Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Michael Robak

Michael Robak om dovne mænd

Kære Robak: “Min nye kæreste hjælper ikke til i familien”

Hvordan får jeg min kæreste til at hjælpe mere til derhjemme, spørger en læser i denne uges brevkasse. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Kære Robak,
Jeg er 37 år, fraskilt med to børn og har fået en kæreste på 27. Han forstår ikke helt al praktikken i at være en børnefamilie med logistik og praktik og måltider på bestemte tidspunkter, og det forstår jeg godt! Men det er frustrerende med to sultne børn, ulvetime, og en mand der kommer hjem og smider sig på sofaen. Hvordan løser jeg det, uden at det bliver bebrejdende? Hvordan får jeg ham til at forstå, at jeg forventer, at han hjælper til, samtidig med at han får lov til at være kæreste og ikke reservefar?
Med venlig hilsen Moderen

Kære Moder,
Hvorfor skal han egentlig ikke være reservefar? Jeg forestiller mig, at det må være meget svært at bo sammen, hvis den nye kæreste slet ikke deltager i børnenes liv. Jeg er med på, at du skal være hovedansvarlig for forældremøder, lægebesøg, børnefødselsdage, bogindbinding, hårvask, ormekure og gaveindkø, men kunne din kæreste ikke deltage med lidt højtlæsning, rundbold, madpakkesmøring, computerspil og tøjvask? Han skal naturligvis ikke være børnenes nye far, men hvis han ikke melder sig ind i familien, så ender han med at være dit "tredje barn." Hvis hans interesse for jeres liv forbliver meget lille, så forudser jeg også, at han ret hurtigt mister dine børns respekt – og i løbet af et par år også din.
Det blev lige en omvej, men alligevel svaret på dit spørgsmål: Den unge mand på sofaen skal i sving! Hvis han vil være kæreste med dig, må han indgå aktivt i familiens liv. Det er "prisen" for at få en kæreste med børn. Jeg synes bare, du skal sige det ligeud – han skal deltage. Du er ikke hans mor. Måske skal I helt konkret lave en liste over de ting, han kan stå for, så han får lidt medindflydelse. Hvis du fastholder, at din nye kæreste ikke skal være reservefar, så kan han få nogle af de opgaver, der skal ­løses, uanset om der er børn på matriklen eller ej. Han kan til en start gå i gang med vinterdækkene, tagrenderne, lørdagsindkøbene og forsikringspapirerne. Held og lykke med det!

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Aftalen var “kun sex” - nu har jeg fået følelser for ham”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Jeg har prøvet ALT for at få liv i vores sexliv”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvorfor kan mænd ikke planlægge?”

 

Skriv til Robak

Har du brug for en mands blik på en udfordring i dit liv, så skriv til brevkassen. Robak giver gode råd om dagligdagens dilemmaer og svarer på store og små spørgsmål om børn, kærlighed, parforhold, arbejdsliv og andet, du går og tumler med.

Skriv til Michael Robak på brevkassen@altfordamerne.dk

Alle breve bliver anonymiseret.

Michael Robak

Michael Robak er 47 år og har en datter på 12 og en søn på 20 år. Han er skilt og har en kæreste. Robak er vært på TV 2-programmet Go'morgen Danmark, forfatter og foredragsholder. Tidligere klummeskribent på ALT for damerne, hvor hans tankevækkende klummer altid blev delt, rost og diskuteret på Facebook.

Se, hvad vi ellers skriver om: Michael Robak