Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Michael Jeppesen: "Jeg føler mig altid udenfor"
Foto: Jens Rosenfeldt og Polfoto Michael Jeppesen: "Jeg føler mig altid udenfor"

"Jeg voksede op uden skolefester og fritidsaktiviteter"

Han er kendt for sin lidt akavede facon på tv. For at stille kritiske spørgsmål på en helt uskyldig måde. Michael Jeppesen er ekspert i at få andre til at åbne op, men hvad rummer han selv? Her fortæller han om barndommen blandt Jehovas Vidner, om sin omsorg for høns og om den aften i 2005, hvor han fik øje på en pige, han kunne blive lykkelig med.

Ensomhed er et tabu blandt mange, selv om endnu flere kender til den. Michael Jeppesen mærkede den, da han flyttede til København helt alene som 18-årig. Ensomheden betød bl.a., at han begyndte at tvivle på, om han virkelig var religiøs. Her gør han status over de vigtigste punkter i sit liv.

Udgangspunkt

– Jeg voksede op uden skolefester og fritidsaktiviteter, for mine forældre er Jehovas Vidner. Fødselsdage og juleaftener var bare dage som alle andre, og når vi skulle lave julepynt i skolen, gik jeg uden for døren. Men det må næsten have gjort mere ondt på mine klassekammerater, end det gjorde på mig, tænker jeg, for når jeg ser på mine egne børn i dag, er jul jo det største overhovedet.

Så de burde have haft ondt af mig. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gik glip af, men det gjorde de. Men de tænkte nok ikke over det, for man følte ikke så meget i Silkeborg i 70'erne og 80'erne. I dag føler man utroligt meget og er opmærksom på næsten alle negative følelser, der kan bryde ud i lys lue i et ungt menneske, og hvad det kan have af følgevirkninger. Dengang var følgevirkninger kun noget, mine forældre tænkte på, og det var kun de følger, det kunne have, hvis jeg deltog i andre sociale sammenhænge. Jeg måtte for eksempel ikke gå til fodbold, selvom jeg gerne ville.

Det kunne jo være, at det viste sig, at jeg var god til det, og hvis jeg var god, ville der være en risiko for, at jeg kom på landsholdet. Og så ville jeg jo ikke kunne komme til møde i menigheden onsdag aften, hvis jeg skulle spille landskamp. Og hvad værre var: Tænk, hvis det nu viste sig, at jeg blev venner med nogen, der faktisk var ret søde. Så kunne det jo godt lægge en dæmper på jubelen den dag, hvor Gud griber ind og slår alle ihjel, som ikke tilhører samme smalle, religiøse minoritet som ens egen. Så i stedet for at spille fodbold og gå til fester gik jeg et par gange om ugen fra dør til dør og prøvede at hverve nye folk til menigheden sammen med familie og venner.

Det var en del af identiteten, men også en måde, jeg brugte til at overbevise mig selv om, at jeg rent faktisk troede på det, jeg troede på. Og så gjorde det ikke så meget, at det var de færreste, der lyttede. Det var selve det at forkynde, der betød noget, tænkte jeg dengang. I dag kan jeg godt se, at jeg bildte mig noget ind. Det er lige så lidt sjovt at banke på fremmedes døre og spørge, om de har tænkt over meningen med livet, som det lyder. Jeg glemmer aldrig frygten for at møde en klassekammerat i døren. Jeg kan stadig smage panikken fra de få gange, det skete. Det var en panik, jeg slet ikke kunne forstå, for jeg var jo evigt taknemmelig for at kende sandheden. Men samtidig buldrede jeg af jalousi over det liv, andre levede.

Vendepunkt
– I Silkeborg gælder det om at komme til køreprøve så tidligt som muligt på sin 18-årsfødselsdag. Det er sgu lidt kikset, hvis du har været 18 en halv dag og stadig ikke har fået pappet. Så da jeg fyldte 18, var jeg til køreprøve tidligt om morgenen og bestod naturligvis, for som en god jyde lærer man at køre, før det er lovligt. Samme formiddag flyttede jeg til København. Jeg havde skaffet en lejlighed på Bjelkes Alle på Nørrebro og havde købt en sofa, et startsæt i Ikea og en masse forskellige ting på et loppemarked. Alt var pakket og klart i min fars varevogn. Jeg husker tydeligt den dag. Køreturen med min far og mødet med København, hvor jeg kun havde været et par gange før. Da vi havde slæbt møblerne op i lejligheden, stod vi lidt over for hinanden, min far og jeg, og så gav vi hinanden et nik og sagde farvel. Bagefter gik jeg ned og købte en liter mælk og noget tun. Og så græd jeg.

