Jens Christian Grøndahl: Kvinder skal give plads

Hvilken bog har betydet mest for dig og hvorfor?

Det spørgsmål gør mig altid perpleks. Skal jeg nævne "Mrs. Dalloway" af Virginia Woolf eller "Elskeren" af Marguerite Duras? Skal det være "Den fremmede" af Albert Camus eller simpelthen "På sporet af den tabte tid" af Marcel Proust, måske den største af dem alle? Hver især er de - sammen med en række andre - lige betydningsfulde indgange til alt, hvad jeg har forsøgt på i mit skriveri. Det er nok ikke tilfældigt, at tre ud af fire er franske. Der findes i fransk litteratur en tradition for at gøre romanen til et sprogligt rum for personlighedens indre, intime, ukendte liv. Et sprog for den stumme oplevelse af, at der er et svælg mellem jeget og verden, de andre, hvad enten det er familien, samfundet eller kulturen.

Hvad kendetegner kvinderne i dine bøger og hvorfor?

Det følelsesfulde i et kvindesind er uden overgang mellem suverænitet og fortabelse. Kvinder er mere end mænd parate til at kaste sig ud på følelsernes dybe vand, blotte sig og give sig hen, om de så skal miste sig selv. Deri er der på én gang en enorm styrke og en lige så overvældende sårbarhed. Jeg er blevet ved med at vende tilbage til denne tvetydige dobbelthed. Jeg kan ikke blive færdig med at undre mig over den og fascineres af den. I min generation, hvor ligestillingen ikke længere var til diskussion, og hvor vi har skullet forestille at leve i øjenhøjde som jævnbyrdige partnere, er de kvindelige følelsers ambivalens ikke blevet mindre, tværtimod.

Hvad er dit bedste råd til kvinder?

Mener du i forhold til mænd eller i forhold til dem selv? Det sidste kan jeg jo ikke svare på. Men i forhold til mænd: Giv plads. Lad være med at tro, at I altid skal styre alle dukkerne i dukkehuset. Selv om nutidens kvinder er næsten fuldt emanciperede, forandrer det ikke noget ved den forskel, jeg var inde på før, når det gælder evnen til at føle stærkt. Det er ikke nogen nyhed, at kvinder ofte er i deres følelsers vold, men I er også jeres egne følelsers iscenesættere.
Mange kvinder er ikke bare mere følelsesladede, men også mere fantasifulde end mænd, og det kan godt afstedkomme en vis utålmodighed, når virkeligheden ikke ligner éns drømme eller måske ligefrem nægter at leve op til dem. Det er jo stadig kvinderne, der styrer i de intime, følelsesmæssige relationer, det vil sige i hjemmet. I vil både være bestyrelsesmedlemmer og intimsfærens sibyller, men det rummer en potentiel ensomhed og skuffelse, hvis kvinden mangler den musikalitet, der også må ligge i parforholdets vekselvirkning. At skiftes til at tale og lytte, tage et initiativ eller være den, der afventer ... og så returnerer bolden.

Hvad bør kvinder vide om mænd?

At det maskuline begær i sit væsen er melankolsk. Bag viljen til dominans og besiddelse gemmer sig en uhelbredelig ensomhed. Idet manden gør kvinden til genstand for sit begær, støder han hende samtidig fra sig. Det er et fantasme, han begærer, og inderst inde ved han det selv. Den virkelige kvinde bag hans forelskede forestillinger er skræmmende, fordi hendes lyst og evne til hengivelse er større end hans. Han kan kun være vidne til den.

Kan man forføre en kvinde med skrift?

Ja, hvis hun vil forføres - og det vil hun sikkert gerne, fordi hun elsker at blive fortalt. Spejle sig i en mands forskønnende mytologisering. Noget af den første litteratur, vi har i Europa, er troubadourernes høvisk-galante tradition for at hylde den skønne, utilnærmelige, uopnåelige kvinde. Nogle mener, at sproget er maskulint med sin logiske og formende måde at gribe og begribe på. Men litteraturen handler altså ikke, ihvertfald ikke kun, om forførelse. Den handler især om at erkende. Være mere bevidst, mere sensibel, mere nuanceret, mere indlevet - og mere desillusioneret - end vi til daglig kan holde ud.

Er mænd langsommere end kvinder til at føle noget?

Mænd er ikke langsommere til at føle, men længere om at nå frem til det punkt, hvor følelserne kommer til udtryk. Somme tider sker det aldrig - eller de bliver udtrykt med andet end ord, hvad enten han går ud og slår nogen ned eller bygger et foderbræt til vinterens fugle.

Hvis dit liv var en bog, hvordan ville den så være?

Jeg ved det heldigvis ikke. Mit liv har for en dels vedkommende været ensbetydende med de bøger, jeg har skrevet, men bogen om mit eget liv kan jeg af gode grunde ikke skrive selv. Heldigvis. Den blinde plet, den manglende evne til at overskue sig selv, den begrænsede bevidsthed - det hører altsammen med til at være levende. Og det understreger, at man ikke bare er den, der kan betragte, beskrive - og elske - andre. At man også selv bliver set, fortolket og måske ligefrem elsket.

