Selvmord
SPONSORERET indhold

Kender du tegnene, når en af dine nære overvejer selvmord?

Sådan gør du, hvis en du kender er selvmordstruet.

Af:: Tilde Mariann Broge-Starck Foto: Alamy
10. sep. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Hvert år dør omkring 800.000 mennesker ved selvmord, og flere endnu forsøger at tage deres eget liv. I Danmark alene sker der mellem 600 og 700 selvmord om året. Det er 12 om ugen.

Den 10. september er Verdensdag for selvmordsforebyggelse – en dag, der skal sætte fokus på, hvordan vi forebygger selvmord og reducere stigmatiseringen.

ALTfordamerne.dk har spurgt bestyrelsesformand Morten Thomsen fra telefonrådgivningen Livslinien, hvad du kan gøre, hvis du er bekymret for, at en af dine nære overvejer selvmord.

LÆS OGSÅ: 11 ting du skal vide, hvis du er ensom

Der er følge Morten Thomasen fra Livslinien særligt to tegn, du som pårørende skal være opmærksom på.

Disse tegn skal du være opmærksom på:

1. Vær opmærksom et følelsesmæssigt skift
- Hvis en person, der har haft det skidt igennem en længere periode, pludselig får det godt igen, kan det være fordi vedkommende har fået løst sine problemer, måske han eller hun er kommet ud af sin depression, siger Morten Thomsen til ALTfordamerne.dk.

- Men et skift kan også ske, fordi personen har valgt at tage sit eget liv, forklarer han.
Har man længe levet med et indre kaos og selvmordstanker, giver det en ro, når beslutningen om at tage sit eget liv er truffet. Og det kan ofte misforstås af omgivelserne som et positivt tegn. I virkeligheden bør dine alarmklokker ringe.

2. Opgiver personen sine interesser?
- Hvis personen fra den ene dag til den anden opgiver en fritidsinteresse, der har fyldt rigtig meget, så ville jeg spørge ind til det, siger Morten Thomsen.

Hvis der ikke umiddelbart er en fornuftig eller naturlig forklaring, kan det være et tegn på, at personen har givet op.

- At man vælger noget meget værdifuldt fra er også en måde at signalere på: "Jeg er her ikke mere, jeg gider det ikke mere."

Har du mistanke om, at en af dine nære overvejer selvmord, er der gudskelov noget, du kan gøre.

Det kan du gøre:

1. Spørg ind til det
- Når du oplever et følelsesmæssigt skift hos en deprimeret person, er det vigtigt, du spørger ind til det. Hvad er det, der har skabt den forandring? Hvis der ikke er nogen naturlige forklaringer på det, må der godt være en alarmklokke, der ringer.

2. Spørg om personen har selvmordtanker
- Der er mange myter om, at hvis du spørger en person om, hvorvidt de har selvmordstanker, skubber du dem ud over kanten. Men der er ikke noget forskning, der tyder på, og du skal ikke være bange for at spørge, om personen har selvmordstanker. Det kan være en befrielse, hvis man har selvmordstanker, at der er nogle, der spørger til ind til det. Endelig er der nogle, der kan se, hvor skidt jeg har det. Endelig er der nogle, der tør snakke om det. Åbenheden gør, at man giver folk mulighed for ikke at være alene med det.

LÆS OGSÅ: Derfor har du svært ved at erkende, at du har stress

3. Send personen til lægen
- I alle regioner findes der specialiserede samtaletilbud. Jeg vil foreslå, man går ned til lægen og får man en henvisning til det her behandlingstilbud, hvor man prøver at hjælpe med at forstå, hvorfor man får selvmordtanker. Man bliver ikke indlagt, det foregår ambulant.

Samtaletilbuddene viser gode resultater, fortæller Morten Thomsen. Nogle oplever, at deres selvmordstanker forsvinder helt, mens andre kan opleve, at de dukker op igen på et senere tidspunkt, men har du været i behandling, vil du vide mere om, hvordan du skal reagere, hvis du begynder at tænke på at tage dit eget liv.

4. Tilbyd at tage med
- Fordi det kan være svært at søge hjælp, vil jeg foreslå, at du tilbyder at gå med personen ned til lægen og måske også første gang han eller hun skal til samtaletilbud. Tilbyd at køre personen derhen for at kunne være støttende og motiverende. For man kan miste modet, mens man sidder i venteværelset, fordi man synes, det er rigtigt svært.

Går du med selvmordtanker, eller har du brug for at tale med nogen, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201. Se mere på websitet Livslinien.dk

LÆS OGSÅ: Her er 11 råd mod stress - som virker

LÆS OGSÅ: Brug dine negative følelser positivt - Sådan bliver dine nedture til opture

LÆS OGSÅ: Derfor bliver du gladere af at skrive dagbog