Mette Kirstine Goddiksen
SPONSORERET indhold

Er du også antennemenneske? Her er symptomerne

Survival kit for antennemennesker til alle, der trænger til ro fra antennesignalerne.

Af:: Mette Kirstine Goddiksen Foto: Peter Nørby
11. okt. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

Lad som om, det her er en personlighedstest. Altså, ikke sådan en absurd én, der kan fortælle dig, hvilken gnaver du var i et tidligere liv.

Det her er mere en række punkter, som antennemennesker måske kan genkende. Måske kan den endda give dig en lettelse over ikke at være den eneste, der er mærkelig, sart, overbekymret, altid på vagt, overanalyserende og så fucking føøøølsom altid. En aha-oplevelse af, du ikke er den eneste, der analyserer til døde, hvorfor én eller anden bekendt gik fra at skrive kærlig hilsen til venlig hilsen.

Jeg vil samtidig smide et par overlevelsestips ind, som jeg har opdaget. Du må lige selv sortere de gode fra de sundhedsskadelige.

LÆS OGSÅ: Søren Mcguire: "På en måde er fodbold som 'Gift ved første blik', bare en smule mere larmende"

Receptioner kan være en hård nyser. Så står man der og strutter med sin dumme pindemad, helt tom for ord, for antennesignalet ”aaaawkward” går ind. Der er sne på ens indre skærm. Jeg har fundet ud af, at man kan komme ind i kampen igen med hv-spørgsmål til den, der ser rarest ud. De fleste kan godt lide at tale om sig selv, og det tager presset af antennesignalet.

Det mere sundhedsskadelige/karriere-dræbende råd, som jeg i højere grad praktiserede, da jeg var yngre og til fest, var simpelthen at drikke mig helt i hegnet. Eller gå udenfor og kæderyge.

Det var nogenlunde det eneste, der kunne lukke ned for alle de forvirrende signaler og fortolkninger og føre mig ind i en fredfyldt boble. Det kunne give mig ro til at blive i mig selv og ikke hele tiden piske rundt for at dissekere stemninger, ansigtstræk og bemærkninger.

Jeg gætter på, at antennemennesker har en forhøjet risiko for at blive langskæggede eneboere eller kattedamer. Eller misbrugere – om det så er af stoffer, alkohol, tobak eller mad. Det kan være en blanding af medfødt følsomhed og udvikling af antenner som forsvar i et liv, hvor vi ikke altid har følt os trygge og derfor har haft brug for antenner for at kunne navigere i konflikter og dårlig stemning eller undgå sårende bemærkninger eller ydmygelser. Vi søger en tilstand eller et sted, hvor indtryk og stemninger ikke hele tiden trænger ind.

Apropos skadelige miljøer, så brænder passivt aggressive mennesker antennerne helt af på os. Du ved: Mennesker, som småfornærmede i en mail skriver ”Så gør vi, som du synes” – og for-syner den med en passiv aggressiv smiley i stedet for at sige, hvad de konkret er uenige i. Eller som lukker i, og så kan man ellers blive ristet langsomt af sine egne antenner, mens man prøver at gætte på, hvad de er vrede over. Men de siger det i.k.k.e. Du skal gætte det – og det er SÅ opslidende for os stemningssvampe.

LÆS OGSÅ: "Vi bekymrer os om miljøet, mens vi køber endnu en yogamåtte i plast på nettet"

Jeg har ryddet op i mit privatliv og bruger ikke fritid sammen med passivt aggressive mennesker. Det er for hårdt. I professionelle sammenhænge bestemmer man ikke selv. Eneste råd er at være 100 procent faglig og høflig, men ellers holde dem langt væk fra sin sårbarhed.

De ændrer sig ikke.

Storrumskontorer kan også være en prøvelse.

Jeg mærker med det samme, hvis der er dårlig stemning ti meter bag mig. En praktisk løsning er store hørebøffer. Ser fjollet ud, men det giver fred.

Men husk nu, at antennemennesker er gode til at sætte sig i andres sted, læse andre mennesker og forudsige situationer, kende (og dermed være i stand til at afsøge) grænser og indgå i dybe relationer. Kæmpe styrke.

Hvilket du gerne må minde mig om, når vi ses i – lad os kalde den – antenneforeningen af 2019.

Anbefalet til dig