Julianne Moore: "Åh nej, det er det samme fjæs igen."

Det lange, mørkerøde hår er glattet. Sexet. Hun går i sorte læderbukser, som de færreste kvinder i hendes alder ville turde iføre sig, og hun putter sin datter ved at synge en af sine egne sange med guitaren i hånden a la Janis Joplin. Ved første øjekast er Susanna en cool mor.

Men vi er ikke langt inde i filmen "What Maisie Knew", før vi forstår, at Susanna er mere optaget af sig selv, sin nye bartenderkæreste og sin forestående turné end det faktum, at hendes skilsmisse fra galleristen Beale er ved at splintre deres seksårige datter Maisie i tusind små stykker. I en tid, hvor vi generelt er åbne for, at forældre kan have forskellige tilgange til at opdrage deres børn, er der ingen vej uden om: Susanna er en dårlig mor.

En interessant karakter
Det har ikke afskrækket Julianne Moore fra at tage rollen, snarere tværtimod. Også selv om rockstjerne-moren er en provokerende figur, der kan vise sig lige så kontroversiel som Meryl Streeps Joanna Kramer, der i 1970'ernes New York forlod sin søn for at realisere sig selv i "Kramer mod Kramer".

Den 52-årige skuespiller har gennem en lang, produktiv karriere fået ry som forsvarer for komplicerede kvinder med ondt i livet. Og for en kvinde, der fik sit gennembrud i en filmrolle, hvor hun i flere minutter er nøgen fra livet og ned – i Robert Altmans "Short Cuts", er der ikke meget, der skræmmer professionelt.

Hun er selv mor til to, sønnen Caleb på 15 og datteren Liv på 11, og det gjorde ikke hendes umiddelbare modvilje mod karakteren mindre, fortalte hun for nylig under et interview på SoHo Grand Hotel i New York:

- Hun er da en forfærdelig mor, er hun ikke?! Det var min første reaktion. Hun var interessant for mig, fordi hun har ønsket om at være forælder, men ikke egner sig til det. Hendes vigtigste forhold er det til musikken, og den er hendes måde at kommunikere med andre på. Hun er hverken i stand til at have et forhold til sin datter eller sin kæreste – eller til nogen som helst andre.

Kærlighed er ikke nok
Trods den hårde medfart, hun giver sin karakter, synes Julianne Moore på ingen måde, det er nemt at være forælder eller at definere, hvad der gør en god en af slagsen.

- Børn har brug for, at man tager sig af dem og elsker dem. Fra det øjeblik de bliver født, er de hjælpeløse. Din opgave er at gøre alt det for dem, de ikke selv kan. Og så lære dem det, de skal lære for at kunne eksistere. Det er tricky at være forælder. Du tager dig helt og holdent af et andet menneske, og så bygger du en bro for dem, så de kan gå ud i verden. Det er ikke kun kærlighed, der gør en fantastisk forælder, men det at tage sig fuldt og helt af sit barn.

Indimellem var det anstrengende for hende at spille Susanna:
- Jeg sagde et par gange til mine børn: "Åh hun er skrækkelig. Jeg kan næsten ikke vente til jeg slipper for hende igen".

Selvom hendes karakter er let at dømme, satte Julianne Moore en ære i at forsøge at se situationen fra Susannas side. Som skuespiller forstår hun den rolle, musikken spiller i Susannas liv og hendes angst for at miste taget om sin karriere.

- Uanset hvor meget succes, man får i den her branche, vil man altid være en hårdtarbejdende skuespiller. Man kan aldrig regne med noget, når man er kunstner. Vi er alle selvstændige, så vi går fra det ene job til det næste. Hvis ikke man forholder sig til det, seriøst og ydmygt, forsvinder succesen.

LÆS OGSÅ: Karen Mukupa - "Jeg følte, at jeg svigtede"

Prioriteringen i orden
Ifølge den rødhårede newyorker kan man kun have både børn og karriere, hvis man prioriterer og formår at balancere begge dele:

- Men jeg oplever det ikke som en konflikt. Hvis man ser det som en konflikt, kan man ikke gøre begge dele, tror jeg. Susanna føler det som en konflikt, fordi det vigtigste for hende er karrieren. Jeg synes, at jeg gør begge dele. Du er nødt til at tænke, "begge dele er vigtige for mig." Du er nødt til at vide, hvad prioriteterne er, og det vil altid være, at dine børn har det godt. Du er nødt til at sikre dig, at de har det, de skal bruge, og at de er trygge, men samtidig er du nødt til at arbejde og forsørge dem, siger Julianne Moore, og fortæller, at hun ligesom alle andre kan blive frustreret over at få kabalen til at gå op, så hun kan passe sine jobs og se sønnens fodboldkampe. Men hun er heldig at have et fleksibelt job, erkender hun:

- Der er jo perioder, hvor jeg slet ikke arbejder. Jeg tror, at de fleste forældre håber på fleksibilitet i deres arbejdsliv. Og hvis der er store konflikter mellem arbejde og privatliv, tror jeg, at der er noget galt et sted.

Rodløs og rødhåret
Med en far, der var oberst i den amerikanske hær, rejste hendes familie fra by til by gennem mange år. Julie Anne, som hun hed, før hun ændrede sit navn for at undgå forveksling med en anden skuespiller, havde svært ved at finde tryghed i de skiftende omgivelser. Det har været godt og skidt, fortæller hun til avisen The Daily Telegraph, hvor hun opremser de steder, hvor hun har boet og gået i skole:

- Vi var alle vegne. Nebraska, så Alaska, så New York, så Virginia, så til Tyskland, da jeg var 16 i 1977. Det var utroligt hårdt. Jeg vil ikke anbefale det. Jeg tror, at det gør en socialt usikker at flytte så meget rundt. Samtidig gør det én god til at tilpasse sig. Man leder altid efter det universelle ved menneskelig adfærd. Det samme gør man som skuespiller – man spørger, "hvad kan vi alle sammen relatere til? Hvordan er vi ens?"

Rodløsheden fra barndommen har fulgt hende, men også indirekte hjulpet hendes karriere, mener hun:

- Børn er gode til at vurdere en situation og bemærke, hvordan folk opfører sig, klæder sig og taler, og vil gøre det nøjagtig som alle de andre. Noget af det, skuespillere hyppigst har til fælles, er en omskiftelig barndom. Uanset om de er fra en militær baggrund, er børn af diplomater eller omrejsende sælgere. Man ser det igen og igen. En rodløs barndom fører en ekstrem grad af tilpasningsevne med sig.

Fregnede jordbærfjæs
Netop når det gjaldt at passe ind, havde Julianne Moore udseendet imod sig som barn.

- Jeg havde langt hår, briller og masser af fregner. Jeg var ikke særlig sporty, og jeg var en bogorm.

Hun læste også dramatik, og det blev en adgang til skuespillet.

Som 15-årig fik hun hovedrollen i "Tornerose" i et skoleteaterstykke, og var nødt til at få kontaktlinser for at passe til karakteren som prinsesse. Under opførslen hviskede hendes mor til hendes far, "Gud Peter, hvor er hun køn." Også klassekammeraterne bemærkede forskellen.

- Det var rart, men også forvirrende. Jeg havde jo bare taget brillerne af, siger hun.

Som voksen har Julianne Moore vendt sine nederlag til succes, også hvad angår de nu så berømte fregner.

I 2007 debuterede hun som børnebogsforfatter, og hendes rødhårede hovedperson er baseret på egne oplevelser. Hovedpersonen er en syvårig pige, der kaldes "Freckleface Strawberry", altså noget lignende "fregnede jordbærfjæs" - og hun hader sine fregner. Hun forsøger af skrubbe dem af og tegne dem over med tusch. Da hun tager en elefanthue over hovedet, forsvinder de fordømte fregner endelig. Men dermed ryger også hendes identitet, for ingen kan kende hende.

- Alt det, børnene siger til hende i bogen, er noget, som jeg blev spurgt om som barn: "Hey, hvad er der sket med dig? Gør de ondt? Må jeg prøve at lugte til dem?"

Hendes egen søn Caleb sagde en gang om hendes fregner, at de lignede snavs, man ikke kan få af. Caleb og Liv har også fregner, men de er heldigvis glade for dem.

- De har sådan nogle små, nuttede fregner, de er ikke dækket af kæmpestore pletter, som jeg er. Den største skuffelse, når man laver film, er, at man tror, at man bliver et andet menneske, fordi man er det inde i sit hoved. Og når man så ser filmen, tænker man, "åh nej, det er det samme fjæs igen."

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk - Familien gør mig sårbar

Kæmp for ægteskabet
At det er et fjæs, der hænger på adskillige gigantiske reklameskilte verden over og reklamerer for smykkefirmaet Bulgari, som hun har været kampagnemodel for siden 2010, ser hun som en del af jobbet.

Da en af sønnens venner sagde til ham, at "din mor er på forsiden af et magasin, fordi hun er berømt," forklarede hun sønnen: "Nej, jeg er på forsiden af et magasin, for det er mit job at være det. Jeg har et job, hvor jeg er med i en film, og de vil have mig til at tale om filmen, så folk går ind og ser den. Jeg taler med magasinet, og så sætter de mig på forsiden."

Efter et kortvarigt ægteskab som ung med en teaterinstruktør mødte Julianne Moore sin nuværende mand, den ni år yngre instruktør og producer Bart Freundlich.

Familien bor i et byhus i Manhattans Meatpacking District, og hun følger selv sine børn i skole i Greenwich Village hver dag. Hun trives med at være mor.

- Jeg elsker babyer. Men jeg er også vild med mine børn, som de er nu. Folk spørger altid, hvilken alder, jeg synes, er den bedste og jeg svarer altid, at jeg synes, enhver alder er god. Jeg har nydt hvert et minut.

Julianne Moore havde ofte sønnen med på optagelse, da han var lille. Som treårig parodierede han Anthony Hopkins som kannibalen Hannibal Lecter, da hans mor indspillede "Hannibal".

- Folk taler så meget om, hvor hårdt det er. Om at jonglere og om, at man ikke kan få det hele. Men det er da forsøget værd.

Selvom de har kendt hinanden i næsten tyve år, er Julianne Moore stadig glad for sit ægteskab med Bart Freundlich. Deres forhold er dog på ingen måde mere rosenrødt end andres, og der går i den grad også hverdag i en Hollywoodstjernes liv.

- Jeg elsker Bart, men jeg synes også, at han er interessant. Det gør en stor forskel.

Men ægteskab kan være hårdt. Vi taler om at gøre en indsats, rejse væk sammen, gøre noget nyt. Men så er der arbejde og børn, og taget lækker, og nogen bryder ind i kælderen, og så har hunden fået en eller anden virus, og pludselig står man der og tænker, at sådan er mit liv blevet. Der er folk, der rammer muren og går fra hinanden, og der er folk der rammer muren og bliver sammen. Men én ting, jeg har bemærket er, at du ikke kan undgå at ramme muren. Du er nødt til at arbejde for ægteskabet.

Først og fremmest må man ikke tage noget for givet, mener Julianne Moore.

Et job med mening
For fire år siden døde hendes blot 68-årige mor pludseligt af en blodprop, et tab, Julianne Moore stadig kæmper med.

- Når man har en ung mor, som fik én, da hun var 20, så tror man at man skal blive gamle sammen. Jeg har lært, at man må sætte pris på hvert et minut. Lad være med at lade livet gå op i ønskedrømme. Vær til stede. Hvis du er 50, kommer du aldrig til at være 50 igen, så nyd at være 50. Hvis du går gennem året og ønsker, at du var yngre, så er det slut, før du ved det, og så er du pludselig 51, siger Julianne Moore.

Selvom hun lever i en verden hvor det nærmest mere er reglen end undtagelsen at få løftet både barm og bryn, er Julianne Moore decideret modstander af plastikkirurgi og Botox.

- Der er da aspekter af mit ansigt, som jeg ikke er så vild med, men man er den, man er. Det virker, som om alle har fået lavet noget. Jeg ser det tit, men jeg synes ikke, det ser bedre ud. Du kommer altså ikke pludselig til at se ud som en 25-årig igen. Jeg har altid været meget bevidst om min dødelighed. Du ved aldrig, hvornår det er slut.

Af samme grund insisterer hun på, at hendes job giver mening, og hun vælger aldrig roller uden først selv at have læst et manuskript grundigt i gennem. For det er manuskriptet, der gør filmen god, mener hun.

- Freud har sagt, at man har brug for arbejde og brug for kærlighed, og hvis man mangler en af delene, er man fuldstændig ude af balance. Det bedste, jeg ved, er, når jeg er sammen med min familie, når jeg ikke arbejder, men ved, at jeg snart skal i gang med en ny opgave.

LÆS OGSÅ: Malene Birger - Nemmere at være halvgammel end halvung