Jon Gudmand Lei Lange om sin kone: "Jeg har ikke spillet kostbar, jeg har ventet på det rette øjeblik"

Hvis det havde været en film, havde man tænkt, at det var for meget. For usandsynligt. At "stalkeren" og skuespilleren skulle møde hinanden helt tilfældigt i lufthavnen lige præcis den meget tidlige morgen, hvor stalkeren så særligt godt ud med stramme bukser, lækkert hår og fuld makeup, så skuespilleren ikke kunne undgå at lægge mærke til hende. Men som det ofte er, så overgår virkeligheden fantasien. Og det usandsynlige møde var præcis, hvad der skete for Mette Marie og Jon i foråret 2011. 

Klip til Køge 10 år senere. Influencer Mette Marie Lei Lange og skuespiller Jon Gudmand Lei Lange sidder med benene oppe på hinandens stole ved langbordet i deres fælles murermestervilla. Delvist flettet ind i hinanden. Gravhunden Uma ligger på en stol ved siden af og knurrer indimellem stille, når hun bliver lidt jaloux på sine ejeres åbenlyse kærlighed til hinanden. For mødet i lufthavnen blev til forelskelse, kærlighed, bryllup, tvillinger og – ja – murermestervilla i Køge. Men vi spoler lige tiden tilbage.

Hvor var I hver især i livet, lige før I mødte hinanden?

Jon: ­– Jeg mødte Mette Marie fem minutter i, at jeg blev færdig på Skuespillerskolen i Odense. Jeg havde haft et langt forhold i tre ud af de fire år på skolen, og jeg var sådan set ikke særlig interesseret i et fast forhold. Nu skulle jeg til København og liiige prøve at være single.

Mette Marie: – Jon havde lige været aktuel i filmen Alle for en, så nu skulle han ud og være kendt og score damer.

Jon: – Tak, det fik du så lige sagt, ha ha. Men altså, jeg havde ingen illusioner om at starte familie eller noget som helst på det tidspunkt.

Mette Marie: – Men DET havde jeg! Jeg boede i en lille lejlighed på Nørrebro og arbejdede på modemagasinet Elle som digital redaktør. Og jeg ville rigtig gerne have en kæreste. Jeg havde været single i to år, og mit sidste forhold havde været noget rod, fordi vi ikke passede særlig godt sammen. Jeg havde haft en periode som voksen-single, hvor jeg gik i byen og datede, men jeg ledte efter en rigtig kæreste. Så det der med, at kærligheden kun opstår, når man mindst venter det, det er altså ikke rigtigt i mit tilfælde. Jeg ventede det virkelig meget.

Et par uger efter premieren mødte Mette Marie Ronnie Fridthjof til Zulu Awards, og hun spurgte ham, om ham Jon egentlig var single. Det mente Ronnies kone, at han var, og Mette Marie fik Ronnie til at love, at han ville spørge Jon, om han ville på date med Mette Marie. Hun hørte imidlertid ikke noget fra Ronnie, og ugen efter skulle hun til Berlin for at interviewe Medina.

Og nu er vi i lufthavnen.

Mette Marie: – Jeg havde taget makeup og pænt tøj på, fordi det var også var en reportagetur, hvor jeg skulle fotograferes sammen med Medina. Jeg skulle se godt ud, for det vidste jeg, at hun gjorde. Klokken var halv syv om morgenen, da jeg kom gående i mine stramme bukser. Og så var Jon simpelthen i lufthavnen...

Helt tilfældigt?

Mette Marie: – Ja, er det ikke sindssygt? Og det var helt ude i den fløj, hvor billigflyverne er. Han kom gående med tre gutter og fire piger, og jeg kunne ret hurtigt fornemme på deres måde at interagere på, at det var hans hold fra Skuespillerskolen. Vi fik øjenkontakt foran WHSmith-kiosken – jeg kan tydeligt huske det – og Jon holdt øjenkontakten på sådan en da-da-da-DAAA- måde. Og jeg var sådan: What the fuck! Jeg kom ind foran Jon og gik hen ad gangen vel vidende, at han gik lige bag mig.

Hun demonstrerer, hvordan hun lige vrikkede lidt ekstra i de stramme bukser.

Jon: – And I noticed!

Han griner.

Mette Marie: – Jeg gik hen og satte mig i venteområdet og åbnede et Elle-blad for ligesom at vise, at hey, det var mig, der skrev den der anmeldelse i Elle – kan du huske..? Jon sad bag mig med sine venner, og jeg kunne høre, hvordan han grinede højt af folks vitser...

Jon: – Det var MIN måde at "sidde med et Elle-blad på".

Mette Marie: – Vi var ikke andre i den afgangshal, jer otte og så mig, sådan husker jeg det, men det er nok ikke rigtigt. Og så...

