"Jeg er 46 år og har aldrig bedt om en lønsamtale..."

Mere i løn er den mest ærlige form for ros.

Jeg gøs, da min ledertype af en veninde bare sådan helt nonchalant sagde de ord.

For lønmæssigt har jeg altid været en labrador, der godmodigt hentede en træpind, uanset om den mod aftalen var kastet i en kold sø eller ind i et uvejsomt krat. Stolt har jeg gennem livet afleveret pinden til skiftende chefer, der – hvis jeg var heldig – udbrød et ”døøøøgtig”. Og så har jeg ventet på, at de selv kom i tanke om, at de nok i grunden burde hælde lidt mere mad i skålen som kompensation for kulde og kradsemærker.

LÆS OGSÅ: Mette er blevet "sober curious" - og det skyldes hendes 16-årige døtres syn på alkolhol

Jeg er 46 år og har aldrig bedt om en lønsamtale på trods af, at jeg er en flittig type, der aldrig er bleg for at lære nyt, gå den ekstra mil, tage nye ansvarsområder eller arbejde på alle tider af døgnet. Jeg har ikke bedt om en lønsamtale, selvom jeg flere gange – efter gensidig aftale – har accepteret en lavere løn i starten med lovning på, at det blev der rettet op på senere. Senere, altså. Når jeg lige har bevist, at jeg i forhold til mit fag og ansvarsområde er en gennemsnitlig løn værd.

Hvornår er tiden inde til at indløse den lovede lønforhøjelse? Aldrig. For i mit hoved udsætter jeg det med, at min arbejdsplads nok ikke har penge til det lige nu, eller at jeg jo også havde et par dovne dage i sidste uge. Og når jeg har været inde i en periode med succes og ros, så er det da også for mærkeligt at gøre det op i penge. Så skal jeg da ikke ødelægge den gode stemning ved at være sådan en grådig type...

Den gennemsnitlige forskel på mænds og kvinders løn i Danmark var i 2020 på 18 procent – og det skyldes blandt andet nogle gamle samfundsstrukturer, hvor kvindens løn blot blev set som et supplement til mandens eller som lidt lommepenge til parfume og portvin.

Og så skyldes det sådan nogle som mig.

For jeg er typisk kvinde, der lider af et galopperende imposter-syndrom: Jeg går sgu hver eneste dag og venter på, jeg bliver afsløret i at være nul og nix.

Jeg er også vældig god til selvkritik. Når jeg har udført et ekstra godt stykke arbejde, så er mit sind på overarbejde for at finde én eller anden svaghed. Jeg er vildt bange for ydmygelser, afvisninger og for at virke latterligt selvovervurderende. Og kalder man proaktivt chefen til lønsamtale, så er der risiko for netop det.

LÆS OGSÅ: Mette Kirstine Goddiksen er stoppet med at bage kage til sine kolleger af én særlig grund

Jeg bryder mig heller ikke om forhandlingsspil, der handler om kynisk at dræne hinanden maksimalt. Jeg er typen, der ikke finder glæde ved at prutte en gadesælgers strandhåndklæde 50 kr. ned, hvis altså håndklædet er prisen værd for mig.

Og så er jeg overansvarlig. Det kan du blandt andet se på, at jeg alene tager ansvaret for de manglende lønsamtaler på mig. Måske er det ikke fair. Måske er ansvaret todelt.

Ganske vist har de regler og jura på deres side i forhold til, at det er medarbejderens ansvar at indkalde til lønsamtale. Men ét er jura og regler. Noget andet er moral og rettidig omhu. Jeg har i et par tilfælde pludselig bare sagt op og dermed taget min erfaring med ud af arbejdspladsen på grund af lønnen.

Eller vel mere på grund af det signal, der ligger i ikke rigtigt at se og anerkende sine medarbejdere på en måde, der koster lidt.