Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Børn nytårsaften
Foto: Stockbillede, Getty Images Hvordan håndterer man venner med uopdragne børn? Det tager Vibeke Dorph stilling til.

Vibeke Dorph om uopdragne børn

Kære brevkasse: Vi orker ikke hendes uopdragne børn nytårsaften

Kan vi tillade os at invitere vores venner til nytårsaften uden deres uopdragne børn, spørger en læser Vibeke Dorph i Hjemmets brevkasse.

Hjemmets brevkasse: Skriv til Vibeke Dorph

Min mand og jeg er del af en gruppe venner på seks-otte stykker, som vi ser løbende og også plejer at holde nytårsaften sammen med. Det har altid været hyggeligt og ret stille og roligt, i sær efter at vores børn er blevet ældre og enten er flyttet hjemmefra eller holder nytår med deres venner.

En af vennerne fra vores lille flok blev skilt for fire år siden og fandt sammen med en kvinde, der er en del yngre end ham. Hun er en ret speciel pige, der er enlig mor til to små børn.

Sidste år holdt vi nytår hos vores genbo, der også er en del af "kliken". Her dukkede vores ven og hans kæreste naturligvis op. At de havde hendes børn med kom dog som en overraskelse for os andre, og denne her nytårsaften endte desværre pga. netop de børn at blive kaotisk og ikke særlig hyggelig.

Jeg har ikke noget imod børn, men det generede mig konstant at blive afbrudt under middagen af et barn, der ville fortælle mig noget, ikke ville spise maden, hellere ville spille et spil, afbrød samtaler efter forgodtbefindende, blev uvenner med sin søster eller hun med ham, uden at deres mor på noget tidspunkt greb ind eller irettesatte dem.

Børnene endte med at løbe overtrætte rundt til langt over midnat, ja, vi gik faktisk før den ældste, en dreng på seks år, var dejset omkuld. Vi gjorde alle vores bedste, men vi var bagefter enige om, at den nytårsaften havde vi ikke lyst til at gentage.

Det er i år min mand og jeg, der står for at holde nytårsaften, og vi er kommet meget i tvivl om, hvad vi gør, for vi magter ikke en gentagelse af sidste års kaos. Vi ved, at vores ven regner med, at de er inviteret, men kan vi tillade os at sige, at det er de da, men det er altså uden hendes børn?
G.H.

Vibeke Dorph svar

Ja, det synes jeg faktisk godt, at I kan.

At forældre af den ene eller anden grund kan blive nødt til at medbringe deres små børn til en fest eller et middagsselskab, skal der helt sikkert være plads til. Men når jeres ven og hans kæreste medbringer hendes børn uden først at gøre opmærksom på det for dernæst ikke at tage sig af børnene og sørge for, at de er til at holde ud for deres omgivelser, det er tarveligt, ikke bare over for jer, men da også over for de stakkels børn.

For den måde, hvorpå du beskriver børnenes opførsel, vidner jo om, at også de i den grad har savnet nogle opmærksomme og kærlige rammer for aftenen, som jeres ven og deres mor har forsømt at give dem. De ville derfor have haft større glæde af at holde deres nytårsaften i ro og fred derhjemme, i stedet for at skulle tilbringe aftenen i selskab med mennesker, der rimelig nok har udstrålet træthed over dem og deres opførsel. Gider man ikke opdrage på sine egne børn, så forsømmer man dem, og det synes jeg da, at jeres ven og hans kæreste har gjort her.

Derfor er det da kun rimeligt, hvis I meddeler jeres ven, at både han og kæresten er velkommen, men at det er en nytårsaften for voksne og ikke for børn. Lad være med at gå ind i sidste års kaos, bare meld ud, at det er sådan, konceptet er hjemme hos jer i år.

Om de så vælger at få børnene passet, eller om de bliver hjemme, må være op til dem. Både børn og voksne er under alle omstændigheder bedst tjent med rene linjer, så sørg for at få dem stukket ud inden alt for længe.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. Du har også mulighed for at ringe hver tirsdag kl. 10.00-12.00 på tlf. 30 85 19 68.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme