Jonathan Spang
SPONSORERET indhold

Jonathan Spang: Jeg vil gerne have min egen familie en dag

Skuespiller, standup-komiker og tidligere teaterdirektør kan Jonathan Spang allerede kalde sig i en alder af 35 år. Men kærligheden har han ikke på samme måde fået kringlet.

Af:: Louise Gade Sig Foto: Jens Rosenfeldt
28. aug. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

For karrieren og ønsket om anerkendelse har vundet over kæresterne, fortæller han i et interview i denne uges ALT for damerne. Og nogle af dem har haft svært ved at se komikken i hans job.

– Jeg har oplevet kvinder, som syntes, det var enormt grænseoverskridende, at jeg laver standup, og jeg måtte bryde med en kæreste, som gerne ville stille grænser op for, hvad jeg kunne tale om på scenen. Jeg kunne til dels godt forstå blufærdigheden, men samtidig er det meget svært for mig at acceptere det, for jeg synes, det er vigtigt, at man også kan se, at det smukke ved komik er, at der er en åbenhed for at fremstille det uperfekte. Det er enormt vigtigt at være sammen med en kvinde, som kan se kvaliteten i det. Det har været en rigtig stor udfordring for mig, og på den måde har karrieren helt sikkert været hævet over kærligheden. Når kærester er gået mod min karriere og har tvunget mig til at træffe et valg, så har jeg valgt karrieren, siger Jonathan Spang.

Hans egne forældre blev skilt, da han var syv år, men drømmen om en familie har han selv.

– Jeg vil gerne have min egen familie en dag. Der er måske fire-fem kvinder, som har fyldt enormt meget i mit liv, men indtil videre har kærligheden på hverdagsbasis været en udfordring for mig, for jeg har haft svært ved at prioritere det over mit arbejde. For mig er karrieren det vigtigste, og det kan være ret omkostningsfuldt.

Læs hele interviewet med Jonathan Spang i denne uges ALT for damerne nr. 35/2013