Jon: – Må jeg fortælle det?

Hun nikker og griner.

Jon: – Jeg var ikke sikker på, at hun faktisk havde bemærket mig, hun var jo en bedre skuespiller, end jeg var, så på et tidspunkt rejste jeg mig op og gik lidt rundt og hen foran Mette Marie, og mens jeg stod der...

Mette Marie: – LIGE foran mig...

Jon: – Så kunne jeg jo lige helt tilfældigt gøre sådan her...

Han har rejst sig og hiver nonchalant lidt op i sin T-shirt.

Mette Marie: – Han viser mig simpelthen sine mavemuskler, ha ha. Midt i lufthavnen.

Jon: – Det var sådan et tjek: ER du der? Jeg havde lige lavet afgangsforestilling og var ret veltrænet. Det måtte hun godt se.

Mette Marie: – Du var en påfugl, der lige pustede fjerene op.

Og du så det?

Mette Marie: – Ja, jeg så det, og så vidste jeg, at jeg var hans type.

De talte ikke sammen i lufthavnen, men Mette Marie var om muligt blevet endnu mere interesseret. Da hun kom hjem fra Berlin, spurgte hun Ronni, om han nogensinde havde fået spurgt Jon om den date. Det havde han ikke, så Jon havde faktisk ikke anet, hvem Mette Marie var i lufthavnen. Han havde bare syntes, at hun så skøn ud. Mette Marie skubbede på, Ronnie var nødt til at spørge Jon, og efter et par uger var der gevinst. Ronnie kunne fortælle, at Jon havde sagt ja til en date, men Mette Marie havde ikke hørt fra Jon. Nu måtte der ske noget. Hun fandt med besvær frem til hans private profil på facebook og tilføjede ham som ven. Ti minutter efter accepterede Jon.

Mette Marie: – Jeg ventede og tænkte, okay, hvad gør jeg så nu? Men så skrev Jon the famous words på Messenger.. Ej, vent, jeg finder lige korrespondancen.

Hun tager telefonen og scroller ti år tilbage på en meget lang Messengertråd.

Mette Marie: – HER er det! Uhhh. Den 14. april 2011 skriver Jon: "Jeg har ikke spillet kostbar, jeg har ventet på det rette øjeblik." Jeg svarer: "Hvor er det dog enormt sejt skrevet, om end jeg ikke ved, hvad man svarer. Smiley." Jon skriver: "He he, jeg kan meget godt lide billedet af dig sidde og overveje, hvad man lige skulle sige, det giver mig sådan en lidt mystisk pondus." Hvortil jeg svarer: "Min far har opdraget mig med, at pondus betyder mand med stor mave, men mit job taget i betragtning er det da også en udmærket bedrift, at du kan gøre mig digitalt mundlam på en linje. Du må sige til, når det rette øjeblik indtræffer, for jeg ved jo ikke, om vores korrespondance skyldes, at øjeblikket ER indtruffet, eller om det blot er høflighed fra din side afledt af min virtuelle albue i dine ribben."

Jon: – Prøv at høre, hvordan hun op-lixer sine beskeder for at virke klog og interessant, ha ha.

Mette Marie: – Jeg ER klog og interessant!  

De griner begge højt.

Mette Marie: – Så skriver Jon: "Jeg kan forsikre dig, at øjeblikket ikke er indtruffet endnu. Din virtuelle albue ved mine virtuelle ribben kunne jeg bare ikke lade hænge derude i cyberspace. Tager til Irland et par dage, og så er øjeblikket meget tættere på. Og tak, jeg holder mig til min fortolkning af pondus, selvom der dog også er noget med en bank og en pingvin, der ringer." Jeg skriver: "Jeg er vild med at hægte mig af i forhold til timing og øjeblikket. Controlfreaken i mig har lagt sig på ryggen med armene under nakken og har bedt mig hente en milkshake. God tur til Irland." Hvortil han svarer: "Tusinde tak, jeg har på fornemmelsen, at du tager rigeligt ansvar til daglig, så nyd din milkshake."

Otte dage senere var Jon tilbage fra Irland og inviterede Mette Marie på den første date. Han ville teste hende og spurgte, om hun ville med ind og se en skør, svensk kvindefilm i forbindelse med CPH:DOX. Mette Marie var frisk, og efter filmen – som vitterligt var meget underlig – spiste de en sandwich sammen med udsigt til Thorvaldsens Museum. Det syntes begge, at det havde været hyggeligt, men Jon skulle tilbage til Odense, så der var en geografisk udfordring, hvis de skulle ses igen. 

