Katrine fik brystkræft som 26-årig: "Musikken var mit frirum"
Musik og det at synge sammen blev Katrine Adelheids frirum, da hun i 2016 blev alvorligt syg. Hun brugte sit kor, Emmaus, som det sted, hvor der var plads til alle følelser og tanker – også de allersværeste. I musikken var det nemlig nemmere at åbne op over for andre.
Katrine er normalt typen, der fjoller og griner – og ikke mindst synger. Et stort smil er det, som møder en, når man kigger på hende. Alting blev dog sat lidt i perspektiv en junidag i 2016, hvor hun og hendes kæreste sad i deres halvtomme stue. Den afslørede, at de netop var flyttet ind – men det var ikke det, som fyldte i deres tanker. Det var derimod resultaterne på en test. En test, der viste, at Katrine i en alder af 26 år havde fået brystkræft.
– Det var en meget følelsesladet dag, husker Katrine.
LÆS OGSÅ: Phillip Faber: "Jeg har aldrig prøvet noget lignende i hele mit liv"
Under normale omstændigheder ville Katrine have stået i en rundkreds og sunget sammen med sit kor denne torsdag aften – men denne dag var langt fra normalen, og overskuddet var i bund. Pludselig tikkede der en videobesked ind på Katrines telefon. Hun undrede sig, fordi afsenderen var en af de andre fra koret. Men stod de ikke og skrålede med på gospelsange nu?
– Da jeg så den videobesked, løb tårerne ned ad mine kinder. Det var hele koret, som stod med hinanden i hænderne og sang velsignelsen. Følelsen sidder stadig meget tydeligt i mig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ikke skulle gå igennem det her forløb alene. Jeg havde et bagland, ud over min familie og kæreste, som ville være der hele vejen – og det var rart!
”Det var i koret, jeg kunne få totalt optur, blive i godt humør og glemme de mørke tanker for en stund”
Torsdagskor
Musik og sang kom til at fylde en stor del igennem Katrines sygdomsforløb. Hun kan umiddelbart slet ikke forestille sig, hvordan det havde været uden. For de musikalske toner har altid begejstret Katrine. Det er en lille tatovering af en g-nøgle på hendes ene finger vidne på. Det var dog først i 2012, at Katrine begyndte at synge i et kor, og i 2014 skiftede hun til det gospelkor, som hun stadig synger i.
– Først tænkte jeg, at det der med gospelmusik ikke var noget for mig. Det var jo meget med gud og religion. Men så fandt jeg ud af, at man ikke behøvede at være religiøs – i hvert fald ikke i det kor, hvor jeg synger. Man kunne komme præcis, som man var.
– Da jeg blev syg, var det som om, at vi rykkede endnu tættere sammen i bussen, selvom vi i forvejen var et rimelig etableret kor. Det er svært at sige præcis, hvad det var, som skete – men et eller andet gjorde.
I de måneder, hvor Katrine gik gennem et kemoforløb, var det vigtigt for hende stadig at kunne møde op til kor – hver eneste gang.
– Jeg gik ikke på arbejde i den periode, men torsdag ville jeg til kor – også selvom det var den dag, hvor bivirkningerne rigtig slog til. Men jeg fik slæbt mig selv af sted, og jeg oplevede også, at som aftenen skred frem, blev jeg faktisk mere frisk.
– Nogle dage var selvfølgelig hårde – især psykisk. Musikken ramte mig lidt mere, og tekster og budskaber kom lidt ekstra ind under huden på mig . Men det gode var, at der var plads til, at jeg bare kunne være mig og græde, hvis det var det, som jeg havde brug for. Bare sætte mig og lytte til musikken.
KEMOKUFFERT
Katrines kor sang ikke kun sammen med Katrine, da hun var syg. De sørgede for, at der altid var noget godt at se frem til, når de hårde dage med kemoterapien skulle overstås. Derfor fyldte de hver uge en ”kemokuffert” med bamser, yndlingsslik, søde beskeder og andre overraskende påfund og fiksede, at den stod klar, når Katrine kom til behandlingsbriksen på sygehuset.
– Normalt er jeg slet ikke typen, der viser sårbarhed. Jeg fjoller gerne endnu mere, hvis jeg har det lidt skidt indeni og prøver ligesom at sætte en facade på. Det er bare som om, at man ikke kan gøre det, når man synger – man kan ikke skjule det. Det er så intimt, og man åbner sig op, når man synger. Så på en eller anden måde står vi jo alle sammen i forvejen som en åben bog, mens vi synger, og derfor tror jeg også, at det var så nemt for mig, at jeg bare kunne være mig selv.
– Men koret var ikke kun det sted, hvor jeg kom ud med de svære følelser. Langt de fleste gange var det anderledes. Musikken blev mit frirum. Det var her, jeg kunne få totalt optur, blive i godt humør og glemme de mørke tanker for en stund. Det var nemlig også her, at jeg kunne lade de gode følelser få frit løb.
Hvad gav det dig at synge sammen med de andre?
– Det gjorde klart, at jeg følte mig stærkere! Det er netop det, som musik og kor kan. Det havde ikke været det samme, hvis jeg havde stået alene hjemme i køkkenet. Fordi når man står sammen på den måde, så giver det noget på et åndeligt og kunstnerisk plan, men det rykker også ved den der fællesskabsfølelse. Derfor gav det mig ny energi og styrke.
Musikken får ny betydning
Efter et par år fyldt med fokus på sygdom er Katrine heldigvis rask i dag – men hun har taget noget med sig videre i forhold til musikken.
– Da jeg var syg, begyndte teksterne at betyde meget mere for mig. Jeg lyttede klart mere efter, hvad det var for nogle tekster, som jeg sang – og det har jeg taget med mig. De betyder nemlig stadig meget for mig. Teksterne og sangene kunne nærmest få nye betydninger, fordi jeg bandt det op på min situation, eller jeg hørte noget andet i teksterne, end jeg havde gjort tidligere.
LÆS OGSÅ: 29-årige Anne er dødssyg af kræft og skal giftes: ”Men så kom den skide virus”
– Det var især sangen ”It’s turning around for me”. Vi havde sunget den i et par sæsoner inden, at jeg blev syg faktisk. Jeg havde altid haft det sådan, at jeg godt kunne forholde mig til gospelmusikkens budskaber, men jeg er ikke superreligiøs, så jeg har taget det lidt med et gran salt. Men pludselig var det som om, at der var nogle lidt dybere lag i den sang, fordi den handler om, at man møder noget modgang i livet. Der er folk, der svigter og falder fra – men der er også dem, som altid bliver og bakker op.
– Musik generelt er sjældent bange for at berøre de sårbare emner som f.eks. døden. Døden kan være ret tabubelagt at tale om, så det var faktisk nogle gange en lettelse for mig, at det kom på tale i forbindelse med musikken. Selvom jeg aldrig tænkte, at jeg skulle dø af min sygdom, så kan man nok ikke lade være med at være en smule skræmt, når man har en livstruende sygdom. De mørke tanker var ikke altid noget, som jeg havde lyst til at tale med min familie og kæreste om, fordi jeg var bange for, at de skulle blive kede af det. Så der åbnede musikken op for nogle af de svære ting og gjorde det lidt mere tåleligt.