Brevkasse
SPONSORERET indhold

Brevkasse: Min nye nabo chikanerer mig. Hvad gør jeg?

Min nabo tager ikke hensyn til naboer, og hendes vaner fremprovokerer min astma og migræne, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
28. okt. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om ekstremt generende nabo

Jeg er en kvinde på 40, der for nylig flyttede ind i en ejendom, hvor der kun bor kvinder. Jeg har fået en ældre, udenlandsk nabo, som, lige da jeg flyttede ind, berettede om de grusomheder, hun havde været udsat for i sit hjemland.

Hun tilføjede, at hun derfor var typen, der ikke fandt sig i noget. Det tog jeg med ro, selvom jeg syntes, det var noget mærkeligt noget at sige, lige når jeg var flyttet ind.

Nu er sagen den, at jeg har fået store problemer med hende. Jeg lider af astma og migræne. Samtidig har hun den vane, at hun altid lader sin hoveddør ud til gangen stå åben. Det er generende, for hun altid har røgelsespinde tændt og laver mad, der lugter meget voldsomt. Vi bor i en korridorejendom, så lugten løber direkte ind til mig.

LÆS OGSÅ: Min mand vil ikke gøre noget ved sit dårlige humør

Jeg har flere gange venligt bedt hende om at lukke døren, men det nægter hun. Jeg har så åbnet vinduerne ude i opgangen for at få frisk luft, men et øjeblik efter har hun lukket dem igen.
De andre naboer er også generet, men de vil/tør ikke gøre noget ved det, for kvinden er meget paranoid og rethaverisk. Når jeg pænt har forsøgt at få hende til at lukke døren, har hun hånligt kaldt mig for „sart“ og andre ikke særlig rare ting. Bestyrelsen vil ikke blande sig i sagen, så der kan jeg ikke få hjælp.

Hvad gør jeg så? Jeg kan dårligt holde ud at være i min lejlighed, som det er nu. Skal jeg forsøge at skrive et sødt brev til hende, hvor jeg (igen) fortæller hende om min astma og min migræne. Hun har jo ikke villet lytte, de gange jeg har prøvet at forklare hende det. Jeg er ret sikker på, at hun er psykisk syg af en slags, for hun er også humørsvingende. Har du et råd?

LÆS OGSÅ: Jeg orker ikke min venindes brok

Vibeke Dorphs tre bud på en løsning

I din beskrivelse af din nabo lyder hun mildt sagt psykisk udfordret. Ud fra det, du fortæller fra hendes fortid og om hendes nuværende opførsel, ser jeg en kvinde, der har svært ved at finde ro i sig selv og derfor trives bedst med konstant at befinde sig i en slags medmenneskelig turbulens, hvor konflikter og konstant uro sørger for, at hun ikke mærker sig selv og alle de sikkert ubehagelige følelser, hun bærer rundt på.

Det er derfor, hun hellere søger konflikten og optrapper den i stedet for at løse den. Jeg er derfor bange for, at jo mere opmærksomhed, du skænker din nabo, desto værre vil hendes opførsel blive. Du vil således snarere puste til ilden end slukke den, hvis du bliver ved med at klage.

LÆS OGSÅ: Min svigerfamilie afviser mig. Hvad gør jeg?

Min erfaring er, at den bedste måde at omgås mennesker som din nabo på, er så vidt muligt at ignorere dem. Jeg tror nemlig, at hun ubevist vil blive ved med at provokere med sin åbne dør og alle sine lugte, så længe hun fornemmer, at der er hul igennem til dig. Netop, fordi konflikter „mætter hende“, og fordi hun sikkert også forveksler rimelig kritik af sin opførsel med personlig forfølgelse.
Kan du virkelig ikke få bestyrelsen til at gribe ind, så forsøg dog at skriv et venligt, kort og sagligt brev til hende. Hold dig fra at anklage hende, men gør hende konkret og venligt opmærksom på, hvordan de mange lugte påvirker dig. Lad endelig være med at forfalde til alt for mange selvmedlidende følelser om, hvor svært du har det, for det vil kun tirre hende og få hende til at føle sig (uretmæssigt) manipuleret og dermed provokeret.

Hjælper det ikke, jamen så er der jo ikke andre muligheder, end at du forsøger at få byttet din lejlighed til en anden i ejendommen eller finder et andet sted at bo. For dit liv er for kort til, at du skal spilde det på meningsløse magtkampe med din psykisk syge nabo.

Anbefalet til dig