Jes Dorph Pedersen
Foto: Franne Voigt | Jes Dorph Pedersens sommerparadis er Læsø.
ALT for damerne

Jes Dorph Petersens Læsø: "Her finder jeg ro, når alt andet forandrer sig"

Som barn fandt Jes Dorph-Petersen den ro og glæde, han ikke fandt i sit skilsmissehjem, på Læsø. Og som voksen er øen også en oase med masser af kærlighed og eftertænksomhed, når der har været krise i hverdagslivet.

Af Cille Lewinsky 25.jul.2018 Livsstil

Mødet med kærligheden

– Min far var chefredaktør på ALT for damerne i 1965 og sad en dag på redaktionen, lige efter han var blevet skilt fra min mor, og snakkede med sin sekretær om, hvor han skulle holde ferie med sine to knægte. Jeg var omkring 6 år på det tidspunkt, og min storebror Nils var 10 år. Vi var forholdsvis små, og han vidste ikke, hvad han skulle bruge sin sommerferietid med os på. ALT for damerne havde den sommer lavet en serie om danske ø-ferier, og sekretæren havde tilfældigt læst artiklen om Strandgaarden på Læsø. Strandgaarden var dengang et legendarisk pensionat, det var meget folkeligt med rullepølse og hakkebøf. I dag er det et gourmetsted. Men min far endte med bare at sige til sekretæren, at hun skulle bestille en ferie til Strandgaarden til os tre. Sådan begyndte det hele. Sådan begyndte min kærlighed til Læsø.

– Da min far giftede sig igen med en kvinde, der hed Hanne, der også havde et barn, tog vi alle fem til Læsø hver sommer og boede på Strandgaarden i tre uger. Dengang var det ejet af Oda Mortensen, der var små værelser og rigtig god husmandsmad morgen og aften. Til morgenmad var der en stor buffet med rundstykker, cornflakes og syltetøj. Ikke sådan noget brunch-lort, som vi har i dag. Og for enden af bordet var der rullepølse og leverpostej og små plastikposer, så vi kunne lave frokostmadpakker.

– Jeg husker engang, da jeg som 7-årig gik rundt i køkkenet på Strandgaarden, at de voksne syntes, jeg manglede en at lege med. Oda ringede straks til omstillingscentralen og sagde: "Stil mig lige om til Kaptajn Kjærgaard". Omstillingsdamen svarede: "Det kan jeg godt, men han er ikke hjemme." Det var så småt, alle kendte hinanden, men på den måde fik jeg kontakt til Kaptajnens søn, Mads, som var på min alder. Han blev min kammerat gennem alle årene. Han boede på Læsø, indtil han skulle i gymnasiet. Der var kun børnehave og folkeskole dengang, så alle flyttede på et tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Camping med æstetisk finesse: Lev som en dronning i naturen

– Jeg husker ikke, at jeg nogensinde kedede mig på Læsø. Jeg har helt sikkert gjort det, men for mig var det ligesom at være med i en gammel, dansk film. Mens min far og Hanne blev gode venner med de voksne på øen, både turisterne og de fastboende som Oda og kaptajnen på skibet, fandt vi børn sammen. Mens de voksne spiste og drak, fik vi lov til at udforske øen. Vi lånte cykler og kørte rundt på øen, spillede fodbold nede i Vesterø Boldklub, besøgte det omrejsende tivoli med tombolaer og luftgynger, og på vejen mellem Vesterø og den største by, Byrum, lå Café Vivi, som havde åbent om aftenen. Der var en jukebox, hvor der blev spillet musik fra, og hvor vi købte sodavand og slik for de penge, vi havde fået af vores forældre. Vi gik også på havnen og fiskede eller på stranden og badede. Fra jeg var 10-12 år, kendte jeg Læsø så godt, at jeg vidste, hvor jeg skulle gå hen, og hvor folk boede.

– Vi fik aldrig vores eget sommerhus, men boede på pensionatet i mange år. Det var nemmere, maden blev lavet, og der blev gjort rent. Jeg tror, at min far – ligesom jeg – var enormt magelig, så han ville hellere leje et hus. Vi begyndte at låne sommerhuse af de lokale, og jeg ved, at min far engang i en brandert på en serviet underskrev en kontrakt om, at han ville købe et stykke jord og bygge et sommerhus, men da han vågnede næste morgen, ville han ikke alligevel. Det var nok for besværligt at have et sommerhus, når det lå så langt væk fra København.

Jes Dorph Petersen i vandet på LæsøJes Dorph Petersen i vandet på Læsø. Foto: Franne Voigt. 

Min ven Lai

– Når jeg tænker på Læsø, tænker jeg på Lai Mortensen. Han er søn af Oda fra Strandgaarden og er nu pensioneret maskinmester fra færgen. Han er ti år ældre end mig, så vi legede aldrig sammen som børn, men han var der altid.

– Lai og jeg var ikke særligt fortrolige i de yngre år, men efter vi begge var igennem skilsmisser og sygdom, blev vi meget fortrolige med hinanden. Jeg har kunnet mærke på Lai, at da jeg havde en krise med mig selv for nogle år siden, både med skilsmissen og behandlingen for alkoholmisbrug, kærede han sig om mig og spurgte ind til, hvordan jeg havde det. Han var en god støtte i den periode.

