Kaspar var 5 år, da han besluttede, at han aldrig ville drikke
Kaspar Friis fra Aalborg voksede op i et hjem med alkoholmisbrug. Derfor har han i sommer været lejrchef på en af Blå Kors’ ti sommerlejre. Han ved, hvor lidt der skal til for at ændre et liv.
Når Kaspar Friis fortæller om sin barndom, kan de, der lytter, godt begynde at græde.
– Især når jeg fortæller, hvordan min mor kom ind om natten og hev mig ud af sengen, så jeg faldt på gulvet. Jeg var fem, og hun var fuld og råbte op om, hvor pengene var.
Kaspar fortæller roligt om livet i en lejlighed i det østlige Aalborg, hvor to børn på tre og fem år gang på gang blev forladt af deres mor. Fordi hun drak og ikke ænsede, ikke magtede, sit ansvar.
– Hun havde penge i en krukke oppe på skabet, og jeg kan huske, at min søster stod på mine skuldre, for at vi kunne nå krukken og få fat på pengene, så vi kunne købe mad, fortæller Kaspar.
Det var, når moderen opdagede, at der manglede penge, at hun gik amok om natten. Ellers lå hun ofte og sov rusen ud på sofaen, og Kaspar klarede allerede som femårig meget selv:
– Jeg var fem år, da jeg sagde til min søster, "Jeg gider ikke min mor, når jeg bliver voksen, og jeg vil ikke drikke", siger han.
Det er nu 25 år siden, og Kaspar har siden gjort sig fri. Han har uddannet sig til socialrådgiver, arbejder i dag med udsatte unge og bor i en lejlighed i Aalborg.
– Jeg føler, at jeg er blevet ligeværdig i forhold til resten af samfundet, siger han.
At Kaspar har været i stand til at bryde med sin arv, mener han selv, skyldes, at han kom i de rigtige hænder som ung. De hænder tilhørte en socialrådgiver i et projekt, der hedder "Unge skaber håb", og han formåede at få Kaspar til at fortælle sin historie. For første gang.
– Jeg åbnede op, og efter fem minutter havde han pillet mine parader ned. Jeg fortalte det hele, og siden har jeg arbejdet på at holde paraderne nede. Det andet er alt for hårdt, erkender han i dag.
LÆS OGSÅ: ”Da mit liv sejlede, steg jeg ombord på en båd i Caribien”
Student som 25-årig
Oplevelsen fik Kaspar sporet ind på tanken om at uddanne sig til socialrådgiver, så han selv kunne hjælpe andre børn og unge, der har det svært. Men det tog ham et par omveje og tre år i forsvaret, før han følte, at han havde disciplin til at læse. Som 25-årig blev han student og sidste år socialrådgiver:
– Jeg har skullet vænne mig til at have et fuldtidsarbejde, for jeg har aldrig oplevet, at det var normalt for voksne at have et job. Jeg troede længe, at det var normalt at ligge på sofaen om eftermiddagen, fortæller Kaspar.
Selvom han har brudt den onde cirkel og i dag har et velfungerende liv, så erkender han, at han aldrig får et såkaldt normalt liv. Med en barndom som Kaspars, hvor hans mor var mere fuld end ædru, og faderen forsvandt, mangler der ganske enkelt nogle brikker, som han aldrig kan genskabe:
– Jeg vil ikke være bitter, for så er jeg ikke fri selv. Det handler ikke om, hvor dårlig en mor, jeg har haft, men om, hvad jeg selv kan gøre. Jeg fortæller min historie, fordi jeg ikke vil lade mig styre af, om jeg sårer min mors følelser. Hun har gjort, hvad hun kunne, ud fra det, hun kunne, og det har jeg lært at acceptere, erkender Kaspar.
Der har været sorte perioder i hans liv, og der har også været år i hans voksenliv, hvor han hverken kunne se sin mor eller sin søster, men det ændrede sig, da han en aften mødte sin lillesøster.
LÆS OGSÅ: ”Jeg glemmer aldrig den nat, hvor jeg fik sms’en: Jeg tror, Jesper har filmet dig…”
Giv det videre
– Jeg var i byen, og pludselig stod hun der og gav mig en krammer. Jeg græd hele natten bagefter, fordi det satte så meget i gang i mig, fortæller Kaspar.
Siden har han haft kontakt til sin mor og mest til sin søster. Faderen har han mødt et par gange, men i dag er de ikke i kontakt.
– Han efterlod os hos en alkoholiker, da vi var børn, så han kan ikke give mig tryghed, fortæller Kaspar.
I stedet arbejder Kaspar på sin egen lykke og er nået langt.
– Jeg har mad, økonomisk frihed, og der er ingen, der kommer ind klokken tre om natten og spiller høj musik, mens de drikker øl. Det betyder meget for mig, fortæller Kaspar.
Hvad der også betyder rigtig meget for ham, er følelsen af at gøre en forskel for børn og unge. Derfor har han i årevis været frivillig i flere sammenhænge og senest som leder af en Blå Kors lejr for unge i Thy.
– Jeg tænker over, hvordan jeg gerne ville have, at nogen havde talt til mig, dengang jeg var barn. Hvis der havde været nogle voksne, der holdt fast, dengang jeg ikke ville fortælle noget, havde jeg nok åbnet op. Det ville have gjort en enorm forskel i mit liv, erkender han.
Derfor fortæller han de unge, som kommer på lejrene, om sin egen opvækst.
– Jeg mærker, at de henvender sig mere, når de ved, at jeg godt kan forstå!
For Kaspar er det helende at fortælle om sin egen opvækst, igen og igen, og hvis han samtidig kan flytte noget for andre, giver det mening.
– Jeg sidder ude ved lejrbålet og snakker med dem om, hvor de vil være om ti år. Så bruger jeg mig selv som eksempel på, at man kan komme langt. Jeg føler, at jeg har bekræftet mig selv ved at gå efter mine drømme, og det gør mig glad at hjælpe andre, siger Kaspar.
Blå Kors sommerlejre
Blå Kors har i år arrangeret 10 sommerlejre for mere end 300 børn og unge, som har en svær hverdag. På lejrene er der fokus på gode oplevelser, fællesskab, venskab, selvværd og succesoplevelser. Lejrene drives af 150 frivillige og omfatter børnelejre, teenlejre, ungdomslejre samt en ridelejr og en adventurelejr. De ti lejre ligger spredt ud over det meste af landet.