Klumme: (En der kunne være) din mor arbejder her faktisk

Da coronaen ramte mig på levebrødet, var jeg egentlig relativt optimistisk. I hvert fald på egne vegne. Mit arbejdsliv har længe været et kludetæppe i konstant udvikling med gode og dårlige måneder, så usikkerhed er ikke just noget nyt for mig. Jeg var midt i en stor opgave plus det løse, jeg havde næsten lidt for travlt. Så måske var det fint nok at drosle lidt ned? Mærke græsset gro.

Men jeg var ikke rigtigt forberedt.

Ikke på altings aflysning på ubestemt tid, på udmattelse og følelsen af, at jeg aldrig igen ville få en idé, nogen ville synes om (og betale for). Jeg var ikke forberedt på den indre desperation, der åd min sidste inspiration. Jeg greb efter halmstrå, sagde ja til alle opgaver, bare fordi det kunne give lidt ekstra. Det er, skal jeg hilse at sige, ikke en langtidsholdbar strategi, hvis man vil udvikle sig og rent faktisk nå derhen, hvor ambition og arbejdsglæde kan mødes og sød musik opstå.

LÆS OGSÅ: Sviner-kommentaren fra 8. klasse spøger stadig: "Engang imellem popper den op i min erindring"

Nogle af de opgaver var sjove, interessante – og andre dybt frustrerende. Der var en enkelt, hvor jeg valgte at sige nej til honoraret, for det stod ikke mål med den indsats, jeg havde lagt. Jeg var mere værd. Og min sjælefred var mere værd end at tage imod den lille slat og føle, jeg skulle stå til rådighed en anden gang. Jeg har fået en erkendelse af, at jeg er blevet for gammel til det shit. Og til at blive ghostet af folk, jeg har knoklet for. Simpelthen. Jeg trænger til arbejdsro og ro på den der bagsmæk, kan jeg mærke. Og et økonomisk grundlag, der ikke spolerer min nattesøvn.

Jeg beundrer modne kvinder i nye karrierer eller på nye studier, men de kommer oftest fra solide jobs eller har solide partnere (med ditto solidt job), når de vil realisere sig selv. Det har jeg ikke, og det gør sgu en forskel.

Så jeg prøver at gå den anden vej, finde en mere fast pind at kvidre fra. Men det er svært, for jeg, Frøken Ja-hat, har et et alenlangt CV, der giver HR-typer grå hår. De tænker: "Er der en rød tråd? Kommer du ikke til at kede dig?". Eller det forestiller jeg mig. Jeg kommer ikke ind til bordet og til samtale. Måske er det nemmere med en yngre og nyuddannet kandidat end at satse? Måske er det for sent for mig at blive "voksen"? Det er, hvad det er.

LÆS OGSÅ: Kære veninder, jeg er bange for, at vi en dag glemmer at prioritere hinanden

For nylig var jeg i Radio LOUD for at tale om popkultur og kærlighed. Som ekspert, jo jo. Det er radio for folk, der er yngre end mig. Og de unge mennesker derinde er simpelthen så søde, når de spørger, om jeg vil medvirke, så jeg siger altid ja, selvom jeg bliver lidt bange for at virke midaldrende og utjekket. Men det fine ved de unge er faktisk, at de er ordentlige. Det er oftest folk på min alder, der kager rundt i det eller kagler op. Ungdommen arbejder bare videre. Dem fra radioen virker knalddygtige, højtuddannede og har store ambitioner. Snorlige, men sympatiske.

Duer de overhovedet til voksenlivets kaos? Jeg overvejer at pitche et program til dem. Det skal enten hedde Din mor arbejder her ikke eller Okay, Boomer, hvor de kan gå i clinch med mig og lære mig noget om livet. Og måske omvendt. En dag regner jeg tingene ud for alvor, får styr på ALT. Indtil da må jeg bare klø på. Og dele ud af mig selv. Det skal nok gå.