Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: ”Jeg føler mig ensom i mit parforhold”

Vil jeg altid føle mig ensom sammen med en mand, spørger en læser i denne uge. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Af:: Michael Robak
16. sep. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak,
Jeg blev for fem år siden forladt af min mand gennem 25 år. Fra han sagde, at han ville holde pause, til jeg fandt ud af, at han var brændt varm på en kollega, var jeg seks måneder i helvede. Jeg fandt lynhurtigt en mand, der ville mig, og alt burde jo så være godt. Men det er, som om jeg savner noget. For min nye kæreste bor langt væk og har travlt med arbejde og interesser, som ikke er de samme som mine. Jeg søger tryghed og glemmer at tænke over, om vi har noget til fælles. Jeg ønsker dybe samtaler, nærvær og vandreture. Men det skal jeg måske få ved mine veninder? Jeg ønsker mig i virkeligheden et forhold, hvor vi kan lave ting hver for sig, men også sammen. Måske vil jeg altid føle mig ensom sammen med en mand? Jeg ved, du ­tidligere har skrevet, at man skulle huske, at ens mand ikke er ens veninde.
Kirsten

Kære Kirsten,
Ja, jeg synes, alt for mange kvinder farer vild i deres forventninger til mænd, fordi de tror, at kæresten skal kunne det samme som en god veninde. MEN. Det er ikke det samme, som at man skal lade sig nøje eller acceptere at ­føle sig ensom i sit forhold. ­Overhovedet. Man skal leve sammen – og ikke ved siden af hinanden. De stærkeste ­parforhold har ofte en delmængde af fælles interesser – eller i hvert fald en forståelse for de emner, der optager partneren.
Og nu til dig... Her skydes fra ­hoften: Kunne det tænkes, at du har været lidt for optaget af hurtigt at få en ny mand efter den opslidende utroskabshistorie og har forsømt at få sjælen med i det nye forhold? Og har du glemt at spørge dig selv, om I egentlig passer ­sammen? Jeg synes, du skal undersøge dine følelser for din kæreste. Måske var han bare en behagelig overgangsfigur efter din skilsmisse. En varm arm på det rigtige tidspunkt, og det er blevet tid for dig til at komme videre.
Under alle omstændigheder: Den kuldslåede følelse af ensomhed kan i perioder være et livsvilkår, men den skal ikke flytte med ind i et parforhold. Der hører den ikke hjemme. Overhovedet. Tak for din mail.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min søster overskrider mine grænser”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand tiltrækker mig ikke”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvordan får jeg min mand til at slukke for tv og computer?”