Kære brevkasse: Hvordan får jeg sagt, at jeg ikke har råd til at tage med på turen?

Hjemmets brevkasse

Jeg er 67 år og med i en sportsklub i den by, hvor jeg bor. Jeg er relativt ny i klubben, men det er hyggeligt samvær med sjove og varme mennesker, som jeg sætter stor pris på.

Da klubben for fem måneder siden besluttede sig for at arrangere en fælles bustur til Tyskland med hotelophold, meldte jeg mig naturligvis til med stor begejstring, og snakken har jo siden gået meget på, hvad vi skal nå at se og opleve i de seks dage, vi er af sted. Jeg har også selv været med til at lægge et program for rejsen.

Nu sidder jeg så her og er ved at gå til af skam, for jeg har lige modtaget en kæmpe efterregning fra mit forsyningsselskab, der – helt ærligt – har væltet hele mit stramme budget. Det betyder faktisk, at jeg ikke længere har råd til at tage med på turen.

Jeg er dybt ulykkelig, og jeg har siddet herhjemme og grædt.

Forleden, da vi var samlet i klubben, gik snakken jo videre om turen, og jeg turde simpelthen ikke fortælle de andre, at jeg ikke har råd til at tage med. Jeg kan jo heller ikke bare lade være med at betale regningen, for så slukker de jo bare for både vand, varme og lys.

Jeg har ingen børn, jeg kan spørge om hjælp, og jeg er ikke så nært knyttet til min øvrige familie, at jeg vil blotte mig og inddrage dem i denne misere. Lige nu håber jeg derfor, at du kan fortælle mig, hvordan jeg får det sagt i klubben, at jeg ikke kan tage med, uden at jeg taber alles respekt.
N.N.

Vibekes svar

Jeg får helt ondt i maven, når jeg læser din e-mail. For i stedet for at ærgre dig over, at du ikke kan komme med på rejsen med dine sportskammerater og måske søge en løsning, så du kunne komme til det, så spilder du tiden på at skamme dig. Hvorfor gør du det?

Hvad pinligt er der i, at der er dukket en stor og uforudset udgift op, som gør, at du pludselig ikke har råd til at tage med på turen? Prøv at forestille dig, at det var en af dine sportskammerater, der dukkede op i jeres klub og meddelte, at hun havde fået en ekstraregning og derfor blev nødt til at melde fra. Ville du møde hende med spot? Ville du tænke dårligt om hende? Se ned på hende? Blive sur?

Hvis det skulle være tilfældet – og det håber jeg ikke, at det er – så vil det være dig og ikke hende, der har et seriøst og grimt problem. For det er da helt i orden, sund fornuft og dybt respektabelt at agere efter omstændighederne.
Så skynd dig at få lagt kendsgerningerne på bordet. Du beskriver dine foreningsvenner som søde og varme. Hvem ved, måske I sammen kan finde en løsning, så du alligevel kan komme med? Hvis ikke, så er jeg sikker på, at de ikke vil tænke dårligt om dig, fordi du må springe turen over i denne omgang. Tværtimod.