Kim Fupz Aakeson: Jeg kan godt lide at tjene flere penge end mine kvinder

Kvinder må gerne tjene mere end mænd, ifølge en stor undersøgelse, men for forfatter og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson er det vigtigt at tjene flere penge end sin kvinde. Han ikke er så høj, og det kompleks, som generelt gør, at mænd lyver om deres højde, har fået ham til at være ekstra udfarende og produktiv. Her gør han status over de vigtigste punkter i sit liv.

Udgangspunkt
– Da jeg var 5 år, blev mine forældre skilt. Jeg tror, min nye far stod klar – i hvert fald gik der ikke længe, før der pludselig stod nye herresko i entreen i lejligheden på Hvidovre Torv. Herfra flyttede vi til Albertslund, som var ved at blive bygget der i starten af 1960'erne. Her havde min mor og hendes nye mand købt et parcelhus. Det var det, der populært hed "sovebyen", fordi der ingen arbejdspladser var, så særligt alle fædrene tog ud og arbejdede og kom tilbage og sov.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: Derfor stiller jeg op til nøgenfoto


1965. Første skoledag med mor – foran Holmegårdsskolen i Hvidovre.

- Jeg så min biologiske far hver anden weekend. Om lørdagen var det altid lidt akavet, og når jeg så skulle hjem om søndagen, var det som regel ret hyggeligt.

– En dag, da jeg var 11, sagde min mors nye mand, at vi lige skulle have en snak. Min mor var gravid og indlagt på hospitalet på grund af komplikationer, derfor var det ham, der bød på en hel appelsinvand en ganske almindelig tirsdag og fortalte, at min biologiske far havde valgt at trække stikket. Og at han derfor ville adoptere mig. Hvilket også gav god mening. Jeg kunne rigtigt godt lide ham og kom også til at kalde ham far. Han havde ingen børn i forvejen og var glad for at møde mig. Og ja, når min biologiske far og jeg skulle ses, kunne man jo godt prøve at sige, "Årh, hvor skal vi bare hygge nu i de her to dage!", men det er bare ikke sikkert, at den lige er der, og man får snakket. Det får man meget nemmere, når man snubler over hinanden i køkkenet. Da min søster så kom, da jeg var 11, var det heller ikke sådan, at jeg så var ude.

Lighedspunkt
- Jeg har altid fået at vide, at jeg lignede min mor – det er noget med tempo og humor. Men folk har jo heller ikke haft min biologiske far ved hånden. Det havde jeg jo heller ikke selv. Jeg har været nysgerrig i forhold til ham særligt da jeg kom i puberteten. Hvem er han? Hvad skete der? Men jeg havde det svært med at kontakte ham, når jeg ligefrem vidste, at han havde bedt om at blive fri. Men en dag efter tyve år ringede han så selv. Jeg kunne slet ikke genkende hans stemme. Han ringede for at høre, om jeg ville besøge min farmor og farfar, som i misforstået solidaritet heller ikke havde set mig i alle de år. Og næste gang, da det gik op for ham, at jeg ikke var rasende på ham, kom han så selv med. Jeg huskede ham som en høj mand, fordi jeg var 11, da jeg så ham sidst. Det var han så ikke. I det hele taget lignede jeg ham helt vildt. Det var mig plus 25 år. Hans gestik, hans måde at tale på, den måde at være i et rum på... Det kunne godt være, at jeg bildte mig ind, at jeg var særlig og fritsvævende, men Oh My God, det var der, jeg kom fra!

– Jeg tror, han havde haft det svært med at se mig få den der far-relation til en anden mand, som oven i købet kunne sørge for, at vi fik hus og have og på den måde hævede vores levestandard. Jeg kunne tydeligt mærke, at han havde haft det hårdere end jeg. Husker ikke hvem, men nogen har engang sagt, at "de sår, andre påfører en, kommer man sig som regel over. Det er noget sværere med de sår, man påfører andre, når man går under sine standarder". Vi så hinanden nogle gange, og så gik der pludselig 15 år igen, hvor jeg ikke hørte fra ham. Sidst jeg så ham, var til hans 75-årsfødselsdag. De tyve år var bare gået, de var svære at hale ind igen.

Vendepunktet
– Der er 20 år imellem mine piger. Jeg får døtre hvert 20. år. De er sindssygt forskellige. Sallie, den ældste, var meget drømmende og flegmatisk. De andre børn gav hende sko på, fordi de ikke orkede at vente, når hun sad og faldt i staver. Så da min kæreste Pernille og jeg fik at vide, at vi skulle have en pige, sagde jeg til Pernille, som havde en dreng i forvejen: "Det er noget helt andet med piger! De drømmer, de kigger ud ad vinduet, indimellem er de måske lidt konfliktsky". Ha, ha! Så kom number two med fuld hammer! Jeg har været mere oppe at skændes med Lili, end jeg nogensinde har med Sallie. Hun har så meget stamina, vilje, gåpåmod og temperament.



