Vibeke Dorphs brevkasse
SPONSORERET indhold

Min svigerfamilie afviser mig. Hvad gør jeg?

Min svigerfamilie er begyndt at komme med undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kan komme med, når min kæreste skal besøge dem, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
04. okt. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmet brevkasse

Jeg er en kvinde på 24, der for halvandet år siden har fundet den sødeste mand, som jeg er fuldstændig vild med. Problemet er overhovedet ikke ham, men hans familie.

Min kæreste valgte pga. uddannelse at flytte fra sin barndomsegn. Selvom han siden er blevet færdig, ønsker han ikke at flytte tilbage igen, også selvom jeg har sagt, at jeg i så fald godt vil flytte med ham.

Den beslutning går hans familie meget på, men det er, som om de giver mig skylden for den. I starten af vores forhold var jeg velkommen hos min kærestes familie, men siden er de begyndt at komme med undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kan komme med, når min kæreste skal hjem og besøge dem.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Jeg savner min veninde, men hun vil ikke ses

Jeg kommer selv fra en imødekommende familie, så jeg er slet ikke vant til den slags. En af de få gange, hvor jeg var med derovre, overhørte jeg min kærestes søster sige til en veninde, at jeg var skyld i, at de aldrig så ham mere. Det forstår jeg ikke, hans familie kommer sjældent og besøger os, jeg tror, at de højst har været her to gange i løbet af det sidste halvandet år. Alligevel forventer de, at min kæreste kommer hjem og besøger dem hver weekend.

Sagen er så, at jeg nu er blevet gravid, og mens både min kæreste og jeg er lykkelige, så var reaktionen en ganske anden hos hans familie. De var overhovedet ikke begejstrede og var mest optagede af, hvordan det ville påvirke min kærestes søster, der ikke selv har fået børn endnu.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Er jeg virkelig en følelsesvampyr?

Jeg fatter ikke deres opførsel. Min kæreste har prøvet at forklare dem, at jeg er det bedste, der er sket ham, og at han er klar til at starte sin egen familie. Min egen familie er også ovenud lykkelige på vores vegne. Jeg synes, at jeg har prøvet alt for at komme hans familie i møde, men nu er jeg der, hvor jeg ikke orker mere. Jeg vil jo heller ikke have, at vores kommende barnebarn skal blive udsat for følelsen af altid at være uvelkommen. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph svarer

Jeg kan godt forstå din usikkerhed i forhold til din nye svigerfamilie, for deres opførsel lyder da også ret underlig for mig. Jeg kan derfor heller ikke lade være med at tænke, at din kærestes manglende lyst til at flytte tættere på dem netop også har noget med det at gøre?

Det lyder jo, som om han bliver betragtet som en slags familieejendom, når hans forældre blander sig så meget i hans liv, som de gør, og hans søster tillader sig at give dig skylden for, at de ikke ser ham så tit. Som var han en ting uden vilje og ikke et voksent menneske. 

Lad være med at lave om på dig selv for at behage dem

Vibeke Dorph

Nu lader det dog også til, at du ikke kender din svigerfamilie særligt godt endnu. Alle mennesker er forskellige, det gælder også familier. Derfor er mit råd, at du forsøger at slå koldt vand i blodet og ikke puster yderligere til konflikterne. 

Du skriver, at du selv har en god familie, så hold dig til den og find den støtte, du snart får brug for, hos din kæreste og i din familie. Vær så ellers sød og imødekommende over for din svigerfamilie. Lad være med at lave om på dig selv for at behage dem, vær den unge kvinde, du er, den, din kæreste forelskede sig i. 

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vi klarer ikke en ferie med vennernes forkælede datter.

Hvis du ikke orker at tage med over til din kærestes forældre i den kommende tid, så er det fint. Du er gravid og skal tænke på dig selv og dit barn. Men det er også at tænke på dit barn og din kæreste, hvis du gør dit til, at konflikten ikke optrappes, så hold dig fra at dyrke problemerne, søg løsninger i stedet. Det er i virkeligheden også meget mere overlegent, end at lade sig provokere og slå ud. 

For som sagt; det er dig, der står med alle de gode kort på hånden; Du lyder selv så sød og fornuftig, du har en dejlig kæreste, du venter dit første barn, du har kort sagt det hele, så nyd det i stedet for at lade dig slå ud af din svigerfamilies – indrømmet – ret aparte opførsel.

Anbefalet til dig