Kære brevkasse: Min datter er kommet i dårligt selskab

Hjemmets brevkasse

Jeg har i mange år boet alene med mine to børn, en dreng og en pige. Jeg har altid haft et godt og tæt forhold til dem begge; det kniber nu med den ældste, min datter på 16 år, der efter min mening er kommet i dårlig selskab.
Efter sommerferien startede der i hendes klasse en pige, der viser sig at være meget fremme i skoene – de går i 9. klasse. Pigen både drikker og ryger, passer ikke sin skole, og det er mit indtryk, at hun tilbringer det meste af sin tid væk fra sit hjem.

Alt det ved jeg, fordi hun desværre hurtigt blev min datters veninde og derfor kommer her og overnatter her også konstant. (Jeg har altid været åben for, at mine børn kunne have deres venner sovende, men hun sover her mindst et par gange om ugen).

Min datter er, så vidt jeg ved, ikke begyndt at ryge, men de går i byen, og jeg har en gang måtte hente dem, hvor veninden var så fuld, at hun ikke var til at komme i kontakt med. Jeg forsøgte der at få fat i forældrene, det viste sig umuligt. Ingen svarede, hverken på hendes eller fra min telefon!

Ifølge min datter er de lige blevet skilt. Faren har en ny dame, der ikke vil have pigen indenfor, mens moren er gået ret så meget ned med flaget.

Det er da synd for pigen, men der er i mine øjne et stykke vej til, at hun skal bo hos os. Hun kan da være sød – men også være mut, afvisende og værst; med dårlige manerer. Hun roder, rydder ikke op efter sig, har røget indenfor – listen er lang.

Min datter ryster på hovedet og kalder mig en tarvelig egoist, når jeg siger, at det er blevet for meget, så på den måde har den ny veninde også været med til at stikke en kile imellem os. Hvad gør jeg?
H.L.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min veninde behandler sine dyr forfærdeligt

Vibeke Dorphs svar

Desværre er det kun i eventyrene, at børn, som er ramt af den sociale og psykologiske arvs slagside, alligevel formår at være søde og velopdragne. Tænk på Tornerose og Askepot, der trods deres turbulente opvækst alligevel fremstår som to velopdragne engle.

I virkelighedens verden er det ganske anderledes, her straffes den slags børn dobbelt af skæbnen. For de er ikke bare udstødt af deres forældre; deres egen reaktion på en så grum opvækst afstedkommer, at de opfører sig så aggressivt og uopdragent, at alle andre også ender med at vise dem vintervejen.

Se nu bare på din datters veninde. Hun er ucharmerende, uopdragen, mut og kort sagt ikke til at holde ud. Og ja, det er hårdt for omgivelserne, men tænk engang på, hvordan hun egentlig går og har det indeni, afvist som hun åbenlyst er det af sine forældre, der ikke er deres forældreansvar voksen.

Er det så dit problem? Næ, det er det vel ikke. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvis vi alle sammen bare smækker døren i og i sidste ende overlader den slags børn til de sociale myndigheder, så bliver verden aldrig bedre. Vi har alle sammen et ansvar over for hinanden, og jeg tror faktisk, at vi vil få et rigere liv, hvis vi tager det på os.

Hermed ikke sagt, at du skal tage pigen til dig som din egen, jeg tænker blot, om hun ikke kan få lov til at have et lille helle hos jer – på dine præmisser vel at mærke.

I stedet for tavst forarget at se til, hvordan hun roder og er mut, så opdrag dog på hende, hun lader i den grad til at have brug for det. Fortæl hende, at hun er velkommen hos jer, men at når hun er der, så er det jeres regler, der gælder. Her rydder vi op efter os, her taler vi pænt, her passer vi vores skole, her kunne vi ikke drømme om at ryge indenfor.

Gør du det på en ordentlig måde, så føler hun sig inkluderet i jeres familie, og så retter hun ind. Og jo, det kræver lidt af dig, men sådan er det at være et ordentligt menneske. Vi kan ikke altid bare henvise til nogle andre, vi har altid selv et ansvar over for hinanden, hvis vi altså har overskuddet, og det lader du til at have.