Jon: – Jeg har ikke datet ret meget i mit liv. Jeg kan ikke finde ud af det, jeg bliver akavet og synes, det er en opstyltet ting. Jeg føler mig ukomfortabel. Men her – med Mette Marie – havde jeg rent faktisk følt mig komfortabel. Jeg syntes, at hun virkede superdejlig, men vi måtte se, hvad der skete, for vi skulle virkelig ville det, når jeg boede i Odense.

Mette Marie: – Jeg havde arbejdet i modebranchen og mødt mange fyre, der var smarte og kække. Og jeg var også kæk. Men den dag havde jeg besluttet mig for ikke at være kæk. Jeg ville så gerne bare være mig selv, og hvis det ikke duede over for Jon, så skulle det jo ikke være. Men det gjorde det.

Mette Marie besøgte Jon i Odense weekenden efter, da hun alligevel kom forbi på vejen hjem fra Sønderborg. Og i stedet for at tage det sidste tog tilbage mod København søndag aften, som egentlig var tanken og aftalen, kom hun først med morgentoget mandag morgen. Og resten er historie, som man så klichéagtigt siger. Jon friede den 1. januar 2013. På sofaen, hvor Mette Marie lå under dynen med tømmermænd. Hun blev så lykkelig, at hun bad ham gentage spørgsmålet, og allerede samme dag vedtog de, at brylluppet skulle holdes i Jons fars have i Gilleleje i juni med cheeseburgere og gammeldags æblekage.

Jon: – Mette Marie tonsede rundt og fandt vilde blomster til bordene og bagte selv bryllupskagen.

Mette Marie: – Ja, det var shake and bake. Så skideflot ud. Og så pissede det ned...

Jon: – Vi blev gift i kirken i Gilleleje med høj sol, og så defilerede vi ned til min fars have, hvor der først var reception. Da vi trak ind i teltet, begyndte det at regne. Og det regnede så meget, at folk ikke kunne høre hinandens taler. Vi havde sat to telte sammen med gaffatape, men det blev så vådt på et tidspunkt, at det flækkede, og alt vandet mellem de to telte tog den – plask – ned på bordet. Men vi har de skønneste billeder, og vi vil aldrig glemme den dag. Senere klarede det op, og vi kunne sende små lanterner til vejrs.

Mette Marie: – Men i dagene efter brylluppet gik jeg og fokuserede på alt det, der var gået galt. Regnen. At vi var løbet tør for sprut og isterninger. Og at tjenerne smed al den overskydende, gode mad ud. Men så sagde Jon: "Skal vi ikke bare gifte os igen om fem år?" Jo, sagde jeg, det var da verdens bedste idé. For hvorfor er det egentlig også kun dem, der har haft uheld i kærlighed, der må blive gift flere gange? Hvis man vælger rigtigt i første omgang – 7-9-13 – må man så ikke fejre kærligheden igen? Jo man må. Så derfor blev vi gift igen i sommeren 2018 her i huset. En af vores venner, der er "uddannet indianer", viede os i haven på indianermanér, og så kørte vi mexicansk tema med bar, foodtruck, dans på terrassen og 17 overnattende gæster. Det var en GENIAL fest, og denne gang havde vi så meget sprut, at vi først var nødt til at købe nyt efter to år. Og vi har aftalt, at vi skal gifte os hvert femte år resten af livet.

Jon: – De fleste mennesker ville måske have ventet med parterapi, til tingene havde udmøntet sig i håndgribelige problemer. Hos os var der lidt skurren i hjørnerne, og der var nogle dage, hvor vi ikke lige fandt hinanden så godt, som vi plejede at gøre, og det var godt at få snakket om.

Mette Marie: – Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi også ville have været sammen i dag, hvis vi ikke var gået i parterapi dengang. Men vi lærte nogle vigtige ting af det, som vi stadig bruger. Og helt personligt kan jeg sige, at jeg fik en forståelse af Jon, som fylder så meget i mit billede af ham i dag. Det, jeg blandt andet tog med mig, var, at jeg virkelig forstod, at Jon har min ryg EThundrede procent. De gange, hvor jeg har følt, at han har gjort noget, som har såret mig, så er det fordi, jeg har misforstået ham. Hver gang. Eller fordi jeg ikke selv har givet mine følelser til kende. Og det har bare givet mig en kæmpe bund af ro og tillid til, at jeg ikke behøver at være bange. Vi har ikke noget tovtrækkeri i vores forhold.

Jon: – Nej, der er ikke noget regnskab.

Mette Marie: – Præcis. Det har altid været gratis at sige undskyld i vores forhold. Man må godt skifte mening. Og det er så rart. Når jeg kan se, at jeg burde have handlet på en anden måde, så kommer jeg tilbage og siger undskyld. Og det, at jeg siger det, gør ikke bare, at tingene nulstilles, jeg får faktisk også lidt credit for det. 

