Kresta Asp Augustesen
Foto: Privat Kresta Asp Augustesen og hendes mand, Simon, sagde ja til hinanden i oktober 2019. Nu befinder de sig på hver side af Atlanten og ved ikke, hvornår de ser hinanden igen.

Kærlighed på afstand: “Det er bare en lille smuttur”, var det sidste, jeg sagde til ham

30-årige Kresta Asp Augustesen havde netop fundet sig til rette i sit nye hjem og nye liv i New York med sin mand, Simon. Men en smuttur til Danmark blev til en ufrivillig karantæne – og kærlighed på distance.

Den 8. januar klippede jeg mit gule sundhedskort over.

Nu er det alvor, tænkte jeg.

“Hvis du flytter til udlandet, ophører din sociale sikring i Danmark, og du skal aflevere dit gule sundhedskort,” stod der i en mail, da jeg klikkede ‘GODKEND’ på Borger.dk. 

Nu skulle min hverdag have en saltvandsindsprøjtning - farvel og på gensyn Danmark!  

Forventningsfuld og med en dugfrisk vielsesattest i hånden, satte jeg mig i flysædet ved siden af Simon, hvis efternavn jeg nu deler.

Alle, der har prøvet det, ved, at det er en helt særlig fornemmelse. Nu står vores fælles navn på postkassen i “Guds eget land” – landet med den orange præsident.

Flytte Kresta.jpgInden coronaen havde lammet verdenen, pakkede vi - i ro og mag - vores Vesterbro-hjem ned. Foto: Privat.

Fra touchdown til lockdown 

Flybilletten hang på køleskabet, siden vi flyttede ind i vores nye lejlighed i New York.

Jeg skulle hjem for at fejre min mors 60-års fødselsdag. Vi skulle fejre hende nord for polarcirklen, i skæret fra nordlyset og klø et rensdyr bag øret. Men så langt kom vi aldrig.     

Selvom Covid-19 allerede var konstateret i New York, og Danmark var fyldt med hjemvendte skiturister, gik virkeligheden ikke rigtig op for mig. Simon fik pludselig travlt på arbejde og måtte blive i USA. 

“Det er sikkert snart ovre, men pas på dig selv,” sagde han, da vi kyssede farvel i Newark lufthavn.

Ubesværet gled jeg igennem check-in med Rimowaen siksakkende efter mig. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til håndsprit på piedestaler. De var her ikke sidst.

“Vi ses snart, det er bare en lille smuttur”, var det sidste, jeg sagde til ham. 

En farlig gæst  

“Klokken er 13.45 lokal tid, og vi kommer nu rundt i kabinen med en lille håndserviet inden landing.”

Jeg havde været ni timer undervejs og var træt. Det eneste, jeg kunne tænke på, var en sprød surdejsbolle fra BRØD med Vesterhavsost. Smagen af Danmark samlet i én, himmelsk mundfuld.

Kresta og Simon ny bolig.jpgFlyttekasserne ankom fra Danmark, og penselstrøg for penselstrøg forvandlede vi vores amerikaner-hjem til et, der lignede det, vi kom fra. Foto: Privat

En høflig, men bestemt stewardesse mindede mig om at spritte mine hænder af, inden jeg gik ud af flyveren. “Bevares“ tænkte jeg og rullede en smule med øjnene, men sprittede alligevel af en sidste gang.

Jeg slog mobilens flytilstand fra og fik med det samme en sms fra min søster:  

“VELKOMMEN TIL DK SØS - JEG VENTER PÅ DIG VED METROEN OG HUSK AT BRUGE HÅNDSPRIT <3 ”

Min lillesøster er jysk og snusfornuftig (og har altid været det), så jeg læste beskeden med et smil i mundvigen og samlede mine ting. Bare et par timer senere blev jeg klogere, meget klogere! 

Karantæne og kedsomhed 

I dag er det 16 dage siden, jeg landede til et Corona-ramt Danmark, og 13 dage siden, at de amerikanske grænser lukkede.

Min svigermor er historiker og har gentagne gange trukket referencer til den seneste verdenskrig: “Dengang blev mange familier splittet”, minder hun mig om.

Jeg må igen trække på smilebåndet, men hendes ord bliver alligevel hængende, længe efter at vi har lagt på. 

Dagene er gået med karantæne, kedsomhed og kærlighed på langdistance, og det ser ud til, at jeg er kommet igennem min snue med skindet på næsen.

Men jeg savner min hverdag, min mand og mit nye hjemland, som nu er ladt i stikken. Karantæne er hård kost for alle, men måske særligt for en nygift som mig?

Vi havde lige lovet hinanden at være der “i medgang og i modgang”, men så stak jeg åbenbart af til Danmark.

Kresta og Simon New York.jpgHer står Simon og jeg, inden coronaen satte verden på pause. Foto: Privat

Det er svært at acceptere, at andre har taget styringen, og ingen præcis ved, hvornår jeg kan komme hjem. 

Jeg er ikke strandet ligesom dem i Marokko. Jeg skal ikke reddes af Udenrigsministeriet. Jeg er bare strandet i min søsters toværelses på Vesterbro.       

Og nu glider de mørke skyer også ind over Manhattan: “New York er USA’s epicenter for udbruddet,” siger de i nyhederne. Og deres tal er dystre, meget dystre.

Nu lukker de ned, stat for stat. De hamstrer toiletpapir, håndsprit og håndvåben. Amerikanerne er skrupskøre. 

‘Lost in translation’ på min søsters sofa

For bare nogle uger siden hed det hurra for ‘private health care’, alt imens jeg tog livtag med flyttekasser, farvekort og Facetime med hjemlandet.

Penselstrøg for penselstrøg og med 80’er musik i ørene, kom vi på plads i den nye lejlighed, i vores helt egen udgave af “Desperate Housewives”.

Vi bor med udsigt, pool og private gym lidt uden for Manhattans stress og stramme jakkesæt. Her DNA-tester de hundelorten for at finde ejeren, og vi sender huslejen afsted med en faxmaskine. De ér virkelig skrupskøre. 

Herhjemme indretter folk sig med popcorn, pyjamas og hjemmekontor, imens er jeg “Lost in Translation” på min søsters sofa.

Hvor blev hverdagen og mit gule sundhedskort dog af?       

Om klummeskribenten

  • Kresta Asp Augustesen, 30 år
  • Arbejder som senior PR konsulent  og journalist
  • Gift med Simon Mehl Augustesen, 38 år, kommunikationsdirektør for Scandinavian Tobacco
  • Bosat mellem New York og Philadelphia i USA
Se, hvad vi ellers skriver om: Corona og Kærlighed