Michael Robak

Michael Robak om manglende sex

Kære Robak: “Jeg har prøvet ALT for at få liv i vores sexliv”

Skal jeg bare leve med, at min mand og jeg har dårlig − og alt for sjælden − sex? Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Kære Robak,
Min mand og jeg har været sammen i syv år, og vi har to børn. Han er et utroligt dejligt menneske, som jeg elsker meget højt. I de første to år af vores forhold var der godt gang i sexlivet. Han tog initiativ og var vildt fræk. Men de sidste par år har vores sexliv været ikkeeksisterende. Der kan gå et til to år, mellem vi har sex. Og når vi så endelig har det, er det ikke nogen særlig oplevelse.
Jeg synes selv, at jeg har prøvet alt. Jeg er sidst i 20'erne og er flot og slank – og gør ofte lidt ekstra ud af mig selv i håb om, at det måske kunne sætte gang i noget. Jeg har fortalt ham, hvad jeg tænder på, skrevet til breve til ham og forklaret, hvor ondt det gør – at jeg ikke kun mangler sex i vores ­forhold men også nærhed og intimitet. På min opfordring har vi endda været til sexolog! Men intet af det har virket.
Han siger, at han er vild med mig, hvilket, jeg ikke er i tvivl om, er rigtigt. Men jeg synes, at jeg er alt for ung til at ­leve resten af mit liv sådan her. Og jeg er bange for, at jeg på et tidspunkt kommer så langt ud, at jeg vil lede efter den bekræftelse et andet sted fra. Det gør ondt bare at tænke på, for jeg vil virkelig gerne vores forhold.
Er der overhovedet noget at gøre?
Venlig hilsen Majken

Kære Majken,
Jeg er imponeret. Ikke over din mand, men over dig. Du har gjort alt det ­rigtige, men desværre uden resultat, og derfor er det på tide at ændre ­strategi. Jeg ser tre muligheder.
1) Drop ham! Ingen kvinder (­eller mænd), der er i et forhold bør ­leve uden sex, intimitet og ­nærhed, uanset om de er sidst i tyverne eller sidst i ­tresserne. Noget kunne tyde på, at din mand aldrig ­kommer til at forstå dig, så du må videre...
2) Tag en elsker! Se hvad der sker med dig og dit ægteskab, hvis du begynder at knalde med en ­anden mand. Jeg er almindeligvis ikke tilhænger af utroskab, men din mand har fået alle tænkelige advarsler uden at reagere på dem. Du kan overveje at fortælle ham, at du nu får "ordnet tingene" ude i ­byen, men at han bare kan sige til, hvis han i stedet vil stå for sagerne.
3) Overlad løsningen til ham! I har børn sammen, og derfor bør man altid udvise stor tålmodighed over for sin partner. Sig til ham, at du ikke har fantasi til flere løsningsforslag, og det derfor nu er hans ansvar at få gang i jeres sexliv. Han har ét år til at gøre noget ved dét, og hvis ikke tingene ændrer sig, må I gå fra hinanden. Jeg tror, han har brug for at forstå, at situationen er HELT uholdbar.
Held og lykke med det. Og til slut et trøstende ord: Uanset hvilken løsning du vælger, venter der mere sex forude.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min kæreste vil ikke røre mig - eller røres ved”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Jeg savner romantik og nærvær fra min kæreste”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvor tit skal man dyrke sex, når man er i et forhold?”

Skriv til Robak

Har du brug for en mands blik på en udfordring i dit liv, så skriv til brevkassen. Robak giver gode råd om dagligdagens dilemmaer og svarer på store og små spørgsmål om børn, kærlighed, parforhold, arbejdsliv og andet, du går og tumler med.

Skriv til Michael Robak på brevkassen@altfordamerne.dk

Alle breve bliver anonymiseret.

Michael Robak

Michael Robak er 47 år og har en datter på 12 og en søn på 20 år. Han er skilt og har en kæreste. Robak er vært på TV 2-programmet Go'morgen Danmark, forfatter og foredragsholder. Tidligere klummeskribent på ALT for damerne, hvor hans tankevækkende klummer altid blev delt, rost og diskuteret på Facebook.

Se, hvad vi ellers skriver om: Michael Robak og Sex