Kære synske John: Vinder jeg i lotto?
Er du også vild med John ser alt? Så læs med her, hvor John Braad hjælper Hjemmets læsere med at finde bortkomne ting og forklare mærkelige hændelser.
Vinder jeg i lotto?
Kære John
Jeg er en ensom kvinde. Vil jeg få nogen venner og en god kæreste? Vinder jeg i lotto, så jeg kan flytte til noget med en lille have i nærheden af min ældste søn? Holder jeg op med at ryge? Fortsætter jeg i mit job? Vil jeg kunne glemme, hvordan min eksmand har behandlet mig, så vi kan besøge vores børn samtidig?
Den opgivende
Kære opgivende
Du vinder ikke i lotto, men får en god mand, som får dig til at se lysere på livet, og du vil bo hos ham. Han bor inden for 20 km fra dig. Du er ved at lære noget nyt på jobbet, og det hjælper dig, så du kan blive der. En veninde støtter dig i at holde op med at ryge. Når du får ro på, har du ikke problemer med at se din eksmand.
Hvordan går det os og børnebørnene?
Kære John
Vil min søn og hans kæreste få barn? Og vil min anden søn og min svigerdatter få solgt deres hus? Det har været til salg i over to år? Og hvordan vil det gå mig i fremtiden?
Løvinden
Kære løvinde
Du hører snart, at de skal have barn. Du vil gå 100% ind i rollen som farmor. Salget af huset kommer i 2018, men allerede nu er køberne på banen, og de har mange planer med huset. Salget foregår uden problemer. Der sker snart noget med job for dig; du vil blive tilbudt et større ansvarsområde, du bliver glad for.
Får min datter et barn?
Kære John
Min datter ønsker sig brændende et barn, men de kærester, hun har haft, ønskede sig ikke flere børn. Hun har taget sagen i egen hånd nu, men det går ikke så godt, og hun nærmer sig de 40. Vil hun få sit brændende ønske opfyldt?
En bekymret mor
Kære bekymrede mor
Som jeg ser det, får din datter et barn lige på falderebet. Hun vil blive en rigtig god mor, og det vil gøre, at I fortsat er meget tætte. Hun finder snart en mand, der gerne vil have et barn mere. Han har børn i forvejen og har et godt forhold til dem, men han vil gerne have en mere. Så du skal ikke bekymre dig.
LÆS OGSÅ: Kære synske John: Hvor er mit dyre ur?
Er der en mand til mig?
Kære John
For ni år siden døde min mand. Jeg har engageret mig i flere grupper, men jeg er 67 år, og jeg tænker, om der er en mand til mig? Og hvordan træffer jeg ham?
Hvordan vil mit liv forme sig? Bliver jeg i mit hus?
B.S.C.
Kære B.S.C.
Du vil altid være involveret i mange ting og grupper, det er lige dig.
Du vil møde en god mand i løbet af året. Han er også meget udadvendt, og I vil få det godt sammen.
I vil få en anden bolig sammen, et nyere, mindre hus med have, hvor I elsker at være. Du vil også have tid til alt, du vil, med foreninger m.m.
Hvornår går jeg på pension?
Kære John
Jeg nærmer mig pensionsalderen. Hvornår slipper jeg mit nuværende arbejde? Hvad med økonomien fremover? Finder jeg snart kærligheden? Bliver jeg aktiv igen som terapeut? Hvor længe bliver jeg i mit hus?
Den ængstelige skytte
Kære ængstelige skytte
Der vil gå tre år, inden du helt stopper.
Du vil nyde det, vandre meget i naturen og være med i en gruppe for behandlere. Du vil lave lidt terapi på hyggeplan. Økonomien er super fin.
Du vil altid bo for dig selv, men ses med en mand.
I er enige om, at det skal være sådan. Han kommer, når du er stoppet med dit job.
Jeg ser ingen flytning.
Hvor er mine ørestikker?
Kære John
Jeg var i juni indlagt på sygehuset.
Ved den lejlighed mistede jeg et sæt diamantørestikker. Kan du se, hvor de er blevet af?
Jeg mistede også en pose med tøj ved samme lejlighed.
L.M.
Kære L.M.
Du er ved at få det godt igen.
Både tøj og ørestikker er stadig på sygehuset.
Jeg ser det rum, hvor de gemmer glemte ting, og der burde tingene være endnu.
De har været meget tæt på at finde det, da du efterlyste det. Du skal spørge igen.
Hjemmets sandsiger
John Braad er synsk og hjælper dig med at finde bortkomne ting og forklare mærkelige hændelser. Skriv et brev og vedlæg et foto af dig selv, så vil John prøve, om han kan hjælpe dig. De udvalgte breve og svar offentliggøres i Hjemmet.
Skriv til: John Braad, Hjemmet, Strødamvej 46, 2100 København Ø