Katrine Engberg: "Mit hjerte bankede et andet sted"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Hallinsgade i Kartoffelrækkerne på Østerbro, hvor jeg er født og opvokset, og hvor min mor stadig bor. Min skole lå i den ene ende af vejen, og vi boede i den anden. Midt på var der en legeplads, hvor jeg mødtes og legede med de andre børn.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Det er den rejse, Timm og jeg aldrig er færdige med at tale om"

– Det var et hjem med bøger, for begge mine forældre var akademikere. Der var snak, lærdom og historier. Men det var også et hjem med højt til loftet og plads til udfoldelse, og der var opbakning til at gøre det, man gerne ville. Så jeg gik til dans, og min storesøster gik til ridning. Jeg var i øvrigt et solskinsbarn født på en søndag, men jeg var også introvert og alene. Enten optrådte jeg, eller også legede jeg alene i timevis. Jeg var sjov, klog og ikke ret køn.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg har været heldig at finde ham, der finder vejen igen og igen. Det skal jo ske dagligt. Jeg mødte Timm første gang, da jeg var 21 år, og nu er jeg 44. Jeg har det stadig sådan, at han er manden, der har uhindret adgang til mit hjerte. Vi mødtes, da han og Gordon (Gordon Kennedy, som Timm Vladimir var fast kunstnerisk makkerpar med i mange år, red) lavede en video til sangen Gibberish.

– Til releasefesten havde de hyret tre dansere, og jeg var den ene. Vi var begge i forhold med andre, så der gik mange år, før vi blev kærester. Det skete i 2004, hvor vi oplevede præcis det samme: Kærlighed ved første blik.

Hvordan fandt du din levevej?

– Mine forældre gav mig frihed til at gå i alle retninger, og jeg valgte intuitivt at tage en danseuddannelse, hvilket hverken er særlig langsigtet eller rentabelt, men noget man gør, fordi det er fedt. Men det med at være forfatter voksede inden i mig, indtil jeg ikke kunne lade være længere. Det føles som om, de første 20 år af min karriere har været fjumreår – men jeg har da selv betalt for dem.

– I dag er jeg 100 procent forfatter. Jeg er opvokset med krimier, og jeg har altid holdt meget af dem. Men selv at blive forfatter kom snigende. Det startede med en karakter, Esther de Laurenti, som flyttede ind i mit hoved. Jeg følte nærmest, at jeg kendte hende.

– Jeg vidste, hvordan hun så ud, at hun lige var blevet pensioneret som lektor, drak lidt for meget rødvin, havde to mops og lyttede til opera. Det begyndte med hende, og så kom krimi-rammen. Jeg kommer måske en dag til at skrive noget andet, men lige nu er det i krimiuniverset, ideerne kommer til mig.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Samme uge som jeg i 2016 debuterede som forfatter, havde jeg også min debut som instruktør. Som danser og koreograf har jeg lavet så meget: modeshows, grandprix, roller i reklamefilm. Jeg var ikke træt af branchen, men jeg var træt af mig selv i branchen. Jeg sammenholdt de to og valgte at blive forfatter. Jeg kunne være gået fra at være koreograf til at være instruktør, men mit hjerte bankede et andet sted. Mit forlag rådede mig faktisk mod at gøre det. ”Don’t quit your dayjob,” sagde de nærmest til mig.

– I et års tid overlappede de to karrierer, men de seneste to år har jeg været forfatter på fuld tid, og jeg kan mærke, at jeg er på rette hylde. Jeg har aldrig følt mig så hjemme som i det at skrive. Det skal jeg lave hele mit liv, selv om der måske også kommer andre ting ved siden af. Når jeg skriver, føler jeg mig rigtigt placeret, og ideerne vælter frem. Jeg er vild med alle jobbets facetter: at skrive, møde læserne og interviews.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: Her er mine tre bedste ferietips til Bornholm

