Kære Vibeke: “Jeg har mistet tilliden til min eksmand”

Min eksmand og jeg blev skilt for to år siden. Sammen har vi to piger på i dag otte og 10 år. Min eksmand er en sød, sjov og vellidt mand, men han tog i mine øjne ikke ansvar, da vores to piger kom til verden. Vi skændtes konstant og endte med at blive skilt.

Desværre synes jeg ikke, at min eksmand er blevet mere voksen og ansvarlig efter skilsmissen. Han insisterer på at have vores døtre 5/9, og de elsker da også deres far højt, men jeg er urolig, hver gang de er hos ham, for jeg stoler ikke på, at han magter opgaven.

Mine bange anelser har nu desværre vist sig at holde stik. Min eksmand var tidligt på sommeren på lejr med pigerne. Her skulle de bo i telt og leve det frie liv i naturen med en gruppe andre fædre med børn. De var væk i fire dage, og jeg fornemmede godt, at min ældste pige brændte inde med noget, da de kom hjem.

Efter pres fra min side kom det frem, at hun var blevet væk på sommerlejeren. Hun og en veninde var gået bort fra lejren for at købe is, selvom de havde fået besked om, at det skulle de ikke. De blev heldigvis fundet i god behold efter en intens eftersøgning, men jeg er syg ved tanken om, hvad der kunne være hændt dem – det var jo tæt på skov og strand.

Min eksmand havde intet nævnt om episoden. Jeg har konfronteret ham, og han indrømmede episoden og sagde, at han havde haft det skrækkeligt. Han ville dog ikke fortælle mig om det, fordi han vidste, „hvordan jeg ville reagere". Jeg er stadigvæk gal på ham, men mest af alt er jeg nu kun endnu mere bange for, hvad der kan ske mine piger, når de er hos deres far. Hvad gør jeg? K.L.

Vibekes svar
Angsten, uroen og et deraf følgende enormt behov for omsorg og beskyttelse rammer de fleste af os kvinder, når vi får børn.

Underligt nok synes denne angst ikke at ramme mænd lige så voldsomt. De lever videre som førhen, tager forældrerollen på sig med ophøjet ro, og jeg tænker, om der ikke også er en mening med det? Jeg synes nemlig, at når jeg ser på forældre, så har mødrene travlt med at beskytte, mens fædrene har travlt med at lære deres børn at stå på egne ben.

Det gjaldt for min veninde, hvis store datter på 12 aldrig havde lært at cykle, fordi min veninde mente, at det var for farligt at cykle rundt i storbyen, derfor blev pigebarnet altid kørt i bil. Så fik min veninde en ny mand i sit liv, der på en weekend lærte den store pige at cykle.

Det gjaldt også for min egen datter, der i en alder af 10 år vendte hjem fra Australien, hvor hendes far stammer fra, som en habil surfer, fordi han havde lært hende surfe på Stillehavets bølger. Det kan jeg love dig for, at hun ikke havde lært, havde jeg været til stede, men nu kan hun altså surfe som en indfødt, mens min venindes 18-årige datter cykler hjemmevant rundt i de københavnske gader i stedet for at lade sig transportere rundt i sin mors bil.

Alt det her sagt, fordi jeg faktisk ikke tror, at der er tale om uansvarlighed fra din eksmands side, men snare en tillid til, at hans døtre kan mere, end du tror, de kan. At det så i dette tilfælde ikke holdt stik er ærgerligt, men din datter har så lært noget om at holde aftaler og om det væmmelige ved at fare vild, og din eksmand har nok også lært, at han skal holde lidt mere øje med sine piger.

Den eneste fejl, din eksmand i mine øjne har begået, er, at han ikke fortalte dig om episoden, så snart de kom hjem. Det er altså også en graverende fejl, som du må få ham til at forstå, ikke skal gentage sig. Det gør du bedst i et roligt og voksent sprogbrug, og drop i det hele taget din mistroiske og anklagende adfærd over for ham, for det fører ingen gode steder hen for nogen af jer, det ser du jo selv nu.