Michael Robak

Kære Robak: “Hvordan slipper jeg min rolle som curlingmor?”

Jeg elsker at være curlingmor, men det er ikke godt for mine børn. Hvordan kommer jeg ud af rollen, spørger en læser. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til ­livets små og store dilemmaer.

Kære Robak,
Jeg er en rigtig curlingmor, og jeg kan egentlig godt lide det.
Men jeg kan også godt se, at jeg gør mine børn en bjørnetjeneste. Har du nogle gode råd til, hvordan jeg kommer ud af den rolle?
Mange hilsner Brunetten

Kære Brunette,
Første skridt er taget. Du er opmærksom på det og vil gerne lave en ændring. Bravo!
Jeg synes, at du skal gå konkret til værks. Find papir og ­blyant frem, og skriv en liste over de opgaver, hvor du alt for ofte er i gang med forældrekosten foran dine børn. Måske kan de selv cykle til spejder – og behøver ikke at blive kørt. Måske er de ­store nok til en ugentlig maddag. Måske kan de uden problemer selv finde et fritidsjob.
Med andre ord: Skriv ned, hvad børnene selv magter uden din hjælp. Selvfølgelig under hensyntagen til alder og evner. Børn kan mere, end man tror.
Aftal med faderen, at nu begynder en ny æra. Derefter indk­alder du børnene til et lille familieråd. Du behøver ikke at ­belemre dem med voksenord og lange filosofiske udredninger om det 21. århundredes udfordringer som forældre i det postindustrielle samfund. Fortæl bare, at de skal lave lidt ­mere selv. For deres egen skyld. Du oplever sikkert noget brok i ­begyndelsen, men de fleste børn kan godt lide at få ansvar – og vokser af det.
I fremtiden bliver det din pligt at spørge dig selv hver gang, der ligger en opgave foran dine børn: Kan Mikkel/Mikkeline ikke klare det selv? Og husk det vigtigste. Du bliver ikke en dårligere mor af at stille krav, du får bare et lettere liv og nogle stærkere børn.
PS: Du skriver, at du kan lide at være curlingmor. Hvis du får svært ved at slippe af med den følelse, så forestil dig dine børn som voksne: En 19-årig mand, der fumler med sengetøjet, ­fordi han aldrig har prøvet at lægge dynebetræk på. Eller en ung kvinde, der ér flyttet hjemmefra, men må ringe til mor, når der skal bestilles tid hos lægen, for det har hun aldrig prøvet selv. Ikke rigtigt charmerende, vel?
Held og lykke.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvordan får jeg min mand til at slukke for tv og computer?”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand kommenterer min vægt”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Skal man dele udgifterne lige, selvom den ene part tjener mere?”

Skriv til Robak

Har du brug for en mands blik på en udfordring i dit liv, så skriv til brevkassen. Robak giver gode råd om dagligdagens dilemmaer og svarer på store og små spørgsmål om børn, kærlighed, parforhold, arbejdsliv og andet, du går og tumler med.

Skriv til Michael Robak på brevkassen@altfordamerne.dk Alle breve bliver anonymiseret.

Michael Robak

Michael Robak er 47 år og har en datter på 12 og en søn på 20 år. Han er skilt og har en kæreste. Robak er vært på TV 2-programmet Go’morgen Danmark, forfatter og foredragsholder. Tidligere klummeskribent på ALT for damerne, hvor hans tankevækkende klummer altid blev delt, rost og diskuteret på Facebook.

Se, hvad vi ellers skriver om: Michael Robak