– Alle havde advaret mig om bleer og søvnløse nætter og farvel sexliv, men ingen havde advaret om det, der virkelig betyder noget: yngelpleje! Wow mand, da den lille Sallie kom, var jeg klar over, at alt var forandret. Pludselig tænkte jeg: "Jamen gud, jeg vil jo til enhver tid kaste mig ind foran hende og tage hundebiddet". Eller hvad der nu måtte true. Jeg mærkede straks den angst, der følger med at få børn. Pludselig føltes verden så sindssygt brutal. Sådan havde jeg aldrig tænkt på den før. I Beirut, i Tvind-tiden, blev der også skudt indimellem, mens vi var der, men der følte vi os usårlige og udødelige. Pludselig var der altså bare et lille væsen, der ikke var usårligt.

– Jeg havde altid været ked af kun at få et barn. Det var en fejl. Vi blev nærige med det dengang. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg var ung og rastløs og havde travlt med at komme tilbage til arbejdsbordet. Så da jeg fik chancen igen, tænkte jeg: "Okay, nu siger jeg ikke nej, jeg siger ja, selvom jeg er 70, når hun flytter hjemmefra!".

– Rastløsheden i forhold til, at de skal blive store, er væk. Jeg ved, hvor hurtigt det går med de børn. Jeg husker tydeligt første gang, jeg blev smidt ud af min store datters værelse. "Gider du godt gå ud, jeg vil gerne være alene". Jeg troede, hun lavede sjov. "Det er jo mig, your dad!" Og så insisterede hun. "Okay, du mener det? Godt, men jeg er lige herude, hvis du får brug for mig". Det var så mærkeligt. Det slutter virkelig. Man bliver ikke ved at være deres Gud.

Nulpunkt
Følelsen af at blive skilt efter 20 år, som jeg blev fra Sallies mor, Lulla, var da ret nulpunktsagtig. Men samtalen imellem os var forstummet. Vi var vokset hver vores vej. Lulla var blevet advokat, så vores verdener lå pludselig ret langt fra hinanden. Og i takt med at Sallie var blevet ældre og stod og skulle på efterskole, meldte spørgsmålet sig pludselig om, hvorvidt der egentlig var mere mellem Lulla og mig. Og så var vi heldigvis enige om, at det var der ikke. Så det var piece of cake at dele boet, alt var ret uproblematisk.

– Den svære del meldte sig lidt senere, hvor det gik op for mig, at man jo også mister sin fælles historie. Der er bare en masse, der forsvinder i en skilsmisse. Ting, man ikke længere kan tale med nogen om, fordi det var noget, man havde sammen. Da vi fik Sallie, husker jeg, at jeg blev meget rørt over det her med, at når man får et barn sammen, så er der et andet menneske, der er lige så kærlig og engageret i det, man har skabt. Og bom! Pludselig er jeg så ikke sammen med hende, som er en del af min affection for Sallie. Det tab havde jeg slet ikke overvejet.

– I forhold til mig selv opstod der selvfølgelig også en usikkerhed. For man ved jo ikke, hvad der så kommer. Jeg sad der, som 45-årig, med en datter på efterskole, der var hastigt på vej til at blive voksen... Jeg var hverken mand eller far mere på den måde, jeg havde kendt til i så mange år af mit voksenliv. Pludselig sad jeg der i en kæmpe lejlighed på Dronningensgade... Og skulle man så til at date på nettet?

Smeltepunkt
– Heldigvis blev det aldrig nødvendigt at ty til netdating. Jeg var kommet ret godt i gang med filmene og var hele tiden på udkig efter nogen at arbejde sammen med. Og jeg havde så set Pernilles afgangsfilm og novellefilm og tænkte, at de skuespillere spillede fedt. Så jeg mailede hende og spurgte, om hun brugte manuskriptforfattere. Jeg var meget offensiv, og hun var helt vildt sarkastisk, for hun havde set "Den eneste ene" og brød sig ikke synderligt om den. Pernille er jo meget mere alvorlig. Jeg var shit hot på det tidspunkt, alle ville arbejde sammen med mig, så jeg var bare sådan: "Hvad sker der for dig? Du har lavet to novellefilm! Undskyld, men ved De, hvem jeg er?". Ha,ha.

– Efter jeg havde lavet Paprika Steens "Lad de små børn" og Annette K. Olesens "Forbrydelser", skrev jeg igen og bad hende se dem. Og så bøjede hun sig for en kop kaffe. Dengang var vi begge i ægteskaber, så det var ikke, fordi der var nogen åbning for noget der. Men vi begyndte at arbejde sammen om Pernilles første spillefilm "En soap". Og i løbet af den blev først jeg skilt, og Pernille et halvt års tid efter. Og ja, så blev det os. Efter to år solgte vi vores lejligheder for at starte et nyt sted, der var vores.

– På godt og ondt har vi altid noget at snakke om. I perioder arbejder vi en del sammen, vi har sammen skrevet Pernilles første fire spillefilm. Som hun engang sagde: "Det ville være rart at gå hjem engang efter arbejde og sige til sin mand: Min manuskriptforfatter har været sådan en idiot i dag!". Den er svær her i huset.

– Jeg kan godt gå og nulre lidt rundt. Sådan er jeg også vokset op. Vi lavede ikke rigtigt noget, mine forældre og jeg, derude i Albertslund. Vi var heller ikke meget på ferie. Men Pernille er rigtigt god til at få os ud af røret – på Louisiana, i zoo, svømmehal. Og så falder jeg ikke hen i arbejde igen.


Filminstruktøren Pernille Fischer Christensen, som Kim Fupz danner par med både professionelt og privat.

Standpunkt
Jeg kan godt lide at tjene flere penge
end mine kvinder. Der er jeg lidt gammeldags. Måske ville det ramme noget med både at være en lille lort, og så heller ikke tjene sine egne penge. Det ville genere mig og gå ind og påvirke umandighedsfølelsen. Jeg kan godt lide at tjene pengene og tage mig af bilen. Til gengæld er jeg meget god til ikke at tænke over, om Pernille nu også bruger for mange penge. Om de sko nu også var nødvendige. Vi taler sjældent om penge.

– Men generelt er det vigtigt for mig, at penge ikke er et problem. Min eneste bekymring ved at flytte fra Christiania, hvor jeg boede i 13 år med Lulla og Sallie, var, at det havde passet mig enormt godt at have få faste udgifter. Det ville have generet mig dybt at tage arbejde for pengenes skyld. Jeg hader at sætte mig i udgifter. I den retning er jeg en rigtig bonde. Vi har et lille lån for tiden, og det vil jeg helt bondeagtigt bare gerne have ud af vagten hurtigst muligt.

– Efterhånden arbejder mit bagkatalog en del for mig. Jeg kan mærke, at det jeg har lavet tidligere, kaster af sig. Særligt mine bøger, som boner ud med bibliotekspenge, kopipenge fra skoler osv. På den måde har jeg kunnet flytte fra Christiania til den gamle filmskole, hvor jeg boede en overgang, og nu Kartoffelrækkerne, hvor vi slog os ned for otte år siden.

Lavpunkt
- ...som i helt bogstaveligt at være lav. Da jeg kom i puberteten, blev nogle af mine venner nogle ordentlige klepperter. Det gjorde jeg ikke. Tydeligvis for at kompensere udviklede jeg mit entertainmenttalent. Var lidt for sjovflabet over for lærerne, meget talende, meget på. Og det kan man da godt blive lidt træt af – hele tiden at skulle krudte sig op og være sjov. Jeg blev ikke decideret drillet, men det blev altid kommenteret. Jo, jeg blev kærligt drillet. Eller løftet på!

– Jeg kunne godt blive rigtigt irriteret over de der høje, stille mænd, som alligevel fik damerne. "Se på ham, han er røvkedelig!". "Jo, men han er høj". Det var så uretfærdigt.

– Det har fyldt meget i mange år egentlig. Det var svært at snakke med nogen om, så jeg holdt det faktisk for mig selv. Desuden udvikler man også en form for hård hud omkring de kommentarer, der måtte falde. Det er man nødt til. I dag tænker jeg, at meget af den der drift
efter at være på og være i spil, at udgive noget og producere, helt sikkert især handler om, at: "Hey, jeg er her altså også!". Jeg har måske af den grund haft et særligt behov for at formulere og stadfæste min identitet.

– Jeg tænkte på det med højden, begge gange, jeg fik mine døtre. Det bliver ikke på samme måde et issue for piger. Men med mig er løbet nok kørt. Haha. Jeg bliver sgu nok ikke højere. Min mor er heller ikke særligt høj, og da jeg mødte mig biologiske far igen, tænkte jeg: "Ja, okay, dér er jo så forklaringen. Så i mit næste liv skal jeg være en høj, mørk og tavs type, som står ovre i hjørnet og venter på, at damerne kommer.

