Vibeke Dorph
SPONSORERET indhold

Kære brevkasse: Hvorfor bliver jeg konstant vraget af mænd?

Jeg ser en mand, der bliver ved med at bryde med mig. Hvad skal jeg stille op, spørger en læser i denne uges brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty
05. okt. 2017 | Livsstil | Hjemmet

Jeg er 43 år og enlig mor til en dreng på tre år. Det går fint, men jeg har mødt en mand for ca. et år siden, som bliver ved med at vende tilbage til mig, selvom han har stoppet vores forhold flere gange!

Han er 46 år i sin bedste alder og er rigtig dejlig, men som sagt har han brudt med mig med forklaringen om, at han ikke har tid og overskud, eller at han ikke kan leve op til mine forventninger.

Han har også sagt, at han slet ikke vil have en kæreste, men hver gang vender han tilbage efter lidt tid, og jeg hopper i hver gang. Jeg har længe villet bo i den by, hvor han bor, og har også fået et job der nu, så det kunne måske blive til mere, hvis jeg flyttede?

Lige nu skriver vi sammen dagligt, jeg tror, hans problem er, at han har dårlige erfaringer med kvinder. Han synes, vi stiller for mange krav. Det er også et problem, at jeg med ham, som med alle de andre mænd jeg har kendt, bliver besat. Mændene kommer til at fylde alt for meget og betyde alt for meget for mig! Og så kommer jeg til at skrive for ofte og kræve opmærksomhed, fordi mit humør næsten svinger i takt med, om de nu har svaret eller ej.

Mit spørgsmål er, skal jeg indse, at han kun er ude efter sex – ligesom 90 % af de mænd, jeg har mødt, er det – eller er der reelt noget at tro på her? Hvad hvis jeg spiller sværere at få fat på? Vil det hjælpe? Eller skal jeg bare droppe det?
N.N.

LÆS OGSÅ: Kære Vibeke: “Jeg er forelsket i min kærestes ven”

Vibekes svar

Det første, jeg tænkte, da jeg læste din mail, var, hvorfor du bliver ved med at lede efter kærlighed hos mænd, som ikke vil give dig den? Hvad er det for et mønster, du har skabt i dit liv, hvor du hele tiden sætter dig i en situation, hvor du konstant skal måles og vejes og i sidste ende findes for let, i stedet for at leve i et forhold, hvor du bliver ­ubetinget elsket, som den, du er?

Jeg tror, det er vigtigt, at du finder ud af, hvor det mønster stammer fra. Når jeg læser din beskrivelse af, hvordan du er, når du er sammen med en mand, så slår det mig, at dit selvværd som kvinde og menneske er elendigt. For når du i den grad tilsidesætter din egen hverdag og bliver så besat af en mand, tyder det på, at dine forelskelser handler om et behov for at glemme dig selv. 

Hvorfor? Hvorfor vil du hellere leve som en smådesperado, der klamrer sig til en mand, der ikke vil have dig, i stedet for at skabe et godt liv for dig selv og din søn?

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at du lige nu bruger mænd, som andre bruger stoffer eller alkohol – for at glemme sig selv. Og ligesom jeg ville anbefale en alkoholiker at stille flasken på hylden for at komme ud af sit misbrug, vil jeg klart anbefale dig at gøre det samme med mænd for en periode.
For nej, naturligvis skal du under ingen omstændigheder rykke teltpælene op for at forfølge en mand, der flere gange har droppet dig og nu har mumlet et eller andet uklart om, at han måske alligevel godt vil have dig. Helt ærligt, hvorfor byder du dig selv sådan en kummerlig oplevelse? Hvis du ikke kan tænke på dit eget ve og vel, så tænk på din søn. Han er ikke tjent med at vokse op i et så voldsomt følelsesmæssigt kaos.

Og begynd så at arbejde med dig selv. Har du læst bogen „Kvinder, der elsker for meget"? Jeg har anbefalet den før, og den er gammel, ja, men det gør ikke det, der står i den, mindre sandt. Og så ville jeg måske også ofre penge på en god psykolog – det er en god investering i din fremtid, også for din søns skyld.
For selvfølgeligt kan du få et godt liv. Begynd med at skabe det for dig selv og for din søn, så øges dit selvværd, hvilket i sidste ende er det, der vil gøre dig til en værdig og sund kæreste for den mand, der senere hen er så heldig at score dig.

Anbefalet til dig