Hvad kan gøre dig mest vred?

Fejhed og ansvarsforflygtigelse. Universelle synder, der breder sig endnu mere, når det menneskelige beredskab uddelegeres til velfærdssystemets standardiserede ydelser. Ellers har jeg det som alle andre: mest vred vil jeg nok blive, hvis nogen gør mine børn noget ondt. Som alle andre beder jeg til, at det ikke vil ske, men jeg ved også, at jeg på det punkt nok aldrig når videre end Det gamle testamente. Men generelt prøver jeg at huske på, hvad den romerske filosof Seneca sagde om vreden. Han mente, at man beslutter sig for at blive vred. At man med andre ord også kan beslutte sig for at lade vreden fare til fordel for dyder som tålmodighed, tolerance, accept, indlevelse. Men han var også stoiker.

Det ord er så umoderne, at mange ikke engang ved, hvad det betyder. Men hvad Seneca har lært mig, uden at jeg har lært at efterleve det, er tanken om værdighed som noget, der står og falder med, at vi kan hæve os op over en situation eller trække os ind et sted i os selv, hvor vi ikke så let lader os provokere. Det er en umoderne tanke, fordi man i stedet er begyndt at hylde tanken om at give vreden og alle de andre følelser luft, lade det hele hænge ud. Som om man er mere sig selv, når man er ubehersket, end når man behersker sig. Det er en lang historie, men hvem siger, at vreden er en sandere følelse end mildhed?

Hvad er det værste, du har sagt til et andet menneske?

Det spørgsmål bliver nok for privat.

Hvad er din idé om lykke og om ulykke?

Lykken bliver aldrig en permanent tilstand, hvorimod ulykken kan blive det for dem, der rammes af en tragedie, de ikke kan komme over. 'Lykkelig' er ikke noget, man endelig en dag når frem til at være - eller noget, man kan blive ved med at være uforanderligt og på ubestemt tid. Flygtigheden er et vilkår. Ofte er det først bagefter, man med en blanding af vemod og glæde tænker, at hov, dér var jeg vist lykkelig. Overordnet, når man ser tilbage på et liv, er det lykkeligt, hvis et menneske har givet alt, hvad hun eller han havde i sig, i form af kærlighed, talent, personlighed, humor, fantasi og engagement. Og det er tilsvarende ulykkeligt, hvis man ikke fik brændt sig selv af helt og fuldt, mens tid var. I det store billede er det derfor heller ikke nødvendigvis ulykkeligt, hvis man af og til har været ulykkelig. Ikke, hvis man kan sige, at man i det mindste var til stede, ærlig, nærværende og i øjenhøjde med livet, sådan som det var lige dér.

Hvad fortryder du mest i dit liv?

Også det spørgsmål bliver for personligt. Men jeg hører ikke til dem, der påstår, at de intet fortryder. Uden fortrydelse risikerer man at have været et monster - endda uden at vide det selv.

Hvad er du mest stolt af?

Når mine børn folder sig ud som suveræne individer, uafhængigt at deres forældre, og dog med de små hemmelige tegn på noget, de fik med. Min ene tvillingesøn på 28 år er ved at uddanne sig til fotograf, ligesom sin farmor. Han har lige gjort sin bachelor færdig ved kunstakademiet i Prag og bliver allerede inviteret til at deltage i udstillinger rundt om i Europa. Sidste år vandt han en førstepris i en international konkurrence for unge fotografer i Luxembourg, og dér må jeg indrømme, at jeg blev ret stolt.

Hvad betyder anerkendelse for dig?

Fraværet af accept og anerkendelse kan nage én på en måde, som man kommer til at bruge alt for meget energi på. Får man begge dele, kan man derimod begynde at frigøre sig lidt fra behovet for bekræftelse og fokusere på det egentlige, som er de mål, man kun selv kan definere. For mig har anerkendelsen derfor været frigørende - samtidig med at den kan holde én vågen med nye spørgsmål: Tager de fejl? Kan jeg leve op til den? Man er også på det punkt i bestandig vekselvirkning med sine omgivelser, og bedst er det derfor at få et lille anerkendende forspring i den hårdeste af alle konkurrencer, som er dén man har med sin indre tvivl, sit håb om at kunne lave noget personligt og ægte.

Hvad er dit livsmotto?

Jeg har aldrig haft sådan ét - det skulle lige være sprogets korteste ord. I min erindringsbog "Om en time springer træerne ud" skrev jeg et sted: "For første gang gik det op for mig, at livet på afgørende tidspunkter møder én som et spørgsmål, og at det rigtige svar altid er 'ja'."

Hvad bruger du mest tid på i øjeblikket?

Jeg bruger det meste af min tid sammen med min familie. Med to små piger, er der nok at se til, og der skal også være tid til at skrive. Jeg har haft børn lige siden min første bog udkom, og mit liv har lige siden handlet om at finde og holde balancen mellem liv og arbejde, fællesskabet og den nødvendige, lidt verdensfjerne afsondring.