"Jeg vil have mine gamle problemer tilbage - eller vil jeg?"

Da karantæne-tiden befandt sig på sit mest uvisse stadie i starten af foråret, lagde den brilliant sårbare og sarkastiske tegner Line Jensen en tegning op på sin Instagramprofil den 12. marts. To tankebobler. Den ene med et rødt kryds hen over ordene ”Gamle bekymringer”, den anden med teksten ”Nye bekymringer”. Tegningen og den ledsagende billedtekst ramte mig og de 2646 andre, der havde liket billedet, lige i mellemgulvet. Der stod: ”Jeg kunne bedre lide de gamle bekymringer, opdager jeg nu”.  

LÆS OGSÅ: Stephanie Caruana: Corona har ikke ændret os grundlæggende

Line Jensens streg understregede, hvor tossede vi havde været at brokke os over Aulas uendelige tirader om lus i 2.A, kantinens kedelige krebinetter eller en punkteret cykel klokken femten minutter i mødestart. Tænk at vi havde bekymret os om, hvem der skulle tage mindstebarnets første  sygedag, når vi nu stod over for at få hjemmekontor/hjemmeskole-balancen til at gå op. Tænk at en omgang roskildesyge i familien føltes overvældende, når hele verden nu var en stor potentiel smittekilde. Tænk at vi havde forbandet familiefesten, når vi nu havde allermest brug for en løssluppen komsammen med kram, kaffe og kiksekage. De gamle problemer forekom luksuriøse sammenlignet med den uvisse ængstelse, der prægede os alle fra marts måned og frem. 

Hen over sommeren, da vi igen måtte give forsigtige knus og kaste os ud i en grillfest, lettede frygtens tåger. Og det føltes næsten som en mulighed at springe tilbage til det sidste årtis dårskab. Ville det ikke være lækkert, hvis vi alle sammen igen kunne spekulere over, hvordan vi skubbede endnu mere træning, arbejde, shopping eller fest ind i vores hverdag? Eller hvordan vi kunne få plads i budgettet til endnu en designertaske, en rejse sydpå eller bil nummer to? Ville det ikke være befriende, hvis vi kunne lade som om, at 2020 ikke helt var sket? Ingen snak om pandemier, systemisk sexisme og strukturel racisme? Hvis vi kunne nynne videre på et bekymringsfrit pop-omkvæd som ”Blurred Lines” eller ”Hot in Here” uden at få myrekryb, se en dokumentar om Woodstock uden at forestille os fremtidens festivaller som maskeballer og desinficerede virtual reality-events, eller se en Disneyfilm uden at konstatere, at selvom pigerne er blevet superhelte, har de stadig kroppe som en size 0-model fra midten af 90’erne.  

LÆS OGSÅ: Kunst og kærlighed i coronaens tid: Sådan er det gået

For nylig læste jeg den fænomenale Gen-Z-aktivist Florence Givens bog: ”Women Don’t Owe You Pretty”, der udkom i juni. Her beskriver forfatteren, hvordan hendes feministiske vækkelse på mange måder har ”ødelagt” verden for hende. Når man først har opdaget, at kvinder fortsat får lavere løn end deres mandlige kolleger, fortsat sulter sig for at leve op til umenneskelige idealer og fortsat er udsat for seksuelle krænkelser og overgreb alene på grund af deres køn, er det umuligt at vende tilbage til uvidenhedens lykke. Og når du først har indset, hvilke privilegier du selv nyder som veluddannet, veltalende hvid kvinde, er det umuligt at lukke øjnene for dem, der ikke nyder de samme fordele. Man mister sit gamle, passive liv. Men man vinder en nyfunden mulighed for at handle.

I foråret nåede jeg at tænke: ”Jeg vil have mine gamle problemer tilbage”. Nu tænker jeg anderledes. Opgaven er nemlig ikke længere at fokusere på alt det, 2020 har stjålet fra mig og mine, men hvad dette opvågningens år har foræret os alle, nemlig et nyt perspektiv. Ikke bare på verden som sådan, men på vores egen plads og ansvar i den. Vi skal ikke ønske os de gamle blinde vinkler – vi skal værdsætte, at vi blev vækket i tide til at ændre vores usunde vaner.