mor/datter
Foto: Getty Images

Vibeke Dorph om sorg

Kære brevkasse: “Jeg er så bange for at miste min datter”

Min datter mener, at jeg hænger fast i min sorg og truer med at flytte. Hvad skal jeg stille op, spørger en læser i denne uges brevkasse.

Jeg er 43 år, og mistede min mand, der døde i en arbejdsulykke for et år siden. Han efterlod mig og vores datter, der nu er 19 år og stadig bor hjemme, fordi hun studerer.

Jeg ved godt, at sorgen har ramt mig hårdt. Jeg føler mig tom indeni – og nærmest kun som et halvt menneske, der har mistet det bedste i sit liv. Min mand var den kærligste far og den bedste mand, man kunne ønske sig.

Jeg har derfor også haft svært ved at komme videre, fordi jeg stadig har behov for at tale om ham og ikke er parat til at give slip, men jeg kan godt mærke at min omgangskreds har mistet lysten til at høre på mig, og syntes, at jeg burde se at komme videre. Derfor er jeg selv begyndt at trække mig fra dem. Dels vil jeg da ikke være en belastning, og dels vil jeg heller ikke spille komedie for at stille dem tilpas.

Men så er der sket det, at min datter her forleden tog snakken op med mig, for hun har åbenbart gået og følt det samme som mine venner, og det har hobet sig op inden i hende. Hun er træt af, at jeg isolerer mig, og at jeg hænger fast i min sorg.

Da jeg forsøgte at forklare hende, hvordan jeg har det, blev hun vred, og i stedet for en god snak endte det i et skænderi, hvor hun truede med at flytte, for hun orker ikke at se mig gå rundt på den måde længere.

Tanken om også at miste hende kan jeg slet ikke overskue, og derfor er det så vigtigt for mig at jeg får hende overbevist om, at hun skal blive her. Jeg er så bange for at træde forkert her, at jeg tænkte, at du måske kan give mig et råd til hvordan jeg undgår at skubbe hende mere fra mig, end jeg åbenbart allerede har gjort?
L.I.

LÆS OGSÅ: Kære Vibeke: Kan jeg tillade mig at levere vennernes gave retur?

Vibekes svar

Jeg har stor forståelse for den sorg, du går igennem efter din mands pludselige død. Når det er sagt, så skal du også huske på, at du ikke giver slip på din mand, blot fordi du aktivt beslutter dig for, at du skal videre med dit liv. Din mand vil stadig være hos dig, selvom du vælger livet til igen.

Er din sorg så voldsom og ubærlig, så gå i sorggruppe eller tal med din lokale præst, det kender jeg rigtigt mange, der har haft stor glæde af.

Jeg tror også, det er nødvendigt for dig, at du bevæger dig ud ad den vej, hvis du vil beholde dit gode forhold til din datter. Jeg bryder mig ikke om, at du slet ikke har øjne for, at du er din datters mor, og at hun har mistet mindst lige så meget som du.

Lidt barskt sagt, er det ikke hendes opgave at gå og trøste dig og være vidne til, hvordan du synker hen i din sorg, det er din fornemme rolle som mor at være der for hende.

Magter du ikke det, er det faktisk et sundhedstegn, at hun siger fra og flytter. Og det vil måske i virkeligheden også være den bedste løsning – hun er altså 19 år og står ved indgangen til sit voksne liv, så hun har i forvejen nok udfordringer i sit unge liv.

Du bliver nødt til at se i øjnene, at ønsker du fortsat at blive i din sorg, så kommer du til at gøre det alene, så prøv at finde styrken til at komme videre. Det er jeg stensikker på, at også din afdøde mand ville ønske for både dig og din datter.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholds-problemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46,

2100 København Ø. Du har også mulighed for at ringe hver tirsdag kl. 10.00-12.00 på tlf. 30 85 19 68.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg og Familieliv