"Jeg vil glæde mig over al den modstand, jeg før 2020 ikke vidste, min hverdag manglede"

Vinteren har været lang. For lang.

Og jeg er på ingen måde blevet opløftet af de daglige morgenbriefings, jeg hører på i podcasten ”Genstart” og Zetland. Vores danske politikere kan ikke finde ud af at tale pænt til hinanden, vores franske venner står overfor en potentiel højredrejning af dimensioner, Rusland fører krig i Ukraine, inflationen ser ud til at være permanent … og så er der de desværre ”sædvanlige” emner, der trænges i baggrunden, men som burde stå øverst på alle spisesedler:

Klimaets tilstand og den psykiske sundhed blandt børn og unge.

Hov, tænker du måske. Det her er udgangsreplikken fra dit yndlingsmagasins "sidste side". Hvor er den feel good vibe, du forventer og vel nærmest også har krav på, når du køber ALT for damerne? For er det ikke netop det, et dameblad skal kunne?

Levere eftertænksomme interviews og reflekterede indblik side om side med munter mode og krævende kageopskrifter. Skal læsningen ikke mest af alt fungere som en velfortjent pause, en smuk tankestreg midt i vores fortravlede mediebillede. Bare rolig – det kommer!

LÆS OGSÅ: Efter festen: "Næste morgen vågnede jeg til noget uhørt..."

For midt i min bekymring lyttede jeg heldigvis også til en anden podcast. Den hedder ”A Bit of Optimism”, og det afsnit, der gav mening til min modløshed, var samtalen mellem værten, Simon Sinek, og glædes-aktivisten Omar Brownson.

Afsnittet handlede om, hvor svært det kan være at finde ro og retning i en tid med stor bekymring; og hvor vi skal finde den, når hverken mindfulness eller meditation virker.

De to mænds glimrende bud var: i taknemmelighed. Ikke ved det abstrakte som at være ”sund”, ”velhavende”, ”dansker” eller bare ”mæt”, men ved det konkrete, der tvinger os til at forholde os til vores omstændigheder.  

Jeg gav mig selv et yderligere benspænd. Jeg ville glæde mig over al den modstand, jeg før 2020 ikke vidste, min hverdag manglede. Min taknemmelighedsliste blev pludselig lang.

Jeg har glædet mig over, at min manke også fik besøg af de lus, min datter havde fået med hjem som besøgsvenner fra skolen. Husdyr, vi ikke havde set i næsten to år grundet lockdown, sprit, alt for få kram og udeblevne high fives. Jeg glædede mig over den parkeringsbøde, der igen lå i min rude, fordi jeg havde parkeret ni og ikke ti meter fra gadehjørnet.

Jeg glædede mig over, at selvom jeg måtte stæse op ad trappen til fjerde sal iført trenchcoat og en smart hæl, alligevel kom syv minutter for sent til det møde, alle andre allerede var ankommet til.

Jeg glædede mig over, at vi igen måtte sige nej tak til en fredagsmiddag hos vores venner fra Rødovre, fordi datoen allerede var snuppet af en koncertdate med tilhørende løfte om midnatsdrinks af vennerne fra Vesterbro.

LÆS OGSÅ: "Jeg interviewede Svend Brinkmann om fremtiden - og han tog fusen på mig"

Jeg glædede mig over at være ægte overtræt efter en fredags-damemiddag, hvor min sidste gæst gik klokken fire, fordi hjemmets hund og teenager på vej til basketballstævne vækkede mig med ønsker om luftning og morgenmad klokken syv lørdag.

Jeg glædede mig over, at jeg igen kunne nå at blive ægte sulten i tidsrummet mellem frokost og aftensmad, fordi eftermiddagen ikke bød på kaffepauser og rutefart mellem computer og snack-skuffe, men derimod på cykelstiens modvind og et væg-til-væg-tæppe af møder med ægte mennesker.

Og så glædede jeg mig over det held, jeg forestiller mig at dele med mange af jer læsere. Nemlig, at vores dagligdag ofte disker op med lykkelige huskekager i alt det, vi glemmer at værdsætte: Accelerationssamfund, digitalisering og politisk storhedsvanvid til trods, så har vi fortsat ikke fået bugt med lus, tidsoptimisme, stiv kuling og mandage.