over. Men jeg må indrømme, at hun har haft stor indflydelse på, at jeg er blevet lidt følsom på den konto, siger Linda.

Selv om hun har lavet en knibtangsmanøvre på sit liv og generelt føler sig mere voksen, vil nogle ting aldrig ændre sig for Linda, der er typen, der ville glemme sit eget hoved, hvis det ikke sad fast.

– Det hele skal jo ikke blive ren Dr. Phil. Jeg vil altid være et kæmpe rodehoved. Absolut. Og generelt bare et meget utålmodigt ADHD-barn: „Nu skal jeg lige lave denne her selvangivelse, så nu har jeg lavet to linjer, så vil jeg gerne prøve at lave noget andet,“ imiterer hun sig selv.

– Men det med træningen har gjort rigtig meget. Ikke at det har haft den store betydning for mig, at jeg er blevet tynd – selvfølgelig er det rart, at jeg kan trække vejret, når jeg går op ad en trappe, bevares – men det er mere det psykiske. Jeg har en meget meget kort lunte, og hvis tingene ikke lige går efter mit hoved, kan jeg hurtigt tænde af, men det er blevet meget bedre.

Efterhånden forstår jeg hendes behov for at bryde med sit fastfrosne image som den infame og højtråbende Sydhavnskælling. For den Linda P., jeg har mødt, virker nærmest modsat.

Har du premiere-nerver?

– Helt absurd meget. Fordi jeg for første gang viser mig selv. Jeg er blevet lesbisk og sundhedsfreak, det er en del af min personlighed nu. Det er sgu sådan lidt tragikomisk. Jeg elsker det tragikomiske, det er rigtig nemt at hive ud af en karakter, du ser på gaden, og som du aldrig skal se i øjnene igen, men skal du hive det ud af dig selv, er det grænseoverskridende. At vise det rigtige, det ægte og dét, du egentlig er. Men når jeg har det sådan, tænker jeg også: „Så skal jeg vise det!“ Nu er det på tide, at mine fans skal se hele mig.

„Folk har en følelse af, at jeg er ret afstumpet, og det er nok det sidste, jeg er“

„Selvfølgelig skulle vi ikke være sammen, hvis jeg var til piger, så ville jeg jo spilde hans tid og havde måske allerede gjort det længe. Det havde jeg meget svært ved at tilgive mig selv for“

„Jeg endte i en mindre depression og anede ikke hvorfor. Alting kørte jo bare derudaf“

„Jeg var meget glad for Melissa. Problemet var, at jeg var glad for utrolig mange piger, og det kunne hun ikke lide“

Om showet „Linda P – og MIG“

I morgen, fredag den 14. oktober, har showet premiere i Horsens og kommer bl.a. også forbi København, Århus og Odense. Få mere info og bestil billetter på Linda-p.dk.  

– Showet hedder „Linda P – og MIG“, fordi „Linda P“ gennem tiden er blevet til en rolle – og altså ikke hele mig, forklarer Linda. 

Linda P om børn

– Jeg mener jo, man skal føre generationen videre, men både mig og Melissa er ret enige om, at vi ikke skal have børn. Hun er sanger og sangskriver, så jeg tror, det ville være tarveligt over for nogle børn at sætte dem ind i vores sindssyge verden.

5 hurtige!

Hvad var det første du tænkte på i morges?
– At jeg skulle op at løbe. Og på mit show.

Hvem har du sidst sendt en sms til. Og hvad stod der?
– Til min mor: „Jeg elsker dig.“ Det er ikke bare noget, jeg siger, det passer faktisk.  Hvor er det dog poetisk!

Hvornår har du sidst grædt?
– For fire måneder siden, da jeg fik et skattesmæk på 256.000 kr., fældede jeg en lillebitte tåre. Jeg satte det ind via et kontonummer, fordi rodehovedet her havde fået smidt girokortet væk, og så kunne man skrive en følgebesked, hvor jeg lidt kom til at skrive: „Knep jer selv.“ Tænk på ham, der åbner den og tænker: „Det ku’ da godt ske, jeg skulle prøve det.“

Min største last?
– Min dårlige tålmodighed.

Hvad ønsker du dig allermest lige nu?
– At jeg siger til mig selv: Nu er showet skrevet færdigt – sådan skal det være. Men jeg ved, at jeg bliver ved med at arbejde på det helt op til premieren.


»Læs også: Linda P: Jeg har virkelig en rygrad som en banan  


Nøgleord: Linda P, Linda Petersen.

Fakta

Denne artikel blev bragt i ALT for damerne nr. 41, 2011.
Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi