Katrine Stevnhøj

Foto: Privat 27-årige Katrine Stevnhøj har følt, at hendes sorg har været "malplaceret". For hun har ikke mistet en far ligesom hans børn: "Selvom det er tragisk på et andet niveau, at de har mistet deres far, så bliver min sorg ikke mindre af den grund.”

Katrines ekskæreste tog sit eget liv: ”Og helt absurd, så er en af de sidste ting, vi siger til hinanden…”

En måned efter 27-årige Katrine Stevnhøj gik fra sin ekskæreste, tog han sit eget liv. Det har ladt hende tilbage med følelsen af skyld: For kunne hun have undgået, at han valgte at gøre en ende på livet? Og har hun overhovedet ret til at sørge? De spørgsmål rumsterer stadig - og gør det svært for hende at komme videre.

Kan man være et menneske utro, der ikke lever mere?

Et spørgsmål, der måske synes nemt at besvare for alle andre end den, der spørger.

Og et spørgsmål, der på mange måder afspejler de mange tanker og tvetydige følelser, 27-årige Katrine Stevnhøj har skullet forholde sig til, siden hendes ekskæreste valgte at tage sit eget liv 30. oktober i år.

Godt en måned efter de gik fra hinanden.

”Efter han er død, føler jeg på en eller anden måde, at jeg skal være loyal overfor ham,” siger Katrine Stevnhøj.

”For han forlod livet med mig som den sidste kæreste, men han kommer ikke til at være min sidste kæreste. Der er en asymmetri i, at han ikke nåede at komme over vores forhold, men det skal jeg. Han døde med en kærestesorg. Det føler jeg mig skyldig over – på en eller anden måde.”

Langdistance kærlighed

Katrine Stevnhøj og ekskæresten mødte hinanden i februar i år, inden Danmark lukkede sig om sig selv.

De kendte hinanden gennem et fælles frivilligt arbejde, og alting gik meget hurtigt. Den første tid af forholdet foregik over telefon og skrift, fordi de boede langt fra hinanden, og corona gjorde det svært at rejse på tværs.

Men det fungerede problemfrit, fortæller Katrine Stevnhøj. De forstod hinanden på en måde, som hun ikke havde oplevet før.

”Jeg husker en følelse af at finde en, hvor samtalen var let – og jeg skulle ikke oversætte mine følelser, fordi han forstod dem. Så meget nemt faktisk,” siger hun.

”Men når noget er langdistance og nyt, kan det også godt dække over, at der er nogle større udfordringer.”

Efter et halvt år slog Katrine Stevnhøj og ekskæresten op i september. Han havde psykiske udfordringer, men det var, understreger hun, primært det, at han havde tre børn fra et tidligere forhold, der gjorde udslaget.

”Jeg følte mig ikke parat til et forhold med børn, og derfor var jeg nødt til at tage beslutningen om at gå,” siger Katrine Stevnhøj og uddyber:

”Men vi talte stadig sammen et par gange, efter vi slog op. Vi var i kontakt, fordi han havde det dårligt og havde brug for at tale.”

Har du eller nogen, du kender, brug for hjælp?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen eller kontakt Livslinien.

  • Kontakt dem på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
  • Du kan skrive til Livsliniens netrådgivning skrivdet.dk
  • Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17
  • Du kan benytte Livsliniens selvhjælpsprogram, SOS, der er rettet mod at hjælpe personer med selvmordstanker

Bare lad være, ik?

Den sidste telefonsamtale imellem Katrine Stevnhøj og ekskæresten var to uger, inden han døde. Den var lang, og her gentog ekskæresten flere gange, at han gerne ville sige farvel til hende, men Katrine Stevnhøj tænkte ikke, at det ville blive det endelige.

”Og helt absurd, så er en af de sidste ting, vi siger til hinanden…”

Hun taler i bidder.

”Altså jeg siger til ham, at det kan være, at vi måske mødes om nogle år, og det fungerer bedre der – og så skal han eddermane love, at han bliver gammel. Sådan at vi kunne blive rigtig gamle sammen, til trods for aldersforskellen på 14 år. Det var sagt lidt for sjov, men det lyder helt absurd nu, at det var noget af det sidste, jeg sagde til ham.”

Hun bliver rørt.

Det er svært for hende at svare på, om hun ville have ønsket, at de sidste ord havde været nogen andre.

”Nej… ”

”Jeg ville bare gerne… ”

Stille.

”… bede ham om at lade være, ik?”

”Heldigvis er jeg i den situation, at de sidste ting, vi sagde til hinanden, var, at vi elskede hinanden. Pæne ting til hinanden. Alt var blevet sagt. Man hører nogle gange, at det sidste, nogen siger, er vredt eller ligegyldigt, og det betyder ikke, at man elsker nogen mindre, men jeg er stadig glad for, at det sidste, vi sagde, var så betydningsfuldt,” siger hun.

Du havde jo fravalgt ham

I løbet af de seneste to måneder efter ekskærestens død har Katrine Stevnhøj følt skyld.

Over at forholdet sluttede, at hvis de ikke var gået fra hinanden, kunne han måske stadig have været her, og hvis hun nu havde sagt noget andet, da han ringede, og hvis og hvis…

”Jeg tror, at det er nogle tanker, som mange, der har mistet nogen til selvmord, går rundt med. Jeg laver sådanne tankelege, og det gør mig enormt meget i tvivl om, om det var rigtigt, at vi gik fra hinanden. En tvivl, som jeg ikke havde, før han døde. Og det er selvfølgelig svært at sidde med, fordi jeg ikke har nogen at spille den bold op ad – længere.”

Men følelsen af skyld er langt fra den eneste, hun kæmper med.

Hun føler sig også ked af det, sorgfuld og chokeret, frustreret, omfavnet og anerkendt. Følelserne går på tværs af spektret og gør, at den sidste tid har været ”voldsom”, fortæller Katrine Stevnhøj.

Derfor valgte hun at skrive en kronik i Information om det, hun oplever netop nu; at sørge over en død ekskæreste.

For det er – har hun erfaret – ikke nødvendigvis så nemt for omverdenen at forstå. At sorgen over et menneske, man har fravalgt, alligevel kan fylde så meget og sågar gøre, at man kan føle sig utro, hvis man finder en ny partner.

”Jeg var overrasket over, at flere i min omgangskreds prøvede at negligere det og – helt åbenlyst i bedste mening – prøvede at tale det ned for at hjælpe mig med at komme hurtigere videre. I starten brugte jeg samme ordlyd, som de gjorde, men jeg kunne bare mærke, det ikke blev nemmere af at prøve at tale sorgen ned,” siger hun.

”Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg havde brug for at dvæle mere ved den end andre opfordrede mig til.”

Det har særligt været kommentarer som ”du havde jo allerede fravalgt ham, eller ”han var jo i forvejen ikke en del af dit liv længere”, der har gjort sorgprocessen svær for Katrine Stevnhøj.

”Det var ideen om, at det bare var en kærestesorg, jeg gik igennem, og en mangel på anerkendelse af, at der er et menneske, jeg elskede, som nu er dødt. Og det er en sorg, der er adskilt fra, at han ikke er mit liv længere. Det er en sorg over, at der mangler et menneske i verden.”

Kan sorgen gradbøjes?

Katrine Stevnhøj har følt, at hendes sorg har været ”malplaceret”, siger hun, og til en vis grad uberettiget. For hun har jo ikke mistet en far, som hans tre børn, og derfor valgte hun også at blive væk fra hans bisættelse i november.

”Jeg var inviteret og velkommen af hans familie og ekskone. Men jeg synes både, at det ville være svært for mig – helt egoistisk at se hans børn, som jeg ikke nåede at møde, da vi var kærester – og så var jeg bange for at stå i vejen,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg vidste, at jeg ville være fuldstændig knust, men jeg syntes, at det virkede forkert at være så knust, når der stod nogle børn og havde mistet deres far.”

Og netop den følelse, at sorgen føles ”malplaceret”, er grunden til, at Katrine Stevnhøj har haft brug for at dele sin historie.

Hun mener, at det er vigtigt, at vi taler om det, hun kalder sorgens hierarki: at sorgen ikke bliver mindre af, at vi gradbøjer den – og gør den op, som var den et regnestykke.

”Lige meget om vi var 100 mennesker, der havde mistet ham, ville vores sorg ikke blive proportionelt mindre, fordi vi deler den ud. Og selvom det er tragisk på et andet niveau, at de har mistet deres far, så bliver min sorg ikke mindre af den grund,” siger hun og understreger, at sorgen har mange lag.

Lev videre med fortiden

I hendes tilfælde knytter sorgen sig også til hendes fremtidige liv – og kærlighed. Hun er bange for at miste igen, forklarer hun.

”Jeg er bange for, at folk, jeg elsker, dør – og særligt en ny partner. Det er så stort, det er så voldsomt, og jeg tænker, at det er tidligt i mit liv, jeg skal miste en partner, så det er vigtigt at anerkende, at det er noget, der er sket, og det ikke er noget, jeg kan gøre mindre ved ikke at tale om det.”

Og med det er vi tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt man kan være et menneske utro, der ikke lever længere.

For selvom Katrine Stevnhøj godt ved, at hun skal leve videre – og finde kærlighed igen – er det bevidstheden om, at hun er den eneste tilbage, det eneste ”vidne” til hende og ekskærestens (for)tid sammen, der gør det svært at give slip. Og komme videre.

”Jeg ved godt, at det ikke er min skyld, at han døde. Han døde først og fremmest, fordi han var frygtelig syg. Der er ikke nogen, der forlader deres børn, fordi de har kærestesorg, men tanken om, at han har været ked af det på grund af noget med mig, da han døde, forsegler forholdet på en måde, der er svær for mig at komme ud af,” siger hun.

”Derfor er det så vigtigt for mig, at en kommende partner ved, at min ekskæreste fylder meget og nok vil blive ved med det. Det skal ikke være en stor, farlig og hemmelig ting. Det er en del af min fortælling, uden det skal være et alter i mit hjem.”

Om Katrine Stevnhøj

  • 27 år
  • Cand.mag. Østeuropastudier og Litteraturhistorie
  • Arbejder til daglig i en humanitær organisation
Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Kærestesorg og Parforhold