Jeg stod op klokken 12 minutter i seks hver morgen. 11 minutter i seks skulle jeg løbe, alt hvad jeg overhovedet kunne, indtil der nærmest kom blod ud af munden på mig. Og så kunne jeg alligevel nå bus nummer 5 nede på Nørrebrogade klokken ni minutter i seks. 30 sekunder i seks stod jeg af på Husum Torv, og præcis klokken seks sad jeg og hev efter vejret i en kælder i Brønshøj Kommune, hvor jeg havde et vikarjob som rengøringsmedhjælper. Når man er vikar, skal man jo bare holde skruen i vandet, og de ti ældre damer, jeg arbejdede sammen med, HADEDE mig. De kunne jo godt læse skriften på væggen: Jeg var vikaren, der ikke lavede noget og fik lige så meget i løn som dem.

De brugte meget tid på at sidde nede i den kælder og spise majsbrød med smør og marmelade, mens de insisterede på, de havde travlt. Hvis virkeligheden gik op for kommunen, ville halvdelen af dem blive fyret, for så meget var der heller ikke at gøre rent. Når vi havde spist majsbrød i en time, skulle vi gøre rent på hver sin etage. Jeg skyndte mig at tømme skraldespandene, og så tog jeg altid en madras med ud på toilettet, låste døren og sov i et par timer. Da jeg vågnede igen, ryddede jeg det sidste op, satte mig ned til de andre og tog dagens sidste skive. Jeg har ikke spist majsbrød siden.

Lavpunkt
– Det var ikke særligt sjovt at sidde og være ensom i København. Jeg havde jo af gode grunde ikke barndomsvenner omkring mig, så jeg brugte tiden på at gå rundt i gaderne og lære byen rigtigt godt at kende. Jeg gik og gik og gik. Men jeg var meget træt af at komme hjem til en telefonsvarer, der aldrig blinkede. Når du befinder dig et nyt sted, bliver du tvunget til at tænke. Og det blev sværere og sværere for mig at gå til møder og være religiøs.

Det var, som om – og jeg opdagede det ikke engang – at der var noget inde i mig, der fandt ud af, at jeg nok ikke troede på det længere. Og det havde jeg egentlig aldrig rigtigt gjort. Men man tror, at man tror på det. Jeg har da også troet, at jeg skulle dø i Harmagedon, da jeg som 18-årig pettede med en pige – uden på tøjet. Så noget må det have fyldt i mig.

Efterfølgende havde hun så dårlig samvittighed over det, at hun følte sig nødsaget til at fortælle det til de ældste i den lokale menighed i København. Jeg kom til alle mulige samtaler, og det blev sagt fra talerstolen i menigheden, at jeg havde været en værre én, og så fik jeg karantæne i et år. Og den kom jeg aldrig tilbage fra. I dag er jeg kommet til den erkendelse, at tro slet ikke findes. Det eneste, der findes, er sociale fællesskaber og forventninger. Så derfor var det ikke så sært, at jeg aldrig kom tilbage. Den tro, der skulle have drevet mig mod Gud, fandtes ikke.

Der ventede mig et chok på den anden side af troen. Jeg havde lært, at alt det sjove og forbudte var fristelser, som man skulle kæmpe for at sige nej til, og at man ville ende med masser af penge og en stor karriere, hvis man ikke virkelig ville Gud. Og så ville man være helt fortabt. Det står endda i Bibelen. Jesus siger det også. Og der stod jeg, opdraget med den opfattelse, at man kommer på landsholdet, hvis man begynder at spille fodbold. Jeg var 18 år og ranglet. Havde aldrig haft sex og troede, at dejlige damer var noget, man skulle kæmpe for at slippe for at knalde med hele tiden. Virkeligheden viste sig at være helt usædvanlig grum. Sex er ikke noget, man får tilbudt. Der er ikke noget, man får tilbudt.

Midtpunkt
– Den position, man bliver givet som barn, hænger for det meste ved resten af livet. Så jeg føler mig altid udenfor. Og hvis jeg på nogen måde kan mærke, at jeg ikke er det, strejker jeg. Det kan for eksempel være, hvis jeg ser mig selv i tv. Så slukker jeg. Hvis andre ser mig i tv, går jeg. Jeg har også et andet problem med ham på tv. Jeg kan ikke lide ham. Jeg kan ikke arbejde med ham. Han er fjollet og irriterende. Han ser dum ud.

