Karen Thisted
SPONSORERET indhold

Karen Thisted: "Jeg har holdt jul flere gange alene, men det er jeg slet ikke ked af"

Karen Thisted læner sig op ad sin barndoms juleaftener, når hun som voksen holder jul. Og det skal allerhelst være med barnebarnet Adam.

Af:: Marie Varming Foto: Søren Jansby
21. dec. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hvornår begynder julen for dig?

I år var det i starten af november. Jeg er altid i god tid, så da mit barnebarn i starten af november spurgte, hvornår vi skulle begynde, sagde jeg: „NU“. Han ønskede sig en havenisse – intet er mere latterligt efter min mening – men nu har jeg købt en stor, flot havenisse, der står på ski i haven foran min datters hus i Præstø. Nu har vi også pyntet hele huset op. Jeg elsker jul.

Hvordan er din december måned?

Da jeg var alenemor, gjorde jeg en masse ud af december for min datters skyld. Nu laver jeg pakkekalender til Adam, selvom min datter beder mig om at dæmpe mig lidt med det. Men det nægter jeg. Jeg er 72 år, og jeg ved godt, der ikke er langt tilbage. Jeg vil have lov at bruge alle mine penge på den pakkekalender. Han får for eksempel de der nerf guns med skumgummikugler i. De koster flere hundrede kroner. Jeg ved godt, det er vanvittigt, men jeg gider ikke bruge penge på mig selv mere.

LÆS OGSÅ: Susse Wold på 80: ”Skal jeg sætte mig ned og vente på at dø?”

Hvilken jul er den bedste, du har oplevet?

Det er jul i flertal, for jeg har haft de mest vidunderlige juleaftener i Frederiksværk som barn. Min far kom fra et gartneri deroppe, og hans brødre og mor boede der endnu, da jeg var barn.

Min mor stegte ænderne i gasovnen hjemme i Ringsted, og jeg kan stadig huske, hvor godt der duftede i bilen, hvor min søster og jeg sad med fadene på skødet. Min farmor spillede klaver efter middagen, og vi fik læssevis af gaver.

Der kom natmad på bordet klokken 22.30. Jeg forstod aldrig hvorfor, for vi var jo stadig mætte efter julemiddagen. Men det var med damaskdug, krystalglas og musselmalet stel i spisestuen, og vi fik hjemmelavet leverpostej, lårtunge og sky. Så talte man altid om, om der nu var kommet nok ansjoser i leverpostejen. Og der var øl og snaps til.

Hvilken jul er den værste, du har prøvet?

Ingen. Men der var da den jul, hvor min søster fødte et barn. Vi skulle allesammen holde jul hos min svigermor, men min søster fødte, og vi kom derfor allesammen for sent, men min svigermor sad klar med en flaske Den Gule Enke til de nybagte bedsteforældre, da vi endelig kom. Jeg har også holdt jul flere gange alene, men det er jeg faktisk slet ikke ked af.

Hvor holder du jul i år?

I min datters hus ved Præstø sammen med min datter og hendes søn. Det er mig, der laver mad, for jeg har gået på husholdningsskole. Ikke for at prale, men jeg kan virkelig lave mad.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok om at flygte fra julen: "Det gjorde for ondt ikke at have ham"

Hvad spiser I til jul?

And og risalamande. Ligesom oppe hos onklerne på gartneriet i gamle dage.

Får I mandelgave?

Altid. Og som børnene vokser op, bliver det mere og mere ærligt. Vi har nemlig det princip, at vi ikke vil have gråd over risalamanden, så mens børnene er små, lægger vi en mandel i hver af deres tallerkner. Men det stopper, når de vokser op.

Hvilken julegave er den bedste, du nogensinde har fået?

Min svigermor fik lavet et maleri af min datter, da hun var omkring et år, og det fik jeg i julegave. Det billede har fulgt mig overalt lige siden.

Hvilken tradition har du med fra din barndom?

At man pynter juletræ og spiser risengrød lillejuleaften. I dag er der mange, der fælder juletræ selv, men det gør vi ikke, for jeg har hverken tid eller hestevogn til det, og man kan jo købe det i et byggemarked.

Jeg bruger også adventskrans, og jeg tænder kun ét lys ad gangen. Hvis nogen har så travlt, at de tænder alle fire på en gang, dør jeg! Man er jo så hellig med sine traditioner.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen om december: "Jeg er typen, der er syg i flere dage, når jeg går fra det sidste job"

Hvilken julekalender synes du er bedst?

Poul og Nulle lavede en, der blev skældt ud, men jeg var vild med de to og deres humor (Jul og grønne skove fra 1980, red.). Der var også den med De Nattergale og kartoffelwoman. Den er så sjov, at jeg kan se den, selv når det ikke er jul. Generelt kan jeg bedst lide julekalendere, der er sjove.

Hvilken julesalme synes du bedst om?

Julen har bragt velsignet bud. Det er en smuk salme. Jeg har boet i perioder i det område på Sydsjælland, hvor Grundtvig er født. Jeg kan kende landskabet fra hans salmer med den fattige spurv. Det er smukke ord, som man først forstår dybden af, når man er blevet voksen.

Hvilken julefilm er din yndlings?

Jul i Nøddebo Præstegård, som jeg har på VHS. Jeg har set den sammen med mit barnebarn, men han synes, den går uendeligt langsomt. Jeg synes, det er en skøn historie med alle de unge inde fra København, der skal hjem til Nøddebo til jul.

Anbefalet til dig