"Det er en styrke at turde sætte sin røv i klaskehøjde og tabe ansigt"

— — —Klip fra Nipskanalen

Hjemme hos Laura Christensen og Thomas Levin, hvor Kim Bodnia er på besøg og opdager, at der er en kameramand til stede:

Bodnia: Hvad filmer I?
Neel: Det er fordi, vi er ved at lave en spillefilm, og så laver vi ligesom tilblivelsen af spillefilmen på en Youtube-kanal, faktisk.
Bodnia: Så I filmer herhjemme privat... hahahaha, det er for meget...
Laura: Ideen er ligesom, at hvis vi kunne få rigtig mange til at se det her, så ville folk også se filmen.
Bodnia: Altså hvis folk får lov til at se jer privat, familie og nyfødte og...
Neel: Nej, hvis folk får lov til at se, at vi er sådan nogle seje kvinder, der kæmper for at slå igennem... eller... arbejder, selv om vi har børn, så...
Bodnia: Hvorfor ringer I ikke bare til Se og Hør og får dem herhjem? Det får man da i det mindste penge for...
— — —

Scenen udspiller sig i et af afsnittene af den Youtube-serie, hvor Julie R. Ølgaard, Neel Rønholt og Laura Christensen lader offentligheden følge med i deres kamp for at få filmprojektet "Sensommer" til at blive til virkelighed. Her ser man dem turnere rundt i branchen og pitche deres manuskript. De prøver at overtale Anne-Grethe Bjarup Riis til at instruere og Ålen til at producere. Desuden forsøger de at rekruttere forskellige mandlige skuespillere. Det udspringer af virkeligheden – og undervejs laver de små sjove klip til Youtube om det hele.

Neel: – Vi havde alle tre en lyst til at lave noget, hvor vi brugte os selv lidt mere, og invitere folk lidt privat ind. Vi var i tvivl om Youtube-formatet, men Julie kom fra USA og havde oplevet, hvor stort det er derovre. Det er en platform, hvor man kan bestemme meget selv. Vi er vores egne kanalchefer.

Julie: – Vi spiller på de klichéer og fordomme, der er om os og vores venskab. Det er vigtigt at kunne grine af os selv, og vi ville ikke lave en kanal, hvor det bare var tre selvfede skuespillere, der stod på den røde løber, og alt var tjekket. Vi ville gerne vise, at vi også er idioter til nogle ting...

Laura: – Vi ville gerne af med glansbilledet, vi skal jo rent faktisk jonglere med noget amning og nogle indlæg...

Julie: – ...og noget selvironi.

Laura: – ...vildt meget selvironi, for det er man jo nødt til at have, hvis man skal overleve det.

Laura har Martha på armen og har – ligesom i serien – lige ammet. Ligesom i serien har Julie taget Cooper med i barnevognen, han pylrer lidt. Neel er – ligesom i serien – sulten. Hun er gravid og bange for at gå helt sukkerkold.

Neel Rønholt, 33 år. Debuterede i filmen "Min søsters børn" i 2001. Forlovet med skuespiller Jens Sætter-Lassen. Gravid med parrets andet barn, i forvejen har de Ellen på tre år.

LÆS OGSÅ: Tafdrup-brødrene til kvinder: "I fucker med vores indre kompas"

Hvad er virkelighed og hvad er fiktion?
Julie: – Vi ER i gang med at lave en film. Vi har lavet et manuskript, som er i gang med at blive udviklet. Det er et mål, at filmen skal laves, og alt, hvad der sker, udspringer af virkeligheden. Vi håber for eksempel på, at Anne-Grethe (Bjarup Riis, red.) skal instruere. Men altså, vi er skuespillere, og det ER underholdning, så det er op til folk, hvad de vil tro.

Neel: – Vi har bevidst valgt ikke at være bange for, at det bliver kikset. Vi dyrker det ikke, men hvis det opstår, så fejer vi det ikke ind under gulvtæppet. Så er det mere sådan "okay, der er noget grineren i den her situation, lad os få det bedste ud af den".