Kardinalpunkt
Da jeg kom i puberteten, havde jeg en stor længsel efter at komme væk fra Albertslund. Uden at vide, hvad jeg så længtes efter. Jeg fik langt hår og blev hippie, selvom det nærmest allerede var passé, så jeg gik alene rundt i min pels. I min familie var de revisorer, tømrere og elektrikere. En enkelt var purser og kom hjem med små, mærkelige tændstikæsker ude fra verden. Det var det mest eksotiske. Wauw, et job! Han havde været rundt i hele verden. I lufthavnene i hvert fald.


1977. Ung og eksperimenterende med afghanertørklæde og strikket hue i Tvind-tiden.

– Efter HF var planen, at jeg skulle læse kultursociologi på universitetet. Men en dag på biblioteket i Albertslund så jeg så en stor brochure med en rutebil fra Ringsted, som holdt midt ude i en ørken. Wauw, kunne man det? Brochuren var fra Tvind, og den fik mig omgående til at tænke, at niks, uni går ikke.

– Min mor og far var sgu ret cool og lånte mig penge, så jeg kunne udleve min drøm. Jeg ved ikke, om jeg selv ville have været så stor i slaget og have ladet mit barn køre i rutebil igennem de arabiske lande, men selvfølgelig skulle jeg det!

– Der fik jeg pludselig en helt anden måde at gå til verden på, end jeg havde været vant til. Her gad man ikke høre på undskyldninger: "Vi køber bare en rutebil, hiver alle sæderne ud og lægger senge ind, og så kører vi til Pakistan!". Jeg fik en oplevelse af, at verden er fuld af muligheder. Det handler egentlig bare om at beslutte sig for, hvad man vil – og så gøre det. Læren og udfordringen på Tvind var så at gøre det sammen. Og jeg vågnede jo op en morgen i den rutebil og så, at der virkelig var en ørken uden for vinduerne.

– En del hoppede fra undervejs, men jeg holdt ud i 16 måneder, fordi jeg ikke kunne tage tilbage til Albertslund. Så var det bedre at være i kaos. Men den negative side af Tvind var at opleve, hvordan man blev manipuleret af lærerne. Det lignede demokrati, men pludselig tænkte man: "Hov, hvad skete der egentlig der?". De fleste af os var jo virkelig unge, og man blev indimellem hevet ud af flokken og kritiseret voldsomt. Sådan noget var jeg slet ikke vant til. At blive råbt ad, af sådan en stor trunte der. Det var meget sofistikeret manipulation. Man var altid medskyldig. Det var fandeme hårdt pludselig at blive peget ud og opfordret til at revse sin kammerat. Bagefter var man flov over at have oplevet sig selv egentlig være en kæmpe kujon.

– Mit liv er virkelig før og efter Tvind. Jeg kom aldrig tilbage til det gamle liv. Pandoras æske havde åbnet sig, og jeg var meget optaget af, hvad jeg havde lyst til. Efter Tvind, mens jeg boede i kollektiv med nogle derfra, gik det pludselig op for mig, da jeg skulle tegne en plakat til en teaterforestilling, at jeg måske i virkeligheden var ret god til at tegne. Og faktisk viste det sig, trods mine forældres skepsis, at jeg kunne leve fint af det. Jeg kørte fuldstændig på den der underlige selvtillid fra Tvind – jamen, det gør jeg da bare!

Brændpunkt
Jeg brænder virkelig for mit arbejde. Det har fulgt mig igennem alt. Ligesom det er meningsgivende at være far, så er arbejdet det også. Jeg kan fuldstændig forsvinde i mit arbejde, glemme mig selv. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, hvis man tog arbejdet fra mig. Min lyst er helt igennem uændret, siden jeg skrev de første ting for 30 år siden. Det er jeg blevet meget ydmyg og taknemmelig over for. Det er jo fantastisk at få lov at have noget, som kom til at fylde mig så meget, som jeg gider hele livet og kan tjene penge på.

– Meget af det er bare kontorarbejde herhjemme i "The Crypt", som jeg kalder min lille kælderhule. Jeg er ret disciplineret i forhold til, at jeg rent faktisk også har lyst til at sætte mig herned hver dag og skrive.

– Jeg har altid gang i alt for meget. Men projekterne føder også hinanden. I starten er man bange for, at det er et kar, der pludselig kan blive tomt. Det sker ikke! Jeg har sjældent ret mange tanker formuleret på forhånd. Det sker undervejs. Somme tider går det virkelig langsomt. Lidt som en billedhugger, der går og hakker på en granitsten: "Nååårh, det er en hest!". Det fungerer godt for mig på den måde.

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha: "Min mors død var grunden til, at Marian og jeg blev gift"

LÆS OGSÅ: Barnløshed skyldes manglen på den rette mand

LÆS OGSÅ: Marie Tourell Søderborg: "Min krop kunne ikke følge med"