– Når jeg ser Lai i dag – enten når han besøger mig i København, eller når jeg er på Læsø om sommeren – kan jeg mærke Læsø-kærligheden. Lai praler ikke med Læsø, men man kan mærke, at han er stolt over at være læsøbo. Jeg kan godt forstå, hvad der trækker i ham. Roen, enkelheden og venerationen for sit sted. Det møder man ellers kun i truede områder, men læsøboerne har stor respekt for deres ø.

En reflektionspause

– Der var mange år i min ungdom, hvor jeg ikke besøgte Læsø, men da jeg var 22-23 år, havde jeg en præ-voksen krise. Jeg gik på Journalisthøjskolen og skulle til at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv, og jeg var lige røget ud af et langt forhold. Jeg besluttede mig for at tage til Læsø, og det var første gang, jeg lærte at give mig selv ro. Jeg boede hos Anita, som var enken til kaptajnen på færgen. Jeg var på Læsø i fire-fem dage og cyklede bare rundt. På den tur forstod jeg pludselig finten i at tage til Læsø og få fred og ro og køre de steder hen, jeg godt kan lide. Jeg fik kaldt kærligheden tilbage til Læsø.

LÆS OGSÅ: Brutal historie, storbycharme og enestående arkitektur: Er denne destination det billige alternativ til London, Berlin og Prag?

– Jeg har altid været et meget hurtigt menneske, jeg har altid gang i noget, men det får jeg lagt låg på, når jeg er på Læsø. Jeg kan godt sige til mig selv, at i dag skal jeg ikke andet end at købe fisk på havnen, og det er også fint. Men det er også kun heroppe, at jeg sætter mig ned og kigger tilbage. I ens liv fortryder man altid en masse, man har gjort, og det er altid, når jeg er på Læsø, at jeg fortryder. Jeg reflekterer bagud, når jeg går rundt heroppe. Det er der, det hele kommer på afstand, og jeg kan reflektere over det, jeg har lavet de sidste 59 år. Jeg gør det, når jeg er alene. Det har jeg brug for at være bare en time om dagen. Så cykler jeg rundt eller går en tur i den smukke natur.

Bumstille

– Om natten er der helt stille på Læsø. Der sker ikke noget særligt formidabelt eller overraskende, men det er også det fantastiske ved Læsø. Alting går meget langsomt, og det vildeste, der sker, er, når nogen kommer til at lave en parkeringsskade på en anden bil.

– Jeg husker tydeligt engang, da jeg var barn – og man skal huske, at de moralske retningslinjer var anderledes dengang – at min far skulle køre hjem fra en middag til Strandgaarden. Han havde fået rigeligt at drikke, men smed alligevel mig og min storebror ind på bagsædet af sin Ford Taunus. Bilen stod parkeret med fronten mod huset, men han gad sgu ikke vende bilen. Derfor bakkede han hele vejen hjem. Det var den store fornøjelse, han fik, af en lillebitte ting. Det er sådan, det er på Læsø, og det er også en del af charmen. At der bare ikke sker en skid.

Nostalgi-fikspunkter

– Jeg har nogle helt særlige traditioner og rutiner, når jeg besøger Læsø i dag. Det starter allerede på færgen, hvor jeg får en underlig uro i kroppen. Turen tager 1,5 time fra Frederikshavn i Nordjylland til Vesterø Havn på Læsø. Der er to færger, Ane og Margrete, og jeg håber altid, at vi skal med Margrete, for den er større end Ane. På færgen skal jeg altid have et stjerneskud. Det er den gammeldags slags på franskbrød med masser af mayonnaise. Bagefter skal jeg op på dækket og se, om havnen er, som den skal være. Jeg ved nemlig, at de har revet pizzariet ned ved Havnebakken, siden vi tog derfra sidst. Når jeg kommer ud af færgen, har jeg nogle nostalgi-fikspunkter, jeg skal se. Jeg skal se Carlsens Hotel, som ligger på Havnebakken, og Strandgaarden – også selvom jeg ikke bor der mere, men jeg skal gå igennem hotellet og se, om pejsen stadig er, hvor den plejer at være, og om stolen står det samme sted. Jeg kigger i virkeligheden efter, om alt er, som det skal være. Det er del af den meditation, jeg får af at være heroppe.

– Da jeg var yngre, tog jeg altid bussen til den anden ende af øen og løb tværs over den. 12 kilometer. Den tur savner jeg enormt meget i dag, men det kan mine knæ ikke klare. Den tur gav mig det der overblik, jeg stadig søger. Jeg er meget rituel, når jeg er på Læsø. Jeg ved, hvor alle butikkerne ligger, og når jeg kommer ind i Brugsen, ved jeg, hvor mælken står. Og de må ikke flytte den. Jeg kender hvert sving og alle afstribninger på vejene, jeg ved, hvordan husene ser ud, hvor de ligger, og hvor højt fortovet er.