Julie: – Vi aftaler ikke noget på forhånd. Vi ved godt, hvor vi vil hen, og når Laura for eksempel i et afsnit har glemt et manuskript, så udspringer det af, at det sker hele tiden. Hvis der skulle være én, der ikke lige havde hørt efter, så var det hende...

Laura: – Eller hvis der var én, der havde glemt at tage ammeindlæg på... det er sket mere end én gang.

Julie: – Så det kan godt være, det bliver gjort lidt mere komisk, men det udspringer alt sammen af noget, som er ægte.

De tre kvinder afslutter hinandens sætninger. De har kendt hinanden rigtigt længe. Julie og Laura mødte hinanden under optagelserne til "Midsommer" i 2003, Neel stødte til, og i 2005 grundlagde de N.I.P.S (Nye Impulser På Scenen), som var et teater for unge skuespillere og igangsættere.

I 2006 spillede de alle med i filmen "Råzone". Deres karrierer har været så parallelle, at de altid bliver spurgt til konkurrence og jalousi.

Så dét handler serien også om.

Julie R. Ølgaard, 36 år. Fik sit gennembrud i filmen "Midsommer" i 2003. Er lige debuteret som instruktør med den prisbelønnede kortfilm "Trigger". Gift med hospitals­direktør Gustav Muus. Sammen har de en lille søn, Cooper.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: "Hvis jeg skulle giftes i dag, ville jeg nok ikke gøre det"

— — —Klip fra Nipskanalen:

NIPS hos Anne-Grethe Bjarup Riis, som har læst manuskriptet og overvejer at sige ja til at instruere:

Anne Grethe: Har I tænkt over, hvem der skal spille hovedrollen?
Julie: Altså, vi havde umiddelbart tænkt, at det var det mest nærliggende, at hovedkarakteren det var mig.
Anne Grethe: Fra side 1 har jeg bare set Laura (...)
Neel: Vi skal jo bare gøre det, der er bedst for historien...
Julie: Altså, vi har jo skrevet den ret meget efter... du ved...
Anne-Grethe: Sådan har jeg slet ikke læst det. Jeg har fra starten forestillet mig Laura (...) Det er også sådan, publikum vil se det.
Neel: Det skal vi da bare prøve...
Julie: Og så kan vi lige prøve det andet også...
— — —

Hvordan undgår I at blive jaloux på hinanden?
Julie: – Vi er så forskellige. Vi passer slet ikke til de samme roller. Men når det er sagt, så sker det jo, at vi kommer ud til de samme castings. Vi har bare altid valgt at fokusere på, at vi er så forskellige, og hvis Neel er rigtig til en rolle, så er jeg det ikke.

Neel: – Det betyder ikke, at jeg er dygtigere end Julie. Det betyder måske bare, at hende, der skal spille min mor, hun er mørkhåret for eksempel. Vi har været sammen, siden vi var unge, og vi har været gennem tidspunkter, hvor det var den ene, det kørte for, og så året efter var det den anden.

Julie: – Og ja, det lyder måske for godt til at være sandt, men jeg kunne ikke forestille mig mit liv uden de to her til at have min ryg. Når man har så tæt et forhold, gør det mig jo ikke ondt, når der sker noget godt for dem. Det er så ensomt i den her branche og det, at vi har den her konstellation, gør, at man aldrig er alene.

Laura: – Jeg tror faktisk, at hvis jeg blev misundelig, så ville jeg sagtens kunne sige det til jer. Det gælder om at skille tingene ad og sige "det kunne jeg også godt tænke mig, men jeg er glad for, du skal". Det tager jo ikke noget fra mig.

Så gode venner er de. De har været tætte fra før, deres mænd overhovedet kom ind i deres liv. Laura fortæller om dengang, hun lige havde mødt Thomas Levin:

Laura: – Julie, jeg kan huske, at du sagde til Thomas: "Jeg kan lige så godt sige til dig med det samme: Hvis du gør hende ked af det, slår jeg dig ihjel", og Thomas var sådan "haha", og du var bare: "Jeg mener det"... Der var overhovedet ikke noget sjov over det.

