Johanne og Anna Marie Touborg
SPONSORERET indhold

21-årige Johanne bor hos sin bedstemor – nu har hun tatoveret hendes ”livsopskrift”-ord på armen

Johanne bor hos sin bedstemor og har sin mor i baghaven. Hun er ottende generation på slægtsgården Klostermølle. Et smukt sted, hvor familiehistorie og fællesskab bor – og hvor der tit bliver kaldt ind til fælles kaffe.

Af: Marie Louise Gammelgaard Foto: Jens Bech
24. nov. 2022 | Livsstil | Hjemmet

En dag gav Johanne sin mormor Anna Marie en kuglepen og bad hende skrive ordet ”egenomsorg” på et stykke papir. Anna Marie tænkte, at Johanne, der er ordblind, skulle bruge stavningen til en skoleopgave. Men Johanne havde en anden bagtanke.

Johanne trækker ærmet op og viser sin arm. Tatoveringen viser det aftryk, bedstemoren har sat i hendes liv, og det, de to har sammen i hverdagen lige nu:

"Bedstemor siger tit, at jeg skal huske at passe på mig selv, gøre gode ting for mig selv og have mig selv med i det, jeg gør, derfor valgte jeg at få ordet egenomsorg og hendes håndskrift tatoveret. Hun giver mig livsråd til hverdag," siger Johanne.

21-årige Johanne Touborg har sin 80-årige mormor tættere på end de fleste unge. For da hun skulle vælge imellem at få sit helt eget sted at bo eller at flytte ind i bedstemorens hus i et år eller to, valgte hun det sidste.

Dermed blev hun også næste led i en nyere tradition på slægtsgården Klostermølle ved Lemvig, hvor børnebørn får tilbudt at bo hos deres bedste i en periode som unge. Johannes mor Karen flyttede som gymnasieelev ind hos sin farmor på gården.

Johanne har sin egen indgang i bedstemorens hus, og der er plads til både at leve et ungdomsliv med uddannelse, venner og fester – og tilbringe tid med familien.

"Bedstemor siger tit: ”Jeg bager en roulade, kom ind til eftermiddagskaffe!”," fortæller Johanne.

"Ja, vi dyrker at være sammen," siger hendes mor Karen.

Lige nu savner de alle Johannes lillesøster Cecilie, der er på gymnasium i Østjylland. Karen bor sammen med sin mand Brian i aftægtshuset på gården, hvor hun er vokset op.

Bedstefar er i murstenene

For fem år siden mistede Anna Marie sin mand, politikeren og landmanden Kristen Touborg, i en trafikulykke, hvor hun selv blev hårdt kvæstet. Det er Kristens familie, som har ejet gården i generationer, mens hun selv flyttede ind, da hun mødte ham som ung.

"Det er nok det bedste, der er sket i mit liv," funderer hun.

Kristen ”er her stadig”, er de tre kvinder enige om.

"Bedstefar er i alle murstenene," siger Johanne.

I den første tid efter ulykken, vidste hun og familien ikke, om bedstemoren ville overleve. Det har givet det en ekstra betydning for hende at flytte ind og tilbringe tid med Anna Marie.

"Vi snakker om mange ting, også svære ting. Hun er én, jeg går til, fordi vi bor sammen. Bedstemor kan også fortælle om gården og familien og røverhistorier fra sin egen ungdom," smiler Johanne.

"Det sætter perspektiv på ens eget liv. Og så er bedstemor meget interesseret i at høre, hvordan det er at være ung i dag, og hvad jeg tænker om tingene. Nogle gange kan hun gå nogle dage og tænke over noget, jeg har sagt, og så komme tilbage og spørge til det."

"Jeg får både livsvisdom og et tæt bånd til min bedstemor. Det er noget, jeg kan bruge resten af mit liv," mener Johanne.

For Johanne er det også dejligt, at Anna Marie er der, når hun kommer hjem fra arbejdet i en tøjbutik.

"Det er hyggeligt at høre om hendes dag. Tit har hun været mere ude at suse end mig!"

"Det har været en god måde at flytte hjemmefra på – i hjemlige omgivelser. Der er altid liv i huset, og jeg kan høre, når bedstemor ser fjernsyn om aftenen," siger Johanne.

En gave for bedstemor

For Anne Marie er det en gave at have et af sine børnebørn så tæt på.

"Det betyder rigtig meget for mig, at Johanne bor her."

"Ikke fordi jeg ikke kan være alene, men fordi det giver så meget, også til mig."

For Karen har Klostermølle altid været et samlingssted for hele familien, hvor det er vigtigt, at alle føler, at de har en plads i stedets midte.

Det glæder hende, at Johanne og Cecilies kusiner og fætter samt hendes egen søster, svoger og svigerinde bliver ved at komme her og føler sig tæt knyttet til stedet. For hende gav det en værdifuld ballast at flytte ind hos sin farmor som ung.

"På den korte sigt flyttede jeg hjemmefra på en skånsom måde. Det gav en nær kontakt til min bedstemor, og vi lærte hinanden endnu bedre at kende."

"På længere sigt fik jeg en dybere forståelse af, hvad jeg kommer af. Min bedstemor havde skyllet sit vasketøj her i Mølledammen, da hun var ung kone på gården. Det gik op for mig, hvad hun havde haft for et liv. Og det var spændende at høre, hvordan ting har forandret sig og hendes overvejelser om, hvad hun havde med sig," siger Karen.

"Jeg synes, det er fantastisk, at Johanne nu har mulighed for at bruge tid med sin bedstemor. Og jeg ser det ske. Når jeg kommer ned for at sige godnat til min mor, ser jeg dem tit sidde og strikke eller snakke," fortæller Karen, der selv har en drøm om at få dyr på gården igen og at komme til at sælge brød med mel fra den gamle mølle.

Johanne har haft stor glæde af det, ”historiemennesket” Anna Marie har fortalt.

"Her har været en lang tradition for fællesskab og gæstfrihed, og her kommer stadig mange gående ind over grunden eller for at se stedet. De må gerne spise deres madpakke i skænkehuset, som er det hus, hvor mølleren engang delte dram ud."

I skænkestuen kan man også høre lydoptagelser med bedstefaren Kristen, der fortæller om stedet. For Johanne, Karen og Anna Marie er det blevet en glæde at høre Kristens stemme der.

Og Anna Marie hører i det hele taget fortiden, der både rummer møllere, nonner, vagabonder og andet godtfolk, for sine historie-ører:

"Når vi går hen ad vejen på gården, siger jeg til Johanne: ”Prøv at være helt stille. Kan du høre, de går og snakker bag os?”."

Anbefalet til dig