Josephine Park: “Man skal have sin røv lidt i klaskehøjde”

Hvornår har du været mest bange?
– Hver gang jeg starter på en ny forestilling eller en ny ­optagelse. Jeg kan få en ­følelse af, at "åh nej, nu opdager de, at jeg ikke kan noget" eller "nu opdager jeg selv, jeg ikke kan noget". Det er sådan en evig præstationsangst og tvivl, men den er også en stor ­drivkraft til at blive ved med at forny sig. Man skal have sin røv lidt i ­klaskehøjde. Der skal være noget på spil, og det skal koste noget, det man laver. Og hvis man har en følelse af, at det koster noget, så bliver man jo også automatisk bange. For så snart det koster noget, så er der også noget at miste.

Hvilken film/bog/sang betyder mest for dig?
– Det skifter som regel efter, hvor jeg er i mit liv. Det musik, litteratur og film jo kan, er at gøre en mindre ensom. Det kan sætte ord, ­billeder og lyd på den virkelighed, man er i lige nu, og det gør, at man føler sig mindre ­alene. For tiden er jeg virkelig vild med Inger Christensens digtsamling "Alfabet", ­fordi jeg er ­fuldstændig ­fascineret af hendes evne til at få sit sprog til at blomstre i en fastlagt ­struktur, som hun nærmest kan få til at virke tilfældig, samtidig med at hendes beskrivelser er så ­rammende og genkendelige, at det rammer en.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
– Jeg er lykkelig for ikke at være lige så rodløs og ­forvirret, som jeg var for 10 år siden, samtidig med at jeg har en ­fantastisk følelse af, at hele ­verden stadig står åben. Der er ­nogle grundlæggende ting, der er ­faldet lidt til bunds i mig, og jeg er meget klar på, hvad der ­betyder noget for mig. Men samtidig føler jeg, der er så mange ting, jeg ikke har gjort og oplevet endnu. Det kan jeg blive fuldstændig lykkelig over at tænke på nogle gange. At jeg ikke har sat mig fast, men at jeg hele tiden er på vej og ikke er stagneret. Jeg føler ikke, jeg er landet endnu, og det er rigtigt dejligt.

Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig?
– At være god til at elske, tror jeg. Jeg synes, jeg er meget god til at følge med det, når jeg elsker noget og gå ind i den følelse uden at være ­bange. Og de folk, jeg elsker og lukker ind, får ­sjældent lov til at slippe væk igen. Det er noget med at kunne åbne sin verden, så andre kan ­komme ind – ikke ­lukke sig omkring sig selv. Jeg tror, man kan finde ud af rigtig ­mange ting selv, men man spejler sig jo igennem mødet med andre mennesker. Det er ikke særligt flot at være et godt ­menneske alene, det er flot, hvis det kan fungere med andre. Ellers er man jo bare spild af godt ­menneske. Man skal ud i livet og prøve det af. Og det er også vildt hårdt at elske, ­fordi man hele tiden ­bliver ­konfronteret med sig selv i spejlingen i den anden, når man er i nære ­relationer, og så kan man tænke: "Gud, nej, hvor er jeg et frygteligt menneske, det går jo ikke." Og så må man jo justere på det.

Hvilket træk ved dig selv holder du mest af?
– Jeg synes, at jeg har en ret god drivkraft. Når jeg ­virkelig gerne vil noget, er jeg ustoppelig – både når det ­kommer til mit arbejde og mine relationer. Jeg tror også ­nogle gange, det er forbundet med naivitet. De ting, jeg har opnået i mit liv, som er rigtig ­store, har jeg opnået, fordi jeg har været naiv og tænkt: "Det skal sgu nok gå." Ligeså snart man begynder at miste den ­naivitet, så bliver man hæmmet og ­bange på en forkert måde. Så jeg tror, det er meget godt at bevare naiviteten.

LÆS OGSÅ: Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

LÆS OGSÅ: Wafande hylder 5 kvinder i sit liv

LÆS OGSÅ: Amanda Collin: "Jeg bliver rasende over falske beskyldninger og egne agendaer"