Kære brevkasse: Hvorfor skal jeg forsvare, at jeg bor alene?

Hjemmets brevkasse

Så skete det igen. Til en ellers hyggelig middag hos en gammel skoleveninde, der fyldte rundt. Jeg sad sammen med seks andre kvinder og var midt i at fortælle om den tilbygning, jeg er ved at få lavet til mit lille landhus, da spørgsmålene faldt: „Hvor længe har du været alene? Hvorfor har du ikke en mand?“

Det er ikke første gang, det sker. Gerne helt ud af det blå, og hver gang bliver jeg en blanding af paf og ked af det. For jo, jeg har været gift endda to gange. Første gang med en mand, som jeg fik mine to voksne børn med, men som døde alt for ung. Anden gang ganske kort, det var en fejl, han var ikke noget godt menneske, hverken over for mig eller mine børn, så vi blev skilt. Siden da – det er snart 15 år siden – har jeg boet alene og haft det godt med det.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min drømmealtan er endt som et mareridt

Derfor bliver jeg så ked af det, når jeg som f.eks. til min venindes fødselsdag skal sidde og forklare nogle mennesker, jeg ofte slet ikke kender særlig godt, hvorfor jeg ikke har en mand, og hvorfor jeg ikke har lyst til at få en. Jeg føler mig kritiseret og dernæst blottet, når der bliver tavst omkring bordet, og alle øjnene hviler på mig.

Jeg kan da godt se, at det kunne være dejligt at møde en sød mand. Men når man har rundet de 62, hænger de altså ikke på træerne, og jeg har ikke lyst til at få en mand for enhver pris. Har du et råd til, hvordan jeg slipper af med alle disse ubehagelige spørgsmål uden at skabe dårlig stemning?

Vibeke Dorph svarer 

Jeg var selv alene i en længere periode af mit liv, og jeg kender desværre udmærket til den slags ubehagelige og intimiderende spørgsmål – sjovt nok gerne stillet af andre kvinder.

Jeg fandt det også virkelig ubehageligt, når jeg skulle sidde over for næsten fremmede mennesker og redegøre for, hvorfor jeg levede alene – jeg kunne aldrig selv finde på at spørge andre om den slags.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Jeg er blevet bange for at møde kærligheden

Nu er jeg siden blevet gift igen, men jeg oplever stadig kvinder, der har alt, alt for travlt med at stikke deres næser i andre menneskers liv. „Hvorfor har du ikke en mand? Hvorfor har du ikke børn?“ Min erfaring har lært mig, at kvinder, der går så meget op i den slags, ofte selv lever ret så kedelige liv med ditto kedelige mænd. Måske derfor har de ondt et vist sted over, at andre kvinder vælger at leve deres liv som frie fugle på godt og ondt.

Man har altid lov til at trække en streg i sandet, når andre træder en for nær. Du kan med rette lukke ballet af ved at sige, at det emne gider du bare ikke tale om, men du kan også gøre noget andet.

Nemlig vende spørgsmålet 80 grader rundt og spørge den stiknæsede om, hvorfor hun har valgt at leve i et ægteskab? Om det ikke også nogle gange er dødssygt og ret så ensomt? Bliver hun fornærmet, kan du spørge, om du så ikke har lige så meget ret til at blive det. Griber hun i stedet bolden, kan det måske give en mere ligeværdig og langt mere interessant samtale om, hvorfor folk vælger at leve deres liv, som de gør.