Jon: – Jeg har tit tænkt på sætningen Love means never having to say you’re sorry fra filmen Love Story. Jeg forstår godt princippet i den sætning, at man elsker hinanden så meget, at man ved, at den anden ikke mener det skidt. Men hold kæft, hvor er der meget godt i at kunne komme til hinanden og sige okay, jeg tager den her på mig. Det er konstruktivt.

Mette Marie: – Jon og jeg er gode til at tale sammen. Og til at tale om følelser. Vi taler om alle vores følelser. Og vi har aldrig efterlevet det råd, vi fik, da børnene var små, nemlig at alt, hvad der er sagt efter kl. 22, ikke betyder noget, og at hvis man skændes på grund af søvnmangel, så skal man bare glemme det. I stedet har vi talt om alt. Især Jon er god til at holde fast i det. Når der har været bare den mindste ting, har Jon sagt: "Det her skal vi lige tale om." Somme tider har jeg svaret, at det orker jeg ikke, jeg er fucking træt, men han har holdt fast, og vi har snakket. På den måde har vi fået stor indsigt i hinanden, og det er der kommet en stor tillid ud af. Jeg troede engang, at når man var forelsket, så skulle man holde fast i forelskelsen. Men sådan er det ikke. Nu er det ti år siden, vi mødte hinanden, og vi har ikke holdt fast i en skid. Vi har bygget ovenpå, og jeg er så spændt på, hvad der kommer i fremtiden. Der er sket så meget i de ti år. Jeg har fået et nyt arbejdsliv, vi har fået to børn, er flyttet til Køge, har fået gravhund...

Mette Marie: – Og det er sådan en rar følelse, for de ting, han sætter ord på, er de sider af mig selv, som jeg er mest stolt af, men som jeg ikke altid kan sætte ord på. Da vi i sin tid sad over for Thorvaldsens på første date, og jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg var nødt til bare at være mig selv, var det et godt valg. Jeg havde det nogle gange lidt svært i folkeskolen, jeg syntes, det var akavet at være teenager, 20'erne er svære for de fleste, og jeg følte mig sgu nogle gange lidt brovten og sønderjysk på den der moderedaktion – og så har jeg haft dage, hvor jeg har syntes, at mine veninder var klogere, pænere eller rigere end mig. Men når jeg sidder over for Jon, så viser han mig sådan en buket af alle de gode ting, jeg har nu. Det virker som om, at han simpelthen bare har gået rundt og har ledt efter de ting ude i verden, og nu har han fundet dem alle samlet i mig. Og det er da et vidunderligt spejl at se i det menneske, som man synes er det fedeste i verden.

Hvad tænker I om årene, der kommer, og om det at blive gamle sammen?

Mette Marie: – Jeg synes, vi er godt i gang, ha ha.

Jon: – Ja, der er flere grå hår end nogensinde!

Mette Marie: – Lige da vi mødte hinanden, havde folk meget travlt med, hvorfor vi ikke straks flyttede sammen. Så flyttede vi sammen, blev gift og fik børn inden for et års tid, og så sagde folk pludselig: "Hold kæft, I har haft travlt." Og nu har vi været sammen i ti år, og vi har hus, sommerhus og to børn, der går i skole, og det hele er pludselig blevet så almindeligt, at ingen har en holdning til det mere. Men jeg synes stadig, at vi er i starten af vores forhold. Vi skal jo formentlig være sammen i 30-40 år endnu, så hvad skal resten af tiden gå med? Hvad vil vi, og hvordan gør vi det sammen? Jeg fik sådan en åbenbaring for nogle år siden. Det gik op for mig, at jeg inde i mit hoved forestillede mig – ubevidst – at når børnene flytter hjemmefra, så dør moren. For det gjorde min mor. Hun døde, da jeg var 20 år. Så jeg har hele tiden kun tænkt til den dag, hvor børnene flyttede hjemmefra. Og pludselig fik jeg det sådan, gud, det er jo ikke sikkert. Og med ét blev der frigjort en masse energi. Vi har jo indhentet omkring fire år, fordi vi fik tvillinger, så allerede når vi er omkring 50, er de flyttet hjemmefra. Det er jo ingen alder. Hvis vi bliver ved med at bruge pengene fornuftigt, har vi råd til at tage ud og rejse og lave alt muligt sjovt, indtil vi skal til at være devoted bedsteforældre. Pludselig kan jeg se en masse kapitler, som jeg glæder mig til.

Jon: – Hvis de første ti år er nogen som helst rettesnor for, hvordan resten af livet bliver, så er det jo bare et langt eventyr, altså. Jeg tænker, at der kommer til at ske SÅ meget, inden jeg kommer til at betragte mig selv som gammel. Men altså, vi har aftalt, at vi slutter ligesom i The Notebook.

Og hvordan er det?

Jon: – Med hinanden i hånden.