Besøgsven Røde Kors

Foto: Henrik Bjerregrav 29-årige Karen og 68-årige Ingrid nyder hinandens selskab.

29-årige Karen er besøgsven for 67-årige Ingrid: "Hun har virkelig inspireret mig"

I tre år har 29-årige Karen været besøgsven for 67-årige Ingrid, der har Parkinsons. Aldersforskellen gør, at de kan give hinanden noget andet, end andre kan. Og venskabet er blevet betydningsfuldt for dem begge to.

Den varme julidag summer af sommerfugle og spørgsmål. For har de kemi? Og hvad med aldersforskellen?

Karen har på trods af sin unge alder længe tænkt på at melde sig som besøgsven. Men hun er stadig usikker på, hvor stort et ansvar det er at være besøgsven, og om hun kan leve op til det. Og så rammes hun også af: ”Tænk, hvis hun ikke kan lide mig.”

Ingrid har tidligere haft en besøgsven, hun var rigtig glad for, som måtte stoppe. Så kom der en mulig ny, som hun kun mødte én gang. Nu er der gået næsten et år, og Røde Kors i Aarhus har matchet hende med Karen, der er 38 år yngre end hende selv. Hvordan vil det gå?

LÆS OGSÅ: Mette blev enke og enlig mor på en nat - nu har hun fundet en ny vej i livet

"Det allerførste jeg blev mødt af, var Karens åbenhed. Jeg kunne bare mærke, at der ”var et eller andet ved hende.” Og så var hun god til at snakke," smiler Ingrid.

"Ja, vi kom faktisk meget hurtigt på bølgelængde," husker Karen også.

Hjemmet møder Ingrid Rigtrup på 67 år og Karen Kirkegaard på 29 i Ingrids lejlighed i Aarhus Nord. Her er Karen i næsten tre år kommet hver anden søndag eftermiddag som Røde Kors-besøgsven.

Når Karen kommer, går hun som noget af det første ud i køkkenet og tager den sorte kaffedåse ned fra hylden uden at spørge.

"Det er jo Ingrids private område, men jeg har fået at vide, det er o.k. – og jeg er efterhånden helt hjemme i Ingrids køkken," fortæller Karen.

Sommermødet i 2019 blev begyndelsen på utallige hyggeeftermiddage og en nær forbindelse imellem de to kvinder.

"Vi har haft mange gode snakke, også om dybe ting. Vi deler faktisk alt med hinanden," siger Ingrid.

Livet ændrede sig

Ingrid var 55 år, da hun fik konstateret Parkinson i 2010. Hun opdagede, at der var noget galt, fordi hun blev langsommere og langsommere til sit arbejde som social- og sundhedshjælper. Til sidst sagde hendes chef og en kollega omsorgsfuldt, at hvis hun ikke selv ringede til lægen, så ville de gøre det for hende.

Ingrid fik førtidspension året efter.

"Jeg skulle omstille mig meget til det nye liv," fortæller hun.

"Det var svært at undvære kollegerne, som jeg var glad for. Og nu skulle jeg selv fylde dagene ud."

Ingrids fire søstre bor udenbys. Den ældste søster bor i Silkeborg og kommer ofte på besøg og hjælper med indkøb, tøjvask m.m. Da Ingrid er dårligt gående, tilbringer hun også meget tid alene hjemme.

"Det betyder meget, at Karen kommer på besøg," siger Ingrid.

Hvis vejret og hendes dagsform tillader det, går de to kvinder gerne en tur ud. For når Karen er med, kan Ingrid komme lidt længere væk. De elsker at opleve årstiderne og måske gå i Botanisk Have sammen. Og ellers kan de også bare sidde nedenfor i solen.

De drikker altid kaffe. Nogle gange har de også spist aftensmad sammen, og i december stod den på risengrød. Og så sang de julesange sammen.

"Jamen vi hygger os virkelig," siger Karen.

Hun har sågar fået lov til at læse de digte, Ingrid skriver, og det har også bragt dem tættere.

Ingrid oplever, at hun også har fået en hel del, efter at sygdommen indskrænkede hendes hverdag.

"Før boede jeg i en etværelses lejlighed, hvor min familie faktisk ikke havde lyst til at komme. Nu har jeg fået den her," siger hun og kigger rundt i den lyse toethalvtværelses ældrebolig.

"Jeg er rigtig glad for at være her. Og jeg var aldrig kommet væk fra den anden, hvis ikke jeg var blevet syg."

Nu da hun sidder mere stille, må hun være mere opfindsom, så hun er også blevet mere kreativ. Ud over at skrive laver hun blandt andet farverige billeder.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Som jeg ser det, er vi faktisk nødt til at begynde at opløse aldersbegrebet”

En anden slags ven

Egentlig har hun jo fået Karen i gave. Men gaven går begge veje, understreger den unge besøgsven.

"Ingrid giver mig nogle andre vinkler på tingene, end min kæreste og mine veninder gør. Det er et venskab fra en uventet vinkel," som Karen siger.

Hun talte for eksempel med Ingrid om at blive færdig med sin uddannelse i Statskundskab på universitetet og skulle ud på arbejdsmarkedet for første gang – med den usikkerhed, der kunne opstå.

"Ingrid havde nogle erfaringer fra sit liv at dele ud af. Vi kan give hinanden noget andet, fordi vi har forskellige livsbaner."

Karen er nu administrativ medarbejder på omsorgsområdet i Region Midtjylland, mens Ingrid prøvede omsorgsarbejdet i praksis, også da hun først i sit arbejdsliv var pædagog. Så der er lidt et fagligt fællesskab imellem dem.

Besøgsvenneparret har også flere fælles interesser – og sætter pris på, at Røde Kors var opmærksomme på det, da de matchede dem.

"Vi er begge to meget glade for vores familier, så vi viser hinanden billeder af familien og vores liv," fortæller Ingrid.

De kom til at grine, da de en af de første søndage opdagede, at lige præcis Inger Christensens "Sommerfugledalen" er deres begges yndlings-digtsamling.

"Ingrid har virkelig også inspireret mig. For eksempel når hun siger, at hun ikke er sin sygdom, men at hun har en sygdom," siger Karen.

Det er vigtigt for dem begge, at det er okay at udskyde en af deres søndage hvis de skal noget andet.

Ingrid ved også, at en ung besøgsven oftere kan blive nødt til at stoppe, fordi der sker skift i livet. Men hun har allerede fået meget godt i venskabet.

For dem begge er det allerbedste, at de kan være helt sig selv og slappe af i hinandens selskab, er de enige om:

"Vi behøver ikke at være ovenpå for at ses om søndagen. Vi kan have det lige præcis, som vi har det den dag."

Se, hvad vi ellers skriver om: Veninder, Venner og Interview

610x200_woordy_dmjpg.jpg