Kære Robak: “Hvorfor kan mænd ikke planlægge?”

Kære Robak,
Hvad tænker du om følgende problemstilling, som ­rigtig mange kvinder kender til: En hel del mænd ­kører på frihjul, når det gælder familiens kalender, og det er ikke mit indtryk, at det er et generationsspørgsmål, sådan at man kunne håbe på, at det vil dø ud af sig selv en dag. Faktisk synes jeg, at jeg ser og hører om planlægningsfobi hos mænd i alle aldre, ­inklusive ­unge mænd i min egen nærhed. Jeg ved derfor, at det ­ikke ­behøver at handle om, at en kvinde har taget sekretærrollen på sig ­inklusive den obligatoriske martyrmine. Mit spørgsmål er i al enkelhed, hvorfor alt fra højtider, fødselsdage (inklusive deres egen mors), forældremøder, tandlægebooking, og ungernes cpr-numre, altid kommer bag på disse mænd? Det er, som om der bare ­ikke er plads til alle de gule post-it-sedler på indersiden af hjernekassen, som vi andre går rundt med, af skræk for ikke at udvise rettidig omhu og glemme noget vigtigt. Er det bare ikke vigtigt nok for mænd, ­eller er det, fordi de bliver tilgivet gang på gang/reddet på målstregen, når deres bedre halvdel f.eks. ikke har hjerte til, at svigermors fødselsdag bliver glemt?
Og hvad synes du, vi kvinder skal gøre ved det?
Den modvillige sekretær

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min eksmand vil styre mit (kærligheds)liv"

Kære Sekretær
Den sad!
Det kunne sagtens være en beskrivelse af mig og de fleste af mine venner. Men måske er der en god forklaring?
Jeg begynder der, hvor man altid kan begynde, når man er på usikker grund – i stenalderen. Den gang vi løb rundt i gedeskind, gennemsnitslevealderen var 35, og kønsrollerne var temmelig fastlåste. Kvinderne var hjemme ved hytterne og tog sig af børnene, brændeældesuppen, bålpladsen, 12-års-­tænderne, naboens unger, festlighederne og forkølelserne. Farmand havde i grove træ kun én opgave: at jage aftensmaden ude i de midtsjællandske skove, derfor var det Mor, der blev velsignet med evnen til at se lidt længere frem, for ­ellers ville børneflokken dø af sult og sygdom. Så vi er lovligt undskyldt. Vi er bare bedst, når vi ikke skal fokusere på mere end én ting.
På den anden side, så ligger stenalderen adskillige tusinde år tilbage, så måske skal der også findes andre forklaringer. Jeg forsøger forsigtigt med en ny: Ofte er moderne kvinder meget hurtigere og mere resultatorienterede end mænd og når at ­tage højde for begivenheder og kalenderudfordringer, før mænd overhovedet har opdaget, at der er et forældremøde på vej ­eller en lægetid, der skal bookes. Vi læner os tilbage og ved, at det nok blive ordnet, for på trods af røde strømper og anden ligestilling, så er vi opdraget med at vores egne mødre ordnede ­tingene for os. Desuden er de fleste mænd ikke så interesseret i detaljer – vi synes, at børnefødselsdagen både kan fejres på en legeplads og derhjemme. Så længe barnet er glad, så går det nok.
Hvad skal man gøre? Acceptere, at kvinder (ofte) har sort i ­bælte i planlægning og kalenderstyring og lade manden stå for ­noget andet i det praktiske samliv. Det kan spare de fleste par for en del ærgrelser og diskussioner, hvis man deler ­opgaverne efter lyst og evner. Alternativt kan man som kvinde prøve at slippe taget om den indre kalender, og se hvad der sker. Måske vil de manglende vaccinationer, julegaver og middagsinvitationer give manden en ahaoplevelse. Men jeg tror det nu ikke...

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand vil ikke have min mors hjælp”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand drømmer om et pladderromantisk bryllup - jeg gør ikke”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvordan slipper jeg min rolle som curlingmor?”