Kære brevkasse: Min veninde er som en lille underdanig hund

Hjemmets brevkasse

Jeg er 56 år og blev skilt for to år siden. Det var min mand, der gik, og jeg brugte over et år på at være helt nede og have ondt af mig selv. Det fortryder jeg nu, men på mange måder er der også kommet en masse godt ud af det, fordi jeg efterhånden fandt ud af mere om, hvem jeg selv var.

Jeg skiftede også job, og på mit nye arbejde er det vigtigt at være godt klædt og bruge makeup så efter en lang og musegrå periode, gav jobbet mig en opblomstring, som jeg er lykkelig for. Jeg har også mødt en sød mand, som jeg ser, men ikke har noget mere fast kørende med – endnu.

Via mit arbejde fik jeg også kontakt til en sød kollega/veninde, som jeg har talt en del fortroligt med i frokostpauserne. Hun har hørt om mit privatliv, fordi hun selv er single og – modsat mig – meget søgende efter en mand. Vi har haft mange gode og dybe samtaler sammen i tidens løb.

Mit problem er, at jeg føler, at hun fra at være lyttende og give modspil nu taler mig efter munden og er blevet alt for underdanig. Selv min tøjstil kopierer hun. Jeg kan komme på arbejde iført en ny, lækker trøje, ugen efter dukkede hun op med den samme.

Jeg var faktisk rigtigt glad for at tale fortroligt med hende, men nu kan jeg snart ikke holde hende ud. Jeg vil bare så gerne have den kollega tilbage, som startede med at være klog og lyttende, selvstændig og stærk, for hende trænger jeg til, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt uden at gøre hende sur og ked af det.
K.L.

Vibekes svar

Jeg tror nu ikke, at det er din veninde, der er sket så meget med, det er snarere dig. Du har været igennem en hård skilsmisse og dygtigt formået at samle dig selv op. Den rejse giver et selvværd, som hverken gods eller guld kan hamle op med – det er godt gået af dig, så tillykke med det!

Nu lader det så desværre ikke til, at din veninde (endnu) har formået at tage samme elevatortur op til det gode selvværds skyhøje tinder. Hun kæmper stadig med en åbenlys dårlig selvtillid; det illustrerer hun ved at tale dig efter munden og iføre sig det samme tøj som dig i håbet om, at hun ved at gøre som dig vil blive som dig.

I stedet for at lade dig irritere af hendes usikkerhed, så skal du huske på, at vores liv er fyldt med op- og nedture. Det gælder også for venskaber, og hold op, hvor ville det være forfærdeligt, hvis vi droppede vores venner, fordi de ikke lige var på toppen. Hvilket kynisk menneskesyn ville det ikke også vidne om? Og hvad med én selv, den dag man røg ned med flaget? Kunne man så også bare se frem til, at ens venner skrottede én? Det håber jeg da virkelig ikke!
Var jeg dig, ville jeg derfor skynde mig at lægge den lidt nedladende attitude, du har over for din usikre veninde, på hylden. Du skal huske på, at dømmer du et menneske for at være svag, fortvivlet, forvirret, usikker eller ydmyg, så er det i sidste ende dig selv, du dømmer hårdest.

Så drop nedladenheden og øv dig i stedet i at være en god ven for din knap så selvfede veninde. Hun har brug for dig, vær du glad for det, og husk så i øvrigt på, at det en dag kan være dig selv, der igen har brug for en god og ikke mindst trofast ven.