Klumme: Jeg nægter at bruge selvbetjeningskassen: "Vi har ikke råd til at miste øjenkontakten"

Nogen vil kalde mig et vanemenneske. Min mand vil påstå, at jeg er en kærlig krydsning mellem en udadvendt neurotiker og tvangsrituel kontrolfreak. På den gode måde. Jeg vil kalde mig selv forudsigelig med et tvist af vildskab.

Vildskaben beror oftest på, at jeg godt kan lokkes til et glas vin på en tirsdag.

Ikke på, at jeg møder sent ind på kontoret eller smutter på en spontan afbudsrejse til Maldiverne. Aldrig.

Gør ritualerne mig til en menneskelig robot? En hamsterhjuls-slave, der laver copy-paste på hverdagen? Tværtimod! Det er netop rutinerne, der gør, at jeg kan kigge op, tale med min dreng på vej til skole og få mig en sludder med min kassedame. Og det er af samme grund, at jeg har et had/kærlighedsforhold til Føtex på Vesterbrogade. For her har de indført tvungen selvbetjening i morgentimerne, hvor jeg fylder min indkøbskurv. Men min rituelle adfærd har vækket min indre anarkist. Jeg nægter at betjene mig selv eller lade en robot tænke for mig fra morgenstunden. Jeg vil have mit godmorgen, min lille portion mellemmenneskelig sniksnak og min dankortkvittering fra en hånd –
ikke fra en sprække i væggen.

LÆS OGSÅ: Det gode naboskab: "Der er ni lejemål i min opgang, og samtlige beboere ringede på min dør og spurgte, hvordan jeg havde det"

Heldigvis er maskiner til for at blive snydt, og det gør jeg så. Jeg går gennem afspærringen, når den tror, jeg har betalt, og direkte hen til kiosken. Der står Hanna. Min Hanna. Hanna, der tager guldkjole på, når en kunde har vundet 570 mio. kroner i Lotto. Hanna, der går i Panduro Hobby for at finde ny udsmykning til sit kioskområde. Hanna, der ikke drømmer om en luksusvilla eller en stor bil, men som godt kunne tænke sig en kolonihave. Hanna, der elsker sit job og sine kunder – og som aldrig ville sige op, selvom hun selv blev lottomillionær.

Hvorfor er Hanna så vigtig i min hverdag?

Hvorfor må vi ikke følge Silicon Valley-slængets anbefalinger om, at mennesker skal undværes alle de steder, hvor maskinteknologi gør det muligt, rentabelt, hurtigere? Jeg vidste det nok intuitivt, men nu har Kristian Leth netop begrebsgjort det for mig i sin bog "HÅB – Et Forsvar For Fremtiden". Her fortæller han om, hvad terrortrusler har gjort ved vores tillid til verden, hvad højredrejningen i Europa siger om vores mistro over for fremmede folkeslag, og hvad de sociale mediers dramatiserede nyheder gør ved vores børn og unges verdensopfattelse. Vi mister håbet for fremtiden og tilliden til hinanden.

LÆS OGSÅ: Skal vi være bange for Google og Facebook?

Kristian Leths bog er endnu et opråb mod apatien, der skal minde os om, at hvis vi lærer vores børn, at dommedag står for døren, er der ikke noget at kæmpe for.

Måske har Salman Rushdie læst Leth, eller også har han bare læst verden. Han istemte nemlig formaningen i et interview for nylig, hvor han sagde, at vi ikke har råd til at fortvivle. For så har vi givet op på forhånd. Jeg synger med i optimisternes kor, men tilføjer: Vi har ikke råd til at miste øjenkontakten, smalltalken, den opmærksomme service og glæden ved at omgås mennesker frem for maskiner. For jeg ser gerne Blade Runner, Terminator og R2D2 fredag aften på skærmen. Men jeg vil til hver en tid hellere betjenes af Hanna i Føtex.