Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed
Foto: Frederik Lentz Andersen Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed fortæller om hvordan kærlighed overvinder alt.

Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmeds kærlighed

Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed: “Vi skændes om alt og mere end nogensinde før”

Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmeds kærlighed begyndte for 10 år siden, hvor Khaterah netop var kommet ud af et voldsramt forhold. Siden har mange forsøgt at tale dem fra deres kærlighed. For kærlighed kan ikke trives med to så forskellige baggrunde. Jo, den kan! Kærligheden overvinder alt, også 30 kvadratmeter på Nørrebro.

Første gang, Khaterah og Daud mødte hinanden, var henne ved mikrobølgeovnen i kantinen på Juridisk Fakultet. Det var inden, fakultetet flyttede til Amager, da det stadig lå i Skindergade i Københavns Latinerkvarter. Året var 2008. "Fucking mikroovn, den virker ikke!," hvæsede Khaterah. Bag hende stod Daud, som spurgte, om han kunne hjælpe. Det kunne han, maden blev varm. Daud gik tilbage til den sofa, han havde rejst sig fra, og bordet foran ham, der var stablet med tykke bøger af filosoffer. Hun havde luret på ham, allerede inden de mødtes over mikroovnen. "Han er alt for lækker, jeg har ikke en jordisk chance," havde Khaterah tænkt. Daud havde tænkt nøjagtig det samme om hende, og det var grunden til, at han stammede "ad helvede til," da de talte sammen første gang. Khaterah gik tilbage til sin plads og smugkiggede på ham. "Han ligner en perker, men det kan han ikke være med alle de bøger. Så han må være græker." I dag griner hun højt af, at hun tænkte så fordomsfuldt. Khaterah gik hen til ham og spurgte, om han havde en lighter. Ja, hvis hun havde en smøg. Så røg de og snakkede uafbrudt i otte timer.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: “Hvis jeg ikke havde Anne, ville jeg bare sidde i min lejlighed og aldrig komme ud”

Khaterah havde noget tid forinden været på politistationen for at anmelde sin eksforlovede for vold mod hende. Hun var ikke i stand til at stole på en mand igen, så hun sagde til Daud, at hun hed Nadja og ville ikke give ham sit nummer. Men Daud insisterede på, at han skulle kunne komme i kontakt med hende. Hun fik hans mailadresse og sendte sit nummer til ham en uges tid senere. Da Daud ringede hende op, fortalte hun ham sit rigtige navn og sagde, at hun altså ikke var lystløgner. Daud ville hellere end gerne mødes med hende igen. "Hvor, hvornår?"

Anden gang, Khaterah og Daud mødte hinanden, var på parkeringspladsen ved Hvidovre Hospital. Khaterah bad Daud om at stige ud af sin bil og følge med hende ned i kælderen på hospitalet, hvor intensivafdelingen var. Hun ledte dem hen til en stue, hvor flere læger stod bag en pult og holdt øje med en sengeliggende kvinde uden bevidsthed. "Det der er min mor. Og min far er indlagt på et andet hospital. Mine forældre er med i pakken og betyder alt for mig. Og jeg er lige gået fra et voldsramt forhold. Udgangen er der, hvis du ikke kan overskue det her," sagde Khaterah og pegede mod døren. Daud kiggede på Khaterah, så græd han, og så holdt han om hende. 

LÆS OGSÅ: Peter Mygind og hustruen: Derfor er vi stadig sammen efter 21 års ægteskab

Fra den dag så de hinanden så ofte, de kunne komme til det, men uden at fortælle deres familier om det. Khaterah kommer fra en afghansk baggrund, Daud fra en pakistansk, og de ville i deres respektive miljøers øjne ikke være det bedste match.

Da de mødte hinanden, boede Khaterah stadig hjemme hos sine forældre i Urbanplanen på Amager. Daud boede i en lejlighed i Møllegade på Nørrebro. Han flyttede hjemmefra, fra sin mor på Vestegnen, som 18-årig. I de første to år af deres forhold, sneg hun sig ud af vinduet hver nat klokken tre, når hendes forældre var faldet i søvn, og tog fra Amager til Nørrebro, hjem til Daud. De første par måneder levede de af sex og whisky bag lukkede døre. Khaterahs tidligere forhold til en voldelig mand, der ville bestemme, hvordan hun skulle opføre sig, hvem hun måtte være sammen med, og hvordan hun skulle gå klædt, havde fået det til at buldre i hende. Verden kunne ikke vente længere. Når hun ikke lå i ske med Daud, ville hun opleve livet uden for Urbanplanen. Daud ville alt andet end at få Khaterah til at føle, at han kontrollerede hende, så han gav hende plads. Nogle gange, ofte når de havde fået lidt for meget whisky, væltede det ud med ord af Khaterah, og hun havde brug for at gå og gå og gå rundt i København om natten, med sine fingre flettet ind i Dauds, indtil der ikke var flere ord, der skulle siges.