LÆS OGSÅ: Besøg denne perle, hvis du er vild med svensk natur, smukke cykleture - og kanelsnegle

– Det er vigtigt for mig, at der er stabilitet, genkendelighed og ro, når jeg er heroppe. Den verden, jeg lever i til daglig, forandrer sig konstant, og jeg har flyttet meget på det sidste, fordi jeg er blevet skilt, så det giver mig en genkendelsesglæde, at alt er, som det plejer, på Læsø. Det må være frygteligt for min kæreste, Maj-Britt, at jeg bliver ved med at fortælle om de ting, jeg har set gennem 40 år. Men der er bare enormt meget erindring i de steder.

– Jeg ser Læsø i sort/hvid. Jeg kan genkalde alle de følelser, jeg har haft som barn på Læsø. På godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at de første år, jeg var der med min far, var nogle turbulente år. Min mor og far var igennem en besværlig skilsmisse med mange uenigheder, men når jeg kom herop, var der ro. Der var sjovt. Det var mit tivoli, min oase, da jeg var knægt. Og når jeg kom hjem igen, var der rod. Derfor giver det mig en god fornemmelse, når jeg kigger på billeder fra dengang.

– Hvis jeg først var begyndt at komme på Læsø som 25-årig, havde øen ikke betydet det samme for mig. Læsø er en rejse gennem mit liv og det tydeligste billede på min barndom. Jeg får den samme følelse på Læsø, som når jeg går forbi den lejlighed, jeg boede i med min mor gennem hele min barndom. Det er erindringens beroligelse.

En bevaret illusion

– Læsø har aldrig fået samme status som Tisvilde, Bornholm eller Anholt. Læsø har ikke mange gourmetsteder eller et stort fokus på lokale råvarer. Læsø har salt, honning, jomfruhummer og kantareller. That's it. Det er et lille og isoleret samfund, og det er både godt og dårligt. Når man kommer udefra, har læsøboerne en følelse af, at ingen skal tro, de er noget, og man er først en rigtig læsøbo, hvis man er tredjegeneration. Men siden jeg har været på Læsø i så mange år og kender mange heroppe, føler jeg mig meget integreret på øen. Jeg er fast konferencier ved Jomfruhummerfestivalen i Østerby hver sommer, og jeg tager til Kajfesten i Vesterø og Havnefesten i Østerby.

– På Læsø føler jeg mig ikke så begloet som andre steder. Og det er på trods af, at halvdelen er turister om sommeren, men jeg kan stadig gå rundt i plantagen uden at møde nogen. Der er enormt meget plads, på trods af at det er en lille ø. Der er en psykologisk ting i at være omgivet af Kattegat. Ingen kan nå mig, føler jeg.

– Hver gang jeg tager fra Læsø, tænker jeg: Satans også, at jeg ikke flyttede herop. Jeg har altid en fornemmelse af, at jeg mister noget ved ikke at være her oftere. Jeg har tit for travlt til at tage herop, men netop derfor burde jeg oftere være her. Det er sådan lidt dobbelt.

– Men jeg tror i virkeligheden også, at det, der holder mig fra at flytte til Læsø, er, at min illusion om øen vil briste. Den skal have lov til at forblive en illusion. Jeg har dog et indre billede af mig selv på Læsø, når jeg er gammel og pensioneret. Til den tid skal jeg bare skrive en bog, sove til middag og gå lange ture.

OPLEV LÆSØ

DET SKAL DU SE

– Strandene i Vesterø og på Stokken. Det er blandt Danmarks lækreste strande med masser af sand. Solen drejer rigtigt og er der hele dagen, og man kan ligge og se færgen, når den kommer. Men man skal også opleve det store klitområde Danzigmann, hvor man kan man finde rav.

DET SKAL DU OPLEVE

– Gå i plantagen. Det er et kæmpe område med stier, så man ikke farer vild. Hvis man er heldig, kan man finde kantareller. Læsøboerne vil ikke fortælle, hvor kantarellerne gemmer sig, men de er søde til at dele ud af dem, hvis de selv har plukket for mange. Ellers er der boder langs vejen, hvor man kan købe kantareller i pomfritbakker for en 20'er.

DET SKAL DU SPISE

– Læsø Spisehus har den smukkeste udsigt. Det er et sødt ægtepar, der ejer det, og de har åbent året rundt som nogle af de få. Konen ejer også den tilstødende butik med brugskunst. Eller køb jomfruhummer og fisk på havnen. Det er en af Læsøs specialiteter, og spis også noget af deres kvæg.

DET SKAL DU NYDE

– Vesterø Søndre Kirke, som ligger lidt uden for byen. Det er en smuk kirke, og markerne ved siden af er fantastiske.

Hvem er Jes Dorph Petersen?

  • Jes Dorph-Petersen, 59 år.
  • Journalist og tv-vært på Go' Aften Danmark.
  • Bor i Hellerup og danner par med sminkør Mai-Britt Haurholm.
  • Far til Jens-Emil Dorph-Petersen, 19, fra sit tidligere ægteskab med læge Lene Lindholm Mortensen.

Henter...