Karen Clementsen og Orla Duedahl
SPONSORERET indhold

Karen på 78 år og Orla på 81 år forelskede sig på en højskole: "Det er vidunderligt at finde en partner i så høj en alder"

Det var helt uden bagtanker, at Karen og Orla tog en uge på højskole. Hun kunne ikke forestille sig at møde en ny partner, og han havde mistet sin kone året før. Men i løbet af ugen begyndte noget helt uventet at ske. I dag er de ikke bange for at kalde det et mirakel, at de mødte hinanden.

Af:: Marie Louise Gammelgaard Foto: Jens Bach
03. apr. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Karen sidder og hænger med næbbet. Hun kan nogle gange føle sig alene, efter at hendes mand døde. Hun deler dagens mismod med en af sine døtre. ”Husk nu, at der altid kan ske noget nyt,” siger datteren, og Karen svarer: ”Ja, ja.” Men forhåbningerne kryber ikke helt ind i hjertet.

Da Karen fire år senere tager en uge på højskole sammen med en veninde, har hun ikke skyggen af ideen om, at der kan ske mere end det skønne højskoleliv. Men snart skal hun genkalde sig dét, datteren sagde dengang.

LÆS OGSÅ: Danske par har forelsket sig i særligt ritual: ”Vi er på vej ind i en ny bølge af romantik”

Hjemmet møder 78-årige Karen Clementsen fra Hillerød og 81-årige Orla Duedahl fra Vejle på Rude Strand Højskole ved Odder i Østjylland. Og vi bliver også mødt af alt det, der stråler imellem dem. Parret er igen på ugekursus på den højskole, hvor de mødtes sidste forår. Og denne gang kunne de ringe og bestille et dobbeltværelse.

I maj 2021 var Orla taget alene af sted, mens Karen var på højskolen med en veninde. Ugens tema var ”Livslyst”.

"Og regnen stod ned næsten hele ugen," husker Orla med et smil.

De to var på hver sit hold – han på ”Livslyst og natur” og hun på ”Livslyst og korsang”.

Første dag kom Orla hen til Karen og præsenterede sig, og de snakkede lidt sammen. Og når de de kommende dage mødtes tilfældigt et sted på højskolen, stoppede de hver gang op og tog en lille snak.
Det var hyggeligt, noterede de sig begge.

Da der torsdag var udflugt for alle på højskolen, valgte de begge at gå med på tur med musiklæreren, hvor man stoppede op undervejs og sang højskolesange i naturen.

"Jeg tænkte ikke nærmere over, at Karen nok også ville vælge dén tur – og dog," afslører Orla.

"På den tur kom vi til at sakke lidt bagud sammen," fortæller Karen.

I bagtroppen på skovstierne talte de om deres liv og om, at de begge to havde mistet deres ægtefælle. Orlas kone var død året før, og Karens mand fem år tidligere.

"Det var rart at få styr på, at vi var i samme båd," siger Orla.

Efter gåturen måtte Karen sætte sig ned for sig selv. Hun tænkte: "Hold da op, Karen ... er du ved at blive forelsket?"

Da der fredag aften var afslutningsfest, kom Orla hen til Karen for at sige godnat. Hun fik hans telefonnummer og skrev det på en serviet. Hun sagde, at hun kunne jo kigge forbi ham i Vejle, når hun skulle i sommerhus på Læsø om et par uger.

LÆS OGSÅ: Eva Ravnbøl: "Jeg har ladet mig score, for det er utroligt fristende, når man bliver forgudet"

”Hun ringer aldrig”

Da de om lørdagen skiltes, og Karen var rejst mod Hillerød, kørte Orla forkert på vejen hjem til Vejle.

"Jeg var lidt forvirret," som han siger.

I ugen efter gik han og håbede på, at Karen ville tikke ind på telefonen.

"Jeg tænkte: Et telefonnummer på en serviet, det bliver da væk."

"Da der var gået otte-ti dage, tænkte jeg: ”Jeg hører aldrig noget.”"

Men så kom der en sms: Karen ville gerne kigge forbi på vej til Læsø den kommende lørdag.

Da hun kørte op foran Orlas hus, var der ikke længere nogen tvivl.

"Orla mødte mig allerede ude ved bilen. Han var ét stort smil. Og da vidste jeg bare, at det var det helt rigtige," siger Karen.

De tilbragte de næste timer sammen, og Orla guidede Karen rundt i den smukke Vejle Ådal. Hun tog af sted til Læsøfærgen sidst på dagen, som aftalt med en veninde.

"Vi sms'ede sammen og sendte billeder til hinanden hele den uge, og vi var begge to på en lille lyserød sky," fortæller de.

LÆS OGSÅ: "Vi skal giftes igen og igen, for vi får aldrig nok af at fejre kærligheden"

Det nye gode liv

Karen kørte tilbage til Orla på tilbagevejen – og blev der lidt længere. Siden da har de pendlet imellem Vejle og Hillerød.

Både Karen og Orla har børn og børnebørn i nærheden. Derfor har de fortsat base i både Jylland og på Sjælland og skiftes til at besøge hinanden så meget som muligt.

"Hvis vi er væk fra hinanden i tre dage, korter vi gerne den sidste halve dag af, fordi vi savner hinanden," smiler de begge.

Karen har hele fem børn og 15 børnebørn, og Orla har fire børn, 12 børnebørn og to oldebørn. Begge familier har taget rigtig godt mod den nye partner. Efter få uger var Karen med til studentergilde hos Orlas barnebarn.

"Vi er begge to store familiemennesker. Så for os var det utrolig vigtigt, at vores børn tog imod den anden med åbne arme," siger Orla, der er pensioneret politiinspektør, mens Karen er pensioneret tale-høre-lærer.

Kærligheden og taknemmeligheden taler de meget gerne om.

"Det er vidunderligt at finde en partner i så høj en alder," siger Orla.

"Det er dejligt at være sammen om tingene, og vi griner også meget sammen. Og så nyder vi virkelig nærheden," siger Karen.

"Kærligheden imellem os – det er dén," der betyder noget.

Det er en fornøjelse for dem at gå ud til ting sammen.

Højskoleophold er en af de fælles interesser, det vidste de jo fra starten, og de holder begge meget af at komme på Rude Strand, bl.a. med dens beliggenhed ved vandet og det søde personale. Karen var her fire gange sidste år.

"Det var også en god måde at mødes, at kunne gå lige så stille og fornemme i løbet af ugen, hvordan det var," siger hun.

De havde ikke drømt om at finde en ny partner, og de synes begge, det er fantastisk, at det skete.

"Vi har talt om, at der var 1000 ting, der skulle falde på plads, for at vi to mødtes," siger Karen.

"Der må have været et forsyn – det føler vi. Nogen må have villet os det godt. Det er faktisk et mirakel at få en at have det godt sammen med."

Parret har et stort fælles ønske:

"Vi håber, vi bliver ved med at være friske, så vi kan få mange gode år sammen."

Anbefalet til dig