– Når jeg skriver, er det fra 8 til 16 hver dag. Men lige nu har jeg ikke været på mit arbejdsværelse siden før sommerferien på grund af bogturneer. Når du begynder at sælge bøger, får du travlt med så meget andet end at skrive. Folk spørger tit, om det ikke er ensomt at sidde og skrive, men jeg ville faktisk ønske, jeg havde mere tid til det.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min mand, som jeg sparrer med om alt og stoler blindt på. Han er den første, der læser, hvad jeg skriver. Da han læste første udkast til Krokodillevogteren (Katrine Engbergs debutroman, red.), sagde han, at jeg ville blive verdensberømt på det her. Han kan sagtens være kritisk, men han er altid god til at mærke, råde og støtte mig. Ingen taler jeg mere med end ham, og sådan har det været i 15 år.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det fede ved at være forfatter er, at man er gemt bag sine bøger. Det er bøgerne, der er kendte – ikke mig. Det er kun de dedikerede læsere, der kender mig, og de kommer jo kun over for at rose mine bøger, og det elsker jeg. Det sjoveste er i Tyskland, hvor jeg har været på otte turneer alene i år. Der idoliserer man forfattere mere.

– Autografjægerne venter tit på mig med et stort flot billede af mig printet ud på glossy papir, og så står de klar med en speciel tusch, som jeg skal skrive min autograf på billedet med. Jeg ved, det også sker for andre forfattere, for vi har talt om det. Det er noget helt særligt i Tyskland.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg er sindssygt meget i udlandet, og jeg har næsten ikke været hjemme siden september. Jeg har været i Tyskland, Sverige, Norge og Luxemburg. Det er hårdt at være væk hjemmefra, og jeg kan i perioder næsten ikke holde det ud. Jeg kan ikke lide nye steder, tog og hotelværelser.

– Jeg er introvert-ekstrovert, så jeg skal hjem og lade op, ellers får jeg kuk i kasketten. På min seneste turné, havde jeg lyst til at droppe det hele, fordi jeg var så ked af det. Jeg har hjemve, og jeg trives ikke, når jeg er væk fra min familie.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Det sker hver gang, jeg udgiver en bog. Jeg troede, det ville blive nemmere med tiden, men nu har jeg udgivet fire bøger i Danmark, og jeg synes stadig, det er svært. Jeg er tryg i processen med at skrive en bog, men når den skal ud, er det et kæmpe kontroltab. Jeg sover dårligt, er usikker, kort for hovedet og ekstremt svingende.

– Læserne er søde til at skrive til mig, at jeg ikke har noget at være bange for, men sådan fungerer jeg desværre ikke. Jeg lægger liv, sjæl og hjerteblod i det, og for mig er det ikke bare en krimi, men en forlængelse af min person.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg tror, at jeg med stor ærlighed og oprigtighed kan sige, at hos os er det sådan, at den, der føler stærkest for noget, tager ansvaret for det. Jeg kan for eksempel god lide orden, så jeg rydder op, mens Timm roder til. Vi har det ikke sådan, at vi begge skal vaske tøj, der er ingen grund til at skiftes til det, når jeg nu godt kan lide det, ligesom det er Timm, der laver mad.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Det sker jo, når man har det skidt: Man bliver så pisse selvoptaget"

– Timm er en fantastisk kok, og det er da den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv at flytte sammen med en mand, der er god til at lave mad. Vi betaler alting lige, og vi skændes faktisk aldrig om praktiske eller økonomiske ting. Det er et privilegium. Der er også vores søn Cassius på ti år. Hans behov og meninger fylder også noget, for han er ret viljestærk. Han har haft en stærk personlighed, siden han blev født.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej ind i skriveprocessen igen efter i lang tid at have været i gang med udgivelse og markedsføring. Nu skal jeg ud og researche til 5. bind, som blandt andet foregår på Bornholm, hvor jeg selv er kommet meget. Der skal jeg over i tre dage snart.

Hvad tænkte du på vejen herhen?

– Jeg hørte P1, og jeg tænkte på hvor meget, jeg savner Radio24syv. Det gør jeg hver dag.