En dag blev det nok med hemmelighedskræmmeriet. Hun havde aldrig prøvet at gå i byen og feste og ville absolut opleve det, andre unge havde sneget sig ud til i nattetimerne. Hun havde ikke givet lyd fra sig, så Daud dukkede op på hendes arbejdsplads og tog hende ud i frokostpausen. Da de gik gennem Stormgade i København, standsede han op og gav hende et langt kys. Stormgadekysset. Så vidste de, at det var på tide at springe ud.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde om kærligheden til Joakim Ingversen

Det gik. Lige indtil deres forhold havde varet i godt og vel tre år, hvor familiemedlemmer og bekendte blandede sig heftigt. Deres forældre blev ramt og insisterede på, at de blev gift. Khaterah og Daud var nødt til at holde en pause. Ikke en pause fra hinanden, men en pause fra alles indblanding. De forsøgte at komme videre i deres liv, hver for sig, men de kunne ikke. De ville bare være sammen. "Kom til Nørreport, jeg har brug for dig," skrev Daud, og Khaterah dukkede op. "Hvor fanden er du henne?" skrev Khaterah, og Daud svarede. Det blev også til 12 siders lange håndskrevne breve, som de afleverede hos hinanden i postkassen. Pausen varede i ni måneder.

– Det gav mig uro, at hun ikke var tæt på. Hvorfor gav jeg slip på det bedste, jeg har kendt til i mit liv?, siger Daud.

– Jeg vidste, vi hørte sammen, siger Khaterah.

Alle fik besked på at holde deres meninger for sig selv, og langsomt fik Khaterah og Daud luft, så de kunne trække vejret sammen. Over for hinanden har de ingen skodder.

– Vi skændes om alt og mere, end nogensinde før, også når vi er ude med venner, siger Daud.

– Vores nye venner skal lige vænne sig til det. De gamle venner ser det som en befrielse, at vi tager den med det samme. Det gør også, at forsoningen sker rigtig hurtigt. Jeg siger også altid undskyld på stedet, siger Khaterah.

– Der er mange, der siger, at vi er det perfekte par. Det er vi ikke, vi er uperfekte. Der er rigtig meget rod i vores liv, men vi sørger for at rydde op. Det er ikke et glansbillede. Til gengæld kan vi være os selv, siger Daud.

– Jeg siger nogle gange til ham: "Stop med at være så profetisk, jeg er fucking træt af det!" Der er en uskyld i hans overskud. Det gør, at jeg elsker ham. Det er mig, der laver socialt arbejde, men jeg får inspirationen fra ham. Han er indbegrebet af et mandfolk, han løfter mig, når jeg er nede, og han gør det, som var det det letteste i verden, men jeg er udmærket klar over, at det er det ikke. Han har aldrig fået mig til at føle, at jeg havde for meget bagage med mig, siger Khaterah.

– Hun har lært mig at kæmpe for tingene. Hun har aldrig været negativ, og hun giver aldrig op. Hun siger altid: "Vi gør det!" Jeg er mere sådan, "bare lad det ligge." Hun har lært mig at elske og være sårbar. Jeg kommer fra et sted på Vestegnen, hvor du skal være hård. Med hende kan jeg være den, jeg er. Der er ikke plads til filter. Med hende er der ikke plads til skuespil eller den der stolthed. Det skal være ærligt, siger Daud.

Khaterahs mor døde i 2013. Det var før, de fortalte, at de havde fundet sammen igen. Men Khaterahs mor kom til at holde uendelig meget af Daud.

– Min største fortrydelse er, at vi ikke blev gift foran din mor, siger Daud. "Åååh!" Han gnider sig i øjnene og skubber huen ned foran dem. Han vender tilbage efter et par sekunder.

– Siden Khateras mor døde, har hun begravet sig i verden. I stedet for at komme til mig og blive trøstet, er hun kravlet væk. Det har været svært for mig at sætte mig ind i. Hun vil ikke tale om sin mor. Vi ikke har talt ud om det endnu, siger Daud.

– Sådan har vi altid været. Hvis der sker noget dårligt i hans liv, så isolerer han sig, mens jeg går ud i verden og får travlt. Det er nok også min måde at løbe fra sorgen på. Det er ikke god timing at prikke hul på den endnu, siger Khaterah.

 

Khaterah og Daud

  • Bor i en lejlighed på Nørrebro. Den er 30 kvadratmeter.

– Vi har brug for mere plads. Jeg vil gerne høre klassisk musik i et rum, og hun skal sidde og skrive på sin bog i et andet. Jeg savner også, hun maler, siger Daud.

– Jeg savner alle mine smykker, mit tøj og mine sko, der er i min fars kælder, siger Khaterah.

  • Vil gerne have børn. Snart.

– Vi panikker lidt. Der mangler noget. Jeg vil også gerne kunne spille fodbold med dem, inden jeg bliver alt for gammel, siger Daud.

– Omvendt så er vi bare virkelig gode til at have det sjovt sammen. Vi kan være ude til klokken tre om natten og stå op på klokken syv og gå på arbejde. Jeg er bange for at miste vores impulsivitet, siger Khaterah.

– Jo, men børn er ikke en lænke..., siger Daud.

  • Er lidt i tvivl om deres alder.

– Jeg er 35 i det danske register, men 33 i det afghanske. Og du er 33, siger Khaterah.

– Nej, jeg er 34 og bliver 35 til februar, siger Daud.

– Nej, du gør ikke! Hvad snakker du om?, siger Khaterah.

– Stop dig selv, jeg er i total krise i forvejen!... Undskyld, men det er sgu da rigtigt, jeg bliver 34 til februar, siger Daud.

– Det er det, jeg mener. Jeg har ret!, siger Khaterah og griner.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Interview og Parforhold