Interview med Maria Rørbye Rønn
SPONSORERET indhold

DR's generaldirektør brød sammen efter ulykke

DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn husker hvert sekund af den ulykke, som hun og familien mirakuløst overlevede. Og er i dag både stærkere og mere sårbar.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Bjarne Bergius Hermansen
18. nov. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

– Vi er på vej hjem fra ferie i Italien og kører på motorvejen syd for München. Vi ligger lige bag tre biler i god fart, og pludselig bremser den forreste af de tre biler hårdt og helt umotiveret op. Det er mig, der sidder ved rattet, og i det sekund – eller i brøkdele af et sekund – går det op for mig, at det her er dybt alvorligt, og nu skal jeg bare bremse. Man kan jo ikke stå op i en bil, men jeg står simpelthen på bremsen med hele min kropsvægt og nærmest hænger i selen. Jeg kan ikke bedømme, om jeg vil nå at bremse op eller ej.

– I nogle sekunder aner jeg ikke, hvad der vil ske, men det lykkes mig at bremse. De to biler foran os når også at bremse. Jeg føler en enorm lettelse, og kigger på min mand, der sidder ved siden af mig med rædslen i øjnene. Jeg tænker på vores to børn på bagsædet, og jeg når at tænke: Gud ske tak og lov. Men så – inden jeg når at vende mig om og kigge på børnene – siger det bare KNALD! En hurtig topersoners BMW er smækket op i os bagfra. Begge børn skriger højt, og det eneste, jeg tænker på er, om der er sket dem noget. Samtidig tænker jeg, at så længe de skriger, er de i hvert fald i live. Vores bil bliver skubbet ind i bilen foran, som igen støder sammen med den næste og så videre. Det går op for mig i det øjeblik, at selvom jeg selv nåede at bremse, så havde jeg ikke været herre over situationen. Når sådan noget sker, beror det også på andre, hvordan det hele ender. Og på tilfældigheder. Man har reelt ingen kontrol over liv og død, og det er på alle måder en grænseoverskridende oplevelse.

- Vi kommer ud af bilen, og helt mirakuløst er der ikke sket noget med hverken os eller de andre implicerede. Vi står der midt på motorvejen og holder rystende om hinanden, indtil vi bliver transporteret til et værksted, hvor vi sidder i ni timer og snakker om, hvad der er sket, mens vi venter på en lånebil, så vi kan køre hjem. Det er det eneste, vi vil.

– Da vi er hjemme igen, oplever vi, at børnene ret hurtigt kommer sig over ulykken, fordi vi har talt så meget om den og været meget åbne omkring de følelser, ulykken skabte. Den ene skal videre på sommerferie hos bedsteforældrene, og den anden i sommerhus med en kammerat. I det sekund, de er ude af huset, bryder jeg sammen. Igennem et døgns tid har jeg det simpelthen så skidt. Føler mig ulykkelig og ude af balance på en måde, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg ringer til en, jeg har kendt hele mit liv, og som jeg kalder min onkel, selvom han ikke er det biologisk set. Han er uddannet psykoterapeut, og vi taler rigtig meget sammen gennem det døgn. Han siger til mig, at der ikke er noget underligt i, at jeg reagerer nu, hvor jeg ikke længere skal have fokus på børnene. Nu kan jeg have fokus på mig selv, og derfor mærker jeg, hvor stort et ansvar jeg har følt, fordi det var mig, der kørte bilen.

– Og så sagde han en ting, som står så klart for mig, og som jeg har tænkt rigtig meget over i de ti år, der er gået siden ulykken. Han sagde: "Maria, du skal huske på, at når du oplever allermest modgang, så udvikler du dig som menneske". Allerede da han sagde det, kunne jeg mærke, at der skete noget med mig. Jeg fik det hurtigt bedre, fordi jeg formåede at vende ulykken til en oplevelse, der betød, at jeg og familien stod styrket bagefter. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke gerne ville have været oplevelsen foruden, men det var en rigtig god måde at bruge modgang på. At vende det, som er svært, til noget konstruktivt.

– Personligt føler jeg, at jeg er blevet både mere sårbar og samtidig stærkere. Sårbar, fordi det gik op for mig, hvor lidt der skal til, før noget går galt. Tænk, hvis jeg havde været uopmærksom lige i det sekund, tænk, hvis jeg havde siddet og pillet ved radioen. Stærkere, fordi jeg har fået en indsigt, som jeg kan bruge både privat og arbejdsmæssigt. Når man er i modvind, når man mister nogen, man holder af, eller hvis man skal træffe hårde og upopulære beslutninger, tænker jeg ofte over, at man faktisk også udvikler sig.

LÆS OGSÅ: Hanne Bech Hansen troede hun skulle dø: "Jeg sagde gang på gang til min mand, at jeg ikke kunne mere"

LÆS OGSÅ: Her er 11 råd mod stress - og de virker

LÆS OGSÅ: Ramt af stress? Sådan kommer du videre