Sådan føler jeg mig slet ikke. Jeg synes selv, jeg minder mere om Brad Pitt. Jeg føler mig pæn og alvorlig. Fedtmule er fjoget. Ikke mig. Nogle ville nok mene, at jeg burde insistere på at se mig selv, så jeg kan blive bedre. Men hvis jeg begynder at følge med i, hvad jeg selv laver, ved jeg slet ikke, om jeg ville kunne lave det. Den britiske musiker Brian Eno har sagt, at kreativitet er ligesom at cykle. Hvis man begynder at tænke over, hvordan man egentlig gør, så vælter man. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er i tv. Jeg ved ikke, hvad jeg siger i radioen. Jeg er der bare.

Brændpunkt
– Jeg skaber faktisk brændpunkter. For real. Det er helt obskurt, og det lyder helt vanvittigt. Men jeg planlagde for eksempel et radioprogram om et flystyrt, og dagen inden, det skulle sendes, styrtede Malaysia Airlines MH370 ned. Jeg forberedte et program om orkaner, der slår folk ihjel. Den morgen, mit program skulle på, blev Filippinerne ramt af en voldsom orkan, der dræbte en masse mennesker. Jeg havde også brugt to måneder på at forberede et program om terror, og to dage før det skulle sendes, blev Charlie Hebdo angrebet i Paris. Og sådan fortsætter listen. Min producer er hvid i hovedet, hver gang det sker.

Når jeg har lavet udsendelser på DR2, har jeg også oplevet utroligt mange gange, at de mennesker, jeg følger, ender på TV2 News, fordi der pludselig sker noget. Jeg lavede for eksempel en dokumentar om Grimhøj-moskéen i Århus, hvor de var topnyhed i hele verden netop den nat, jeg endte med at tilbringe der. Men når det er sagt, så ender man jo tit i brændpunkter, når man laver mange journalistiske produkter. Uden brændpunkt er der ikke nogen, der gider se det. Jeg laver også en gang imellem ting og sager, der er helt blottet for den slags aktualitet. Det er vidunderligt. Lige nu producerer jeg fire reklamefilm, hvor jeg kan koncentrere mig om håndværket og på ingen måde skal tænke politisk. Lige så intenst det er at være i et brændpunkt, lige så beroligende er det også bare at kunne arbejde. Uden at det hele falder ned om ørerne på én. Det er som at lægge en kabale efter at have spillet poker.

Svagt punkt
– Min farfar var ham den stærke, der både kunne knække valnødder og fange fluer med hænderne. Han havde en stor gård i Herning, hvor jeg var i alle ferierne. Jeg kørte i traktor, legede i lader, fangede høns og lavede skøre ting. Det er sjovt, der er nogle personer i ens liv, der altid har været gamle. Ham og farmor var gamle, da jeg blev født, og de er gamle nu. Hvordan kan det lade sig gøre? Alderdommen er åbenbart lang. Jeg er hans første barnebarn, og han holder uendelig meget af mig. De har ikke længere gården, fordi de er blevet for gamle. Nu sidder de i en villa i Herning og hygger sig. Vi taler ikke sammen for tiden, fordi Gud er kommet i vejen. Det føles helt utroligt absurd. Hvis Gud virkelig findes, kan det vel også kun glæde ham, at et par bedsteforældre i Herning og et barnebarn i København kan finde ud af det.

Højdepunkt
– Jeg spillede i en periode en rolle som stripperen Pierre, når en pigegruppe, jeg kendte rigtigt godt, holdt fest.
Så sendte de bud efter mig, og så kom jeg ud og serverede. Den 5. november 2005 var jeg i byen, da de ringede fra en 30-årsfødselsdag. Jeg tog straks hjem og hentede parykken og et svedarmbånd. Senere på aftenen lå jeg på sofaen og fik øje på en pige, jeg ikke havde set før. Jeg tænkte som noget af det første, at hende kunne jeg blive lykkelig med. Jeg kan stadig huske den præcise tanke og alt omkring mig fra det øjeblik. Jeg mandede mig op og gik over og snakkede med hende. Hun boede i opgangen, og hendes mor var død få dage tidligere, men de havde insisteret på, at hun skulle komme ned til festen, så hun ikke skulle sidde alene i sin lejlighed.

Vi endte med at tage i byen og danse til klokken fem om morgenen – bare os to. Hun var afvisende i lang tid, men jeg kæmpede en indædt kamp. Det gik egentlig meget godt, og vi så hinanden nogle gange. Det var meget romantisk og lige, som det skulle være. Hun var syg. Jeg kom med suppe. Hun sagde, hun ikke havde tid. Jeg cyklede forbi og stod uden for hendes vindue og skrev, at hun skulle vinke.

I december fulgte jeg Anders Fogh Rasmussen i Berlin, da han skulle møde Angela Merkel, og så hørte jeg pludselig ikke fra hende i flere dage. I den sidste sms skrev hun, at hun var på vej til julefrokost, og at hun ville ringe den næste dag. Og det gjorde hun ikke! Jeg vidste bare, at hun var død, for vi havde et eller andet, og så kunne hun da ikke bare sådan lige have droppet mig. Tre dage efter tog hun telefonen. Derhjemme. Der var ikke sket noget, andet end at hun bare ikke var interesseret i mig. Så jeg glemte hende. I tre uger. Og så lavede jeg en charmeoffensiv af den anden verden, og vi begyndte at date igen. Efter noget tid blev hun åndssvag igen. Men det viste sig, at det var, fordi hun var blevet gravid. Den 3. november 2006 blev vores søn Esko født. Og så flyttede vi sammen.

Blødt punkt
– Vi bærer alle særlig omsorg for noget, og jeg går for eksempel meget op i høns. Det er noget, jeg forbinder med min barndom på min farfars gård. Høns er kvikke, tamme og flotte, og så lægger de et æg hver dag. Jeg har også kaniner, hund og fugle og vil gerne have en gris. For nogle år siden forærede jeg min kone en gul kanariehan, der hedder Pip-Hans, i fødselsdagsgave. Den sang så smukt. Året efter gav jeg hende en gul hun, der hed Sofie. Og så blev Pip-Hans stille. Helt stille i to år, indtil en dag, vi sad i stuen, og den begyndte at synge igen. Vi blev helt paffe og løb hen til den. Og så lå Sofie død i bunden af buret. Lige siden har Pip-Hans sunget. Jeg ved ikke, om de havde et ulykkeligt ægteskab, eller om den synger, fordi den kalder på en mage.

Jeg har også et blødt punkt for norditalienske terrakottakrukker, som jeg har et par hundrede af. Ja, det lyder lidt noller. Da jeg flyttede i hus, blev jeg ramt af en julepyntsmani, og nu køber jeg julepynt næsten hele året. Jeg er ham der, man kører ud til med sine børn for at stå og kigge på huset. Og ja, det har sikkert en hel masse med min barndom at gøre, men det har endnu mere med julepynt at gøre, for er julepynt, der lyser, ikke bare noget af det fedeste, der overhovedet findes? Det tror jeg nok.

Holdepunkt
– På et tidspunkt følte jeg mig dummere end andre, fordi alle andre åbenbart fatter alting. Folk snakker om alting, som om de forstår det hele. Jeg forstår ikke særligt meget. I lang tid gik jeg og tænkte, at det hele nok bare gik ud på, at alle lod, som om de forstod det hele, men ikke fattede noget, når det kom til stykket. For et par år siden tog jeg for sjov en IQ-test på nettet. Den gav 89. Og så prøvede jeg igen, hvor den også gav 89. Jeg er derfor nået til en ny erkendelse om, at alle måske forstår alting, og at det er mig, der ikke rigtigt forstår noget. Så jeg har taget langsomheden til mig. Jeg er åbenbart rigtigt langsom til at forstå sådan nogle avancerede systemer. De fleste siger, at man enten er virkelig god til matematik og virkelig dårlig til sprog eller omvendt. Jeg er virkelig dårlig til matematik og virkelig dårlig til sprog. Jeg er ikke rigtigt god til noget. Jeg er god til Jesus. Og jeg er god til at være mig selv. Jeg spørger tit mig selv: Hvad mener du, Michael? Og så svarer jeg.




LÆS OGSÅ: Sofie Lassen-Kahlke: Folk vil blive overraskede over, hvor store nosser jeg har

LÆS OGSÅ: Kim Fupz Aakeson: Jeg kan godt lide at tjene flere penge end mine kvinder

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen mistede sin mor til demens

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview