Katrine Lilleør smiler iført grå skjorte foran haveport og haveblomster

Foto: Claus Boesen ”Da jeg opdagede det og forsøgte at finde sandheden, var det ligesom at trevle en sweater op,” fortæller Kathrine Lilleør til Hendes Verden.

Kathrine Lilleør var forelsket i en løgner: ”Det var så mørkt, at det ville ødelægge vores liv”

Efter en uventet telefonopringning gik det for tyve år siden op for præst og forfatter Kathrine Lilleør, at hun havde forelsket sig i en mand, der løj om alt. Havde hun ikke fået det opkald, kunne det have haft endnu større konsekvenser for hende og hendes børn, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Han løj om alt.

Om tidligere kærlighedsforhold, om hvor han var i går, om hans fremtidsplaner – og alle hans relationer og personlige historier var tilmed også fyldt med løgne.

For tyve år siden forelskede præst, debattør og forfatter Kathrine Lilleør sig i en løgn og en løgner.

Det fortæller hun i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

”Det er så mærkeligt at møde et menneske, for hvem løgnen er en måde at være til på. Da jeg opdagede det og forsøgte at finde sandheden, var det ligesom at trevle en sweater op. Du tror, du bare lige skal trevle tre pinde op, men det holdt aldrig op.”

Afsløret

Fire-fem måneder inde i forholdet modtog den ellers intetanende Kathrine Lilleør et uventet opkald fra en af kærestens veninder. Veninden kunne berette om, at den mand, Lilleør så som sin kæreste, havde genoptaget forholdet til en tidligere partner, og at parret var startet i parterapi.

”Først troede jeg ikke på hende, det føltes så uvirkeligt. Derefter frigjorde jeg mig af forholdet. Jeg fjernede mig simpelthen fra det, og det var faktisk mine børns fortjeneste, for det forhold var så mørkt, at jeg vidste, at det ville ødelægge vores liv, hvis det var fortsat,” fortæller hun og uddyber:

”Der var et kolossalt sjæleligt efterslæb. Du gennemlever det hele igen, episode for episode og tænker: Var det så også løgn? Den gode nyhed er, at som tiden går, forsvinder de tanker. Jeg ser ofte i præsteværelset i Sankt Pauls Kirke, at det bliver en del af menneskers identitet, at nogen har svigtet dem. Det må det aldrig blive. Tilværelsen er så meget større end det, og du må ikke lade et andet menneske ødelægge dig.”

Læs hele interviewet i denne uges Hendes Verden, hvor du blandt andet kan læse mere om Kathrine Lilleørs vej til præsteembedet og om, hvordan hendes mand ad omveje har fundet vejen til hendes hjerte. 

Kathrine Lilleør, 57 år

  • Uddannet cand.theol og har skrevet en Ph.d. om H.C. Andersen.
  • Præst i Sankt Pauls Kirke i Nyboder.
  • Har skrevet en række bøger, hvoraf tre af dem er selvbiografiske og handler om kønnenes forskellighed og kvindeliv. De er netop blevet genudgivet samlet under titlen Kærlighed Sætter Fri.
  • Har desuden en fast klumme i Berlingske samt podcasten Præsteværelset på Podimo.
  • Gift og har tre voksne døtre fra et tidligere ægteskab.
  • Bor i København og i sommerhus i Tisvildeleje.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed og Kendte