I har altid været kendt som et trekløver, har det nogensinde skygget for jeres individuelle karrierer?
Julie: – For fem-seks år siden fik vi faktisk den tanke: "Måske er vi for meget sammen, og måske kan folk ikke se os som andet. Vi må lige holde en pause fra hinanden". Altså, vi har været sammen bagom hele tiden, men vi gik ud og byggede hver vores karriere, og det er jo ikke til at vide, hvad der var sket, hvis vi ikke havde gjort det.

Neel: – Vi blev bange for, om folk havde svært ved at se os hver for sig. Men jeg tror også, det er sundt, at vi har været igennem den proces. Nu er vi sammen professionelt med en forstørret kraft, for nu har vi valgt hinanden til.

Julie: – Der er ikke andre, der har det sammenhold, så hvorfor ikke vende det til en kæmpestyrke? Nu løfter vi hinanden op og siger, at vi kan noget ret specielt, når vi er sammen. Noget, som vi selv er stolte af, og det er også – undskyld, nu skal jeg nok stoppe – det, vi gerne vil opfordre til: Søstersolidaritet. At kvinder bliver bedre til at løfte sammen og stå sammen, for så kan vi så pissemeget.

Laura Christensen, 33 år. Debuterede i filmen "Min fynske barndom" i 1994, hvor hun også spillede Mona i tv-serien "Riget". Gift med skuespiller Thomas Levin. Er på barsel med datteren Martha. Parret har også en søn, Jacob, på 7 år.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: "Folk kan fylde sig med botox, hvis de vil, men det er at bremse en bevægelse"

— — —Klip fra Nipskanalen

NIPS mødes med Peter Aalbæk, som de gerne vil have til at producere filmen:

Neel: Vi synes, det er et anderledes take på en thriller, fordi vi har de her kvindekarakterer...
Julie: Stærke kvindekarakterer...
Aalbæk: Det er en gyserfilm, og det er jo normalt et ungt publikum. Nu skal jeg ikke fornærme jer, men det er jo et stykke tid siden, vi lavede Råzone, og I var... autoriserede unge.
— — —

Da vi lærte Laura, Neel og Julie at kende, var de teenagere, og de har altid spillet unge roller. Nu er de i 30'erne og mødre. Så alder er et tema i NIPS-videoerne.

Neel: – Vi taler om alder, fordi det betyder noget for os. Jeg har kunnet mærke, at det har været svært at have været ungdomsspiller, også fordi vi var så meget i medierne og lavede så meget dengang. Branchen og publikum har haft svært ved at forstå, at man er blevet ældre og voksen. Personligt har jeg det godt med at blive ældre, men der har da været nogle kommentarer... Hvad var det nu...?

Julie: – En af vores bekendte sagde et eller andet i stil med: "Alle jer, der var så hotte engang, I er alle sammen blevet mødre nu", og han sagde det ikke som noget ondt, men det var en grineren kommentar, for hvad fanden betyder det? Er vi så færdige med at være hotte nu, hvor vi er blevet mødre?

I serien ser man Laura i en casting med skuespiller Andreas Jessen, 28, som giver udtryk for, at han ikke ser sig selv spille sammen med en ældre kvinde. I videoen er det hårdt trukket op, men problematikken er reel:

Neel: – Hvis man har en ældre kvinde i en rolle over for en yngre mand, så er det et statement, og sådan er det ikke den anden vej rundt.

Julie: – I branchen vil man gerne have, at folk har erfaring og et cv, men samtidig vil man også gerne finde de nye hele tiden. Det er det gode og det dårlige ved at blive ældre, og jeg tror, vi hviler mere i det nu.

Neel: – Det er også derfor, vi kan gøre grin med det. Hvis vi nu selv var kede af det, ville det være svært at tage pis på det, men fordi vi selv har det ok og synes, vi er meget cool der, hvor vi er nu, kan vi godt tage pis på, at der er nogen, der synes, vi ikke er helt så unge, som vi var.

I en af videoerne mødes pigerne med Peter Aalbæk (optaget før, Zentropa pillede ham ud af ledelsen, red.). I den siger han til dem, at deres film bliver nødt til at have en mandlig hovedrolle, ellers er der ingen, der gider se den.

Er det virkelighed?
Julie: – Ja, man får altid rene ord for pengene med ham. Han tænker på, hvad der kan sælge. Han er business.

Neel: – Han siger, at man kan måle rent statistisk, at kvinderne vil se mænd i film. De vil se en mand, de kan sidde og drømme om. Én ting er, at han siger det for at provokere, en anden ting er, hvad det siger om vores samfund, at kvinder vil se på mænd, men ikke omvendt. Hvad sælger, og hvad sælger ikke? Det interessante er, hvad der skal til for at ændre den opfattelse, der er i vores generation og kultur.

Selv synes de, at de gør, hvad de kan. Ligesom Reese Witherspoon og Nicole Kidman med serien "Big Little Lies" tager de selv ansvar for at skrive og skabe gode roller til kvinder.

Julie: – Vi er enormt stolte af hinanden, og med alt det, der sker lige nu, bliver man også ekstra bevidst om at være kvinde. Jeg elsker, at jeg kan stå frem og være stolt af mine to bedste veninder og udrette ting sammen med dem og inspirere andre piger.

Laura: – Det handler først og fremmest om søstersolidaritet.

Julie: – Helt vildt...

Laura: – Vi elsker mænd, så det er ikke noget med mænd mod kvinder, det er mere sådan "hey, vi har faktisk hinanden, så i stedet for at tale grimt om hinanden, skal vi så ikke lige være lidt solidariske?".

Med youtube-kanalen håber de at kunne bruge deres status til at inspirere unge kvinder.

Neel: – Nu har vi skabt noget taletid for os selv, og et af vores budskaber er, at selv om det på de sociale medier i dag kan se ud for unge mennesker, som om ting kommer nemt til én, så er der altså modgang. Jeg synes, vi i vores position har et ansvar for at vise, at afslagene gør én stærkere.

Laura: – Hvor tit har vi ikke siddet med ansøgninger til alt muligt og lagt tid og energi i noget, der ikke blev til noget? Det er ikke for sjov, det er hårdt arbejde. Vi lever ikke af at stå på en rød løber.

Hvad hvis filmen ikke bliver til noget?
I kor: – Det gør den!

Men hvad nu, hvis den ikke gør, så ved vi alle sammen, at I ikke lykkedes?
Neel: – Projektet afhænger ikke af, om filmen bliver til noget...

Julie: – Det gør den!

Neel: – Projektet er også at vise alle de kampe og projekter, der ikke bliver til noget.

Er I ikke bange for ansigtstab?
Julie: – Både og, men du kan aldrig regne ud, hvordan folk vil reagere, så vi har måttet mærke efter: "Hvad synes vi selv, er cool?". Det er noget med at kaste bolden op og se, hvad der sker.

Neel: – Da vi trykkede "send" på den allerførste video, var vi pissenervøse, men vi havde også en god fornemmelse, fordi vi kunne se os selv i øjnene og selv syntes, at det var et vigtigt projekt, og at tiden var inde til, at det skal være en styrke, at man tør sætte sin røv i klaskehøjde og tabe ansigt. Ikke en svaghed.

Laura: – Ja, og én ting er, at vi viser, hvordan vi vil realisere vores filmprojekt, noget andet er, at vi prøver kræfter med et nyt medie, for vi er ikke ligefrem Youtube-generationen. Så vi har også kastet os ud fra en 10-metervippe uden at vide, om vi kan svømme.

Neel: – Der er tendens til, at især kvinder er bange for at træde forkert og begå fejl. Så det er en del af projektet, at vi ikke bare siger, man skal turde, men at vi rent faktisk gør det. Kaste sig ud fra 10-metervippen for åben skærm. Det var da sindssygt nervepirrende!