Julie Lænkholm er 32 år og kunstner: "Egentlig er jeg ikke interesseret i at lave kunst"

I et lille atelier på Grønttorvet i Valby sidder Julie Lænkholm i bare tæer på gulvet omgivet af sit igangværende kunstprojekt, som hun betegner som uldmalerier. Bløde billeder vævet med pastelfarvet uld. I vindueskarmen står glaskrukker med tørrede planter og blomster i forskellige farver, og på væggen hænger fotografier af rå landskaber i smukt lys. Der er tydelige spor fra et fremmed sted, som rækker langt ud over Danmarks grænser og direkte ind i Julie Lænkholms værker.

Hvad er der med dig og Island?
– Min fars side af familien stammer fra Island, og da jeg var barn tog mine forældre min søster og jeg med til en lille by, der hedder Húsavík. På det lokale museum så vi en stor stamtavle over byen, hvor begge mine forældres navne var på. Det var en kæmpe oplevelse for mig, at jeg stammede et sted fra. Efter mine kunststudier i New York vendte jeg tilbage til Island for at undervise på en kunstskole, og museumsdirektøren på museet i Húsavík inviterede mig til at lave en soloudstilling. Jeg har brugt meget tid på Island de seneste år, både i forbindelse med udstillinger og et residency-program, som jeg kuraterer på kunstskolen LungA, og mange af mine værker har hentet inspiration derfra.

Vægtæppet Pegasus Vinge er skabt af naturligt indfarvet uld

Hvordan vil du beskrive din kunst?
– Egentlig er jeg ikke interesseret i at lave kunst. Jeg tror, at kunsten sker ved siden af det, jeg laver. Jeg har ikke kontrol over kunsten. Jeg kan godt lide at røre ved ting, fordi jeg forstår verden bedst ved at røre den. De uldmalerier, som jeg i øjeblikket arbejder med, er skabt af naturligt, blødt uld, som er indfarvet med elementer fra naturen omkring Húsavík og refererer til det islandske landskab. Mine værker er en undersøgelse af min egen skrøbelighed, de ting, jeg er optaget af, og de steder, jeg befinder mig. Jeg forsøger at omsætte mine oplevelser til en eller flere udtryksformer. Det kan være forskellige skulpturer, en performance eller sangværker. Jeg flirter altid ret meget med maleriet, når jeg arbejder, fx med uldmalerierne. Hvis jeg var modig nok, ville jeg være klassisk maler.

Et billede af den rå islandske natur, som Julies værker henter inspiration fra

LÆS OGSÅ: Christiane Spangsberg er blevet sammenlignet med Picasso: "Jeg gider ikke bare være en trend"

Hvordan har du lært teknikkerne?
– Min mor og tante har lært mig alle håndværkets grundteknikker. En gang om måneden mødes alle kvinderne i min familie og laver ting med hænderne. Derudover har jeg selvfølgelig lært en masse på de kunstskoler, jeg har gået på, og har lært at indfarve uld naturligt af en islandsk kvinde. Da jeg kom tilbage fra Island, lavede jeg en udstilling på det kunstnerdrevede galleri RØM på Grønttorvet i Valby og inviterede en masse kvinder i min omgangskreds med. De fleste bidrog med noget, der betød noget for dem. Min mor kom med et broderi, hun havde lavet, da hun var 11 år, og min søster kom med et citat fra en bog. En anden kom med sin personlige knappesamling og en tredje med hestehår fra sine heste, som jeg skabte en række vægtæpper ud fra.

Uldmalerierne laves på skum

Hvad er det for nogle historier, der knytter sig til værkerne?
– Jeg er meget interesseret i de usynlige bånd, der er imellem kvinder, og den måde kvinder er sammen på. Jeg synes, at folk selv skal have lov til at bestemme, hvordan de identificerer deres køn, og jeg tror på, at alle mennesker har en maskulin og feminin side. Lige nu lever vi i en meget maskuliniseret verden med højt tempo og kapitalistiske miljøer, hvor vi hele tiden skal producere og være mere effektive. Det gør, at vi lukker ned for vores feminine side, og jeg vil gerne diskutere og sætte fokus på den femininitet i min kunst. For mig er råstyrke nemlig, når kvinder tør at være lige så stærke, som de er skrøbelige over for hinanden. Den femininitet eller kvindemagi vi har i kroppen, er endnu ikke frigjort, og det tror jeg er en revolution, som vi kvinder stadig har foran os.

Ulden indfarves med naturlige elementer fra Island

Hvordan fortæller du kvinders historie?
– Jeg ser det som en vævning, hvor kunsten og det levede liv væver sig ind i hinanden i fortællingerne om kvinderne. Når jeg undersøger noget, gør jeg det sammen med det lokalmiljø, jeg er i, så jeg skaber noget kollektivt. Da jeg lavede min soloudstilling i Island, fik jeg adgang til museets arkiv. Jeg kunne ikke finde information om de lokale kvinder, så jeg brugte udstillingen som en struktur til at skrive kvinders stemme ind i arkivet. Jeg inviterede bl.a. kvinderådet, byens børn og det lokale kor ind på museet for at aktivere arkivet på forskellige måder og skabe en ny, lokal historie. I Island har man siden 1900-tallet solgt en særlig papirblomst til velgørenhedsindsamlinger, og den har bl.a. finansieret Húsavíks første have, første offentlige ur, en ammecentral og alle mulige andre seje ting. De lokale kvinder lærte mig at folde blomsten, og senere brugte jeg den som en aktiv del af udstillingen. Jeg havde fået en brevkæde, som min farmor og hendes søster havde skrevet, hvor der udtrykkeligt stod, at den ikke måtte læses højt, så derfor brugte vi den til at folde blomster af og donerede værket til arkivet.

Hvorfor er du så optaget af femininitet?
– En række af mine værker er skabt i en tid, hvor Donald Trump rasede afsted, og begrebet Nasty Women opstod som modsvar på hans skammelige og antastende bemærkninger. Jeg havde lyst til at lave en 'piget' udstilling for at generobre femininiteten. Jeg tror ikke, at køn som sådan har en farve, men jeg blev så provokeret af Trumps bemærkninger, at jeg fik lyst til at skabe nogle værker med lyserøde og lysegule farver i taktile, bløde materialer. Som del af udstillingen lavede jeg i samarbejde med Den Kgl. Afstøbningssamling hos SMK en afstøbning af Medusas hoved. Medusa stammer fra den græske mytologi. Hendes hoved blev skåret af, og visdommens gudinde Athene brugte det som skjold i krig, så Medusas femininitet og kræfter blev Athenes våben i kamp. Historien har skildret Medusa som et ondt væsen med slanger i hovedet, selv om hun egentlig var et offer, der blev misbrugt. Denne fortælling, og historiens greb på kvinder og kvinderollen generelt, er jeg meget fascineret af og har lyst til at bryde op med. Jeg arbejder også meget med sang, fordi stemmen får hovedet og kroppen til at hænge sammen som et usynligt bånd. Engang lavede jeg en udstilling i Litauen om politiske grænser og personligt territorium, hvor jeg mødte en folkesangerinde, som lærte mig at synge. Vi sang sammen, og hun sagde, at der ikke var nogen grænser mellem hendes krop og min, fordi vi kvinder har en fælles kraft, men at hun går på sin sti i livet, og jeg går på min. Vi deler kvindekraften, men er i vores eget liv. Det synes jeg er en smuk måde at forklare båndet mellem kvinder på.