Kære tidsegoister, tag jer sammen! Det er dårlig stil, når I gang på gang kommer for sent
SPONSORERET indhold

Kære tidsegoister, tag jer sammen! Det er dårlig stil, når I gang på gang kommer for sent

Hvornår blev det legitimt at lade sine veninder sidde alene og vente?, spørger journalist Emma Kleist Christensen.

Af:: Emma Kleist Christensen Foto: Amalie Louise Larsen
28. mar. 2018 | Livsstil | ALT.dk

”Vi skal lige købe noget alkohol, men vi er på vej”.

Sms’en tikker ind kl. 19.05 en fredag aften. Vi sidder to mennesker og venter på de gæster, der skulle være kommet klokken syv, men ingen er her endnu.

Det er en pigemiddag, og værten har brugt mange penge og lang tid på at lave mad og gøre rent. Maden er allerede varm og klar til at spise. Men veninderne er her ikke.

Tiden går, og vi to, der er de eneste til selskabet, bliver mere og mere frustrerede. Kun en enkelt gæst har givet en begrundelse, men ellers hører vi ikke noget.

Læs også: Kære brevkasse: Jeg føler mig svigtet af mine veninder

En halv time senere dukker den første gæst endelig op. Og halvanden time efter, at middagen skulle være startet, ankommer den sidste.

En egoistisk tendens

Det kan måske lyde som om, at denne venindegruppe er ekstraordinært tarvelige mod hinanden, men det er desværre ikke min oplevelse. For det sker hele tiden - både blandt mine egne veninder og blandt mine veninders veninder:

Folk kommer for sent. De kommer, når det passer dem – og om det er en halv eller en hel time efter det tidspunkt, de er blevet inviteret til, lader de ikke til at bekymre sig ikke om. Overhovedet.

Men hvorfor er det egentlig, at de har så svært ved at nå frem til tiden?

Læs også: Kære mobilafhængige medmennesker: Hvad skete der med nærværet?

Fair nok, hvis din bedstemor pludselig blev indlagt med en blodprop, eller at du er faldet på cykel på vej hjem til din veninde. Det er helt legitime undskyldninger, fordi det er situationer, der er sket uden for din egen kontrol. Men lad os nu være ærlige: For de flestes vedkommende er problemet nok snarere, at de brugte for lang tid på Instagram efter badet, eller at de havde tøjkrise og ikke kunne vælge en kjole.

Og det er bare virkelig egoistisk overfor den person, der sidder og venter. For hvornår blev det nogensinde i orden at spilde andre menneskers tid?

Gå ud af døren lidt før

Jeg gør selv en dyd ud af at komme til tiden, men det kan selvfølgelig smutte engang imellem. For ja, jeg har da også prøvet, at toget var forsinket, eller at jeg glemte tiden derhjemme. Det kan ske for alle, og så siger man undskyld for forsinkelsen og strammer sig an næste gang.

Det er ikke én enkelt forsinkelse, der er problemet. Problemet er, at alt for mange tror, at det er i orden at komme for sent, og gør det konsekvent. Er det fordi, de synes, at deres tid er vigtigere end deres veninders? Eller fordi, de tror, at det er en charmerende del af deres identitet at være ”hende der altid kommer for sent”?

Læs også: 44 ting vi drømmer om at gøre, men lader være med i høflighedens navn

I min bog er det bare tarveligt og respektløst overfor de veninder, der gang på gang må sidde og vente. Og jeg taler af erfaring, når jeg siger, at man føler sig virkelig ensom og totalt til grin, når man sidder alene og venter på, at ens veninde er færdig med at tjekke Instagram og vælge kjoler.

Da gæsterne endelig ankom til pigemiddagen, var de alle overraskede over, at ingen var kommet til tiden. At det ikke kun var dem selv, der skulle bruge en time på at købe alkohol, eller brugte for lang tid på at gøre sig klar derhjemme.

De havde nok tænkt, at det var OK at komme for sent, for ”de andre kan jo bare hygge sig i mellemtiden”.

Men de andre hygger sig ikke i mellemtiden. De sidder og venter på dig.

Der bliver lagt mærke til det, når du kommer for sent. For du blev inviteret af en grund. Så når du kommer en time for sent eller først svarer på en Facebook-invitation i sidste øjeblik, så er der en veninde i den anden ende, der bliver såret eller føler sig brændt af.

Og kære tidsegoist: Prøv at overvej, hvem det er, du tramper på. Det er dine veninder. Det er folk, du holder af, og som regner med dig. Og de bliver kede af det, når du ikke viser dem den respekt, de fortjener.

Så lad os alle sammen tage os sammen, og komme ud af døren. Tjek rejseplanen, gør dig klar i god tid og tag din makeup med i tasken, hvis det kniber med at få lagt den, før du skal afsted. For det er altså ikke så svært at komme til tiden